HOLDEPUNKTET

Stop op hilsen og præsentation – pastor Birgitte Thun skriver

Hvor er det genialt at Lyksborg Danske Kirke så tydelig er skiltet som en holdeplads. Med stor H
Et sted hvor man gør Holdt! Her vil jeg Stoppe op. Den er mit Holdepunkt.
Den har allerede været det alle søndagene, siden vi bar de første flyttekasser ind i præstegården på Schwennaustrasse 12 sidst i februar. Engang var Lyksborg Danske Kirke mit hverdagsstoppested. Dengang gik jeg i skole et par huse længere nede ad vejen. I første klasse fik vi piger en tante og drengene fik en onkel fra niende klasse, med dem i hånden gik vi op til morgensang i kirken. Skoleleder Hans M. Futtrup stod på prædikestolen. Derfra kunne han styre grammofon og pladen som spillede Carl Nielsens ’Tågen letter’ og tage imod eleverne som stilfærdigt gik ind og satte sig. Min mor Ebba Thun Hansen var musiklærer på skolen, så hun sad på orgelbænken og spillede og vi sang. Gad vide om ikke Futtrup bad et Fadervor mellem sang og salme. Min far Povl Verner Hansen var også lærer på skolen og min bror Morten kom i børnehave efter mig. Som jeg husker det, var verden hel dengang.
Hvorfor præst i Lyksborg?
For lige godt et år siden gik dagligdagen i stå, vi blev lukket ned pga corona. Denne bratte opstandsning medførte samtaler som løftede os op i et helikopterperspektiv, som gav nyt blik på tilværelsen. Min mand, Flemming, og jeg ville gerne flytte længere syd på for at være nærmere mine gamle forældre og sommerhuset i Sønderjylland.
Flemming fandt stillingen som præst i Lyksborg i præsteforeningens blad, og fik mig til at nærlæse den. Billeder af gåture med børnehaven langs slotssøen, stranden og op til vildsvinene passerede forbi mit indre øje. Desuden hyggelige oplevelser ved årsmøder ved Lyksborg skole og jernalderlandsbyen for nogle år siden.
Nu er vi her. Vi er stoppet op et nyt sted i tilværelsen. Vi kniber os sommetider i armen, er vi virkelig på dette smukke sted? Vi er her. Det er forunderligt. Og foråret gør naturen endnu skønnere og humøret godt!
Historie og sprog – mit udgangspunkt
I gymnasietiden mødte jeg DKG, Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. Var på stævner, mødte gymnasieelever fra Danmark, som gik omkring med en følelse jeg genkendte, – at være eneste troende på hele gymnasiet. Vi lyttede til foredrag ved teologiske universitetsprofessorer, og der var rum for at drøfte store livsspørgsmål som – forholdet mellem liv og død, hvor kommer det onde fra, og meningen med livet. Det ville jeg vide mere om og begyndte på teologistudiet ved Aarhus Universitet. Jeg havde en lærer på Duborg som tændte min interesse for sprog og historie, og det er så heldigt begge dele indgår i teologistudiet. Det bedste studie man kan tænke sig!!
Taizé og kirkedage
Foruden selve studiet kastede jeg mig ind i studenterpolitik, og fik et fast holdepunkt i mit liv og mit kristenliv, da jeg kom til Taizé-kommunitetet i Frankrig, hvor jeg blev grebet af sangene, stilheden og fordybelsen i bibeltekster. Har siden da ledet Taizé-inspirerede gudstjenester indtil coronaen stoppede fællessangen sidste år. Interessen for økumeni har ført mig til nordisk økumenisk kvindekommite, som repræsentant for det Mellemkirkelige Råd, folkekirkens udenrigsministerium. Og på græsrodsplan til Danske Kirkedage med deltagelse og bidrag ved ’festivalerne’ hvert tredje år fra 1983 til nu. Og til Deutscher Kirchentag i Bremen og Dresden.
Friluftspræst og spejderlykke
Når lejlighed byder sig, er jeg lejrpræst på små og store FDF- og spejder-lejre, jeg elsker at fortælle bibelhistorier i højt græs og gummistøvler. Inden jeg blev spejder i Ansgar Trop i Flensborg i ’78 var jeg FDF’er i Flensborg 3 i nogle år. I årene på Duborg-Skolen var spejderlivet en vigtig del af hverdag og ferier og Tydal var mit andet hjem;-) Takket være KFUM-Spejdernes korpslejre har Flemmings og mine veje krydset hinanden og vi blev gift i 1998, samme sommer som jeg fik fast embede ved Mariehøj Kirke i Silkeborg.
I december 2004 flyttede vi til Viborg, hvor jeg havde fået embede som sognepræst ved Søndermarkskirken. Det blev indtil videre det sted i verden, hvor jeg har gjort mit længste holdt, 16 år.
Godt at være
Lyksborg viser sig allerede nu, at være et godt stoppested. Her står man ikke lige på bussen igen. I kirken og byen er der plads til at tage en pause i hverdagen eller fra hverdagen. Og kirken er det sted jeg tanker op hver uge. Et sted at møde at gå ind og lade op. Et sted at møde muligheder i dage med begrænsninger.
Det sker at LIVET, får os til at stoppe op!
Vi bliver stoppet, når vi bliver ramt af livet – og ønsker dåb selv eller for vore børn. Vi kan rammes af den tosomme kærlighed og ønske Guds velsignelse over vores ægteskab.
Børn vokser op og står foran ungdoms- og voksenlivet og ønsker at blive konfirmeret.
Det sker også, at det er døden, som standser os brat. En hård opbremsning betyder ofte, at vi bliver kastet rundt i livet; da er kirken et sted at holde til og spørge efter meningen med livet og med døden. Gud, hvorfor skulle vi miste vores elskede? Har du glemt os efterlevende? Er du vred eller ligeglad? ER du der?? Hvor er du, Gud?
Lad os ikke gå til grunde. Vi er jo dine skabninger. Du har skruet os sammen, så vi både kan fortvivle, svigte, frygte, græde, rase og le, så tårerne triller. Stands os, når vi er på vej ud ad vildspor. Kom og fyld os med fred, fyld vore liv med velsignelse og mening. Du kender os og kan trøste! Åbn vore øjne, så vi ser at du allerede er her og venter på os. Amen.

Rul til toppen