Gudstjeneste pinsesøndag

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Amen

Joh 14,15-21

I dag er der gudstjeneste i virkeligheden. De seneste ti uger har gudstjenesten her i Lyksborg fundet sted andre steder. Den er, som I ved, blevet transmitteret via internettet her fra kirken, men den har også fundet sted i alle de hjem hvor nogen har sat sig ned, har tændt computeren, skruet op for højttalerne og sunget med på de to søndagssalmer der har være på programmet. Det har ikke været helt det samme som det plejer at være, og det er det stadig ikke, men der er én væsentlig forskel her i dag. Vi er sammen. Og der er noget særligt ved det, for der opstår det som man kalder ’det fælles tredje’, nemlig at det man samles om, bliver virkeligt og nærværende.

Det er også det der sker i epistlen i dag. Disciplene er samlede. Heller ikke her er ting som de plejer at være, for der er gået syv uger siden påske, og Jesus har forladt dem, og ingenting ligner sig selv. Men de samles om det fælles tredje, om det som Jesus forkyndte og som de stadig holdt fast i selvom alting var anderledes end det plejede at være.

Baggrunden for den fortælling hører vi om i evangeliet i dag. Vi er et sted i fortællingen hvor Jesus lige har fortalt at Judas vil forråde ham, at Peter vil fornægte ham, og at han i øvrigt snart skal forlade dem. Disciplene havde fulgt Jesus i flere år, men nu var de kommet i en situation hvor de måtte se i øjnene at de snart ville være alene. Og så alligevel ikke. Jesus lover dem nemlig at be’ faderen om at sende en ny talsmand for at de ikke skal være alene – eller faderløse, som han siger. Her opstår altså også de fælles tredje; løftet om den talsmand der skal komme.

Kort tid senere bliver Jesus korsfæstet. Og selv om Jesus opstår og viser sig for disciplene, går der ikke længe før de er alene igen. Der hvor vi møder dem, er de samlede i Jerusalem for at fejre pinsen. Det er lidt en tilsnigelse, for den pinse som vi hører om i dag, er faktisk den allerførste af slagsen. Den fest som disciplene var samlet for at fejre, var den jødiske Shavuot; festen til minde om dengang Moses fik lovens bøger, Toraen, af Gud på Sinai Bjerg. Det fejrede man ifølge traditionen syv uger efter påske, og her kom jøder fra alle områderne omkring Middelhavet til Jerusalem for at tage del i festen. Der har formentlig været trængsel på gader og veje, for ifølge den jødiske tradition brugte man den sidste nat før festen på at studere Toraen, og om morgenen gik man til synagogen for at høre oplæsningen af de ti bud; det centrale i Toraen. Men dem som gik forbi det hus hvor disciplene opholdt sig, hørte noget andet. De hørte stemmer, og selv om de jøder som var uden for huset, kom langvejs fra, kunne de forstå hvad stemmerne sagde. Og sandsynligvis har jøderne lyttet kritisk til det der blev sagt, for de vidste at dem der talte, var galilæere uden nævneværdig uddannelse, så de burde ikke kunne tale fremmedsprog. Ikke desto mindre kunne jøderne genkende både ord og betydning, og de kunne høre at der blev talt om Guds storværker på deres eget tungemål.

Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den Ånd, som taler. Sådan skrev Grundtvig mange år senere da han skulle berette om begivenheden, og det beskriver præcis hvad der skete. Jesu ord om en ny talsmand var gået i opfyldelse, Guds ånd, Helligånden var kommet over disciplene og satte dem nu i stand til at forkynde Guds ord. Disciplene var blevet åndrige, åndfulde, beåndede; åndsnærvær gjorde alting nyt. Det er det vi fejrer, når vi fejrer pinse nu. At Ånden er med. Og det kan jo nemt ligne en påstand uden noget som helst hold i virkeligheden. Noget som præsten kan finde på at stå og forkynde fra prædikestolen søndag formiddag. At Guds ånd er med alle mennesker til alle tider. Men hvad nu hvis man ikke kan mærke det? Hvad nu hvis man ikke kan mærke åndsnærvær?

Det sker før eller siden i de fleste menneskes liv at man synes Gud kommer til kort. At hans Ånd ikke er med. At han ikke griber ind når der sker ting som ikke giver mening. Hvor er Ånden eller Gud fx henne når der sker naturkatastrofer, trafikuheld eller når epidemier hærger hele jorden som det har været tilfældet i de seneste måneder? Hvorfor griber de ikke ind?

Jeg ved det ikke. Nogle gange er det som om den talsmand, Jesus lovede disciplene, ikke taler på vores vegne. Eller også lytter Gud ikke til talsmanden. Et hyppigt argument er at hvis Gud er almægtig; hvis han ved og kan alt, burde han også gribe ind hver gang der er optræk til noget ondt eller hver gang nogen beder til ham. Almagt må betyde evnen til at gøre alt muligt.

Sådan tror jeg ikke det er. Almagt er evnen til at gøre alt muligt. Det vil sige, alt det der er muligt. Der findes ting som er logisk umulige, og de bliver ikke mulige bare fordi man sætter ordene ‘Gud kan’ foran dem. Stiller man fx spørgsmålet om Gud kan skabe en sten der er så stor at han ikke kan løfte den, er der mange som mener at have opstillet et dilemma som demonstrerer at Gud ikke er almægtig. Men det man faktisk har gjort, er at opstille to gensidigt udelukkende ting, og dermed har man bare demonstreret at man ikke kan håndtere almindelig logik. For gjorde Gud det, ville han overtræde det skabtes orden; han ville begå vold på den naturens orden som han selv står bag. Og naturens orden er, sammen med menneskets frie vilje, de to faktorer i livet der rummer størst mulighed for sorg, smerte, uretfærdighed, lidelse og endda død. Det er faktisk helt sikkert at det ender med død. Men fjerner man den mulighed for lidelse der ligger i naturens orden og menneskets frie vilje, har man fjernet livet selv.

Sorg, smerte, uretfærdighed og lidelse er – om vi kan li’ tanken eller ej – dele af livet. Det er ikke noget Gud læsser på vore skuldre for at prøve os, og han læner sig ikke tilbage og trækker på skuldrene når talsmanden banker på og taler på de ramtes vegne.

De fleste kommer igennem smerten og sorgen og lidelsen. Som forandrede mennesker, og nogle endda som bedre mennesker, men ikke som mennesker der er forladt af Gud. Gud er det sted hvor man altid kan gå hen med smerten og sorgen og lidelsen. Man kan bede, skælde ud, græde ud, blive lyttet til. Og det er ikke sikkert man får det man beder om. Men det betyder ikke at ens bøn ikke bliver hørt. Nogle gange er svaret bare et andet end det man har lyst til at høre.

Derfor havde Jesus ret da han lovede disciplene Ånden; talsmanden. Forbindelsen til Gud. Selv når vi føler os åndsforladte, er det Ånden som taler om Guds storværker på alle sprog, og Ånden der sætter os i stand til at tale til Gud i bøn, vrede, desperation eller håb.

Skal jeg vende tilbage til epistelteksten, er det netop det den udtrykker for mig. Der tales om Guds storværker på alle sprog, og Ånden sætter os i stand til at høre det. At se det. At mærke håbet til den Gud der står bag storværkerne når vi hører hans ord. Også selvom vi nogle gange kan føle os afmægtige og åndløse og synes at ting er svære at overskue. Derfor beder vi hver eneste søndag om Åndsnærvær; om at Talsmanden vil hjælpe os med at bevare forbindelsen til Gud og til det håb som troen giver os.

Det er pinsens Ånd; dens budskab, at vi tør tro på det og at vi på samme måde som disciplene den dag i Jerusalem vil være i stand til at holde fast i at der er en talsmand; en der taler for os, med os, og at vi alle dage, gode såvel som onde, kan vende os mod Gud i tillid, bøn og tro.

Amen

Rul til toppen