3. søndag efter Hellig Tre konger Søndag den 23. januar 2022
Gudstjenestens salmer:
Lovsynger Herren DDS 3
Tro er at komme DDS 582
Troen er ikke en klippe 100 salmer 891
Nadversalmer: 438 + 439
Herre jeg vil gerne tjene DDS 373
Prædikentekst
Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede:
»Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på?
Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«
Lukasevangeliet 17,5-10
Prædiken ved Birgitte Thun
Tryk på højttaler og lyt
Tekst til sang fra prædiken
Hvis du bare havde tro,
som det lille bitte frø fra sennepsplanten
-det er hvad Jesus har sagt. x2
Så kunne du sige: Bjerg, flyt dig lige!
Smut med dig! Gå din vej! x2
Og så ville bjerget flytte sig
flytte sig, flytte sig. x2
Salme 891 Troen er ikke en klippe
1 Troen er ikke en klippe midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger over en truende grav.
2 Troen er ikke det sikre midt i en verden af fald,
tro er at være til stede, høre når nogen har kaldt.
3 Troen er aldrig artikler trykt i en indbunden bog,
tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog.
4 Troen er det, som kan svigte i en forfærdelig stund,
troen er det der kan gribes midt på den gyngende grund.
5 Tro er det levende nære, som gi’r mig kræfter og mod
så jeg går med dig p vejen, selv om jeg ikke forstod.
6 Tro er at løfte din stemme, der, hvor din fjende har magt,
tro er at satse på håbet udsat for verdens foragt.
7 Tro er utrolige kræfter, som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket, hvis der for alvor er kaldt.
Jens Rosendal 1987