6. søndag efter påske

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Amen.
Johannesevangeliet 17,20-26

For en del år siden havde min mor embede som sognepræst i en kirke et stykke oppe i det nordvestlige Jylland, og hun havde en stor præstegård hvor der var plads til mange besøgende. Det var et held, for jeg har 6 søskende og 15 nevøer og niecer, så når vi var samlet til fx juleaften, var der både trængsel og alarm. Det var ikke usædvanligt at nogle af ungerne røg i totterne på hinanden, og det skete såmænd også for nogle af de voksne, og det medførte altid at min mor brød ind og sagde at nu skulle vi lade være med at skændes og slås. Når det var jul, skulle vi hygge os. Og det prøvede vi så på. En ti minutters tid gik det såmænd også godt, men så var den som regel gal igen. Det var på mange måder som om det med fred og fællesskab var to størrelser der ikke passede sammen. Det er nok ikke usædvanligt. I hvert fald viser statistikker at mængden af husspektakler stiger ved de højtider hvor familie og venner samles. Og det er egentlig mærkeligt. Mange af højtiderne hænger jo sammen med kristendommen, og den er i udgangspunktet en fredelig religion hvor både næstekærlighed og Guds kærlighed spiller en stor rolle. Som vi hører det i dagens evangelium, beder Jesus endda Gud om alt godt for dem der tror. At de skal være ét, at de skal være hos ham og at Guds kærlighed skal være med dem. Jeg kan lige så godt indrømme at de der juleaftener i min mors præstegård, der ku’ det af og til være svært at mærke Guds kærlighed som den kom til udtryk os søskende imellem.
Og dermed førte vi faktisk en gammel kirketradition videre. I dagens evangelium hører vi Jesus bede en bøn. I dele af den kristne kirke opfattes bønnen ikke som en bøn for de troende som sådan, men som en bøn for kirken. Altså en bøn om fred, enighed og kærlighed i kirken, og grunden til det er at der nok ikke nogensinde har været fred, enighed og kærlighed i kirken. I hvert fald ikke på samme tid. Men jeg tror ikke det kun er en bøn for kirken. Jeg tror det er Jesu oprigtige bøn for dem der troede på ham, fordi han jo havde stiftet bekendtskab med den menneskelige natur og vidste at den godt i ny og næ kunne bruge hjælp. De første stridigheder blandt de kristne begyndte da også længe inden de første kirker blev grundlagt. Vi ved fra Bibelen at dem der blev omvendt til kristendommen, holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne, og vi hører at hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Sådan står der i Apostlenes Gerninger, kapitel 4, men allerede i første vers af kapitel fem går det galt. Så er der nemlig et ægtepar som har solgt en ejendom og egentlig skulle give pengene fra salget til de troendes fællesskab. Men i stedet stikker de nogle af pengene til side til sig selv, og dermed var den første interne splid i kristendommen en realitet.
For de tos vedkommende falder straffen med det samme. Da apostlen Peter konfronterer dem med hvad de har gjort, falder de nemlig døde om. Det sker heldigvis ikke ret tit når man gør noget forkert. Men det at de to stikker nogle af pengene til side til sig selv, demonstrerer et grundlæggende problem ved alle fællesskaber. Der er altid delte meninger om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Ægteparret har ladet sig omvende; dvs. de har kunnet se meningen med kristendommen, med troen, med fællesskabet med de andre troende, men de har ikke været helt enige i at de andre troende skulle have alle pengene.
Og den form for uenighed har præget kirken siden den tog sin allertidligste form ca. ti år efter Jesu død. Her drev Paulus sit missionsarbejde. Han grundlagde utallige menigheder gennem de 25 år han missionerede, og en del af hans korrespondance med de menigheder er bevaret i vores bibel. Langt størstedelen af det som Paulus skrev, var breve til menigheder som han selv havde grundlagt, og hvor der siden var opstået uenighed. Så uenighed og strid viste sig tidligt nærmest at være et vilkår blandt de kristne, og det har det været siden. Det kan jeg som sagt i indledningen skrive under på.
Der har bl.a. været uenighed om hvad der egentlig skete da Jesus levede; det er derfor vi har fire evangelier og ikke kun ét. Det er derfor der nu er en protestantisk, en katolsk, en ortodoks og ca. 50 andre større kirkeretninger. Og 10.000 mindre kirkeretninger. De er alle sammen opstået af uenighed i de kristnes fællesskab, og fælles for dem alle er alligevel at de kalder sig kristne, og de mener at de hver for sig repræsenterer den sande kristendom.
Fælles for dem er også at de som fællesskaber betragtet gør ting fuldstændig forkert. Et fællesskab som det Jesus taler om i sin bøn, er det bredest tænkelige. Han taler ganske enkelt om ‘dem, som ved deres ord tror på mig’. Han beder ikke specifikt for de omvendte jøder, for de omvendte grækere, eller for de omvendte slaver, men ganske enkelt for alle der tror på ham. Det er et inkluderende fællesskab, et fællesskab for alle uanset forudsætninger. Men det fællesskab som enhver af de mere end 10.000 kirkeretninger tror på og arbejder for, er ekskluderende fællesskab. Det er fællesskaber som lukker andre ude fordi deres måde at tro på er forkert.
Det er ikke nødvendigvis dårligt. Hvis en kirke er i stand til at definere hvad den tror og hvad den ikke tror, er det jo let at afgøre om man er enig eller ej og om det som kirken siger, giver mening eller ej. Det ville være løsningen på fx et af den danske folkekirkes store problemer, nemlig at det mange gange er svært at vide hvad den står for. Da vi her i kirkerne i Sydslesvig arbejder på folkekirkevilkår, gælder det også os. Kirken har ikke nogen mening om noget. Ingen kan tale på dens vegne, ingen kan stikke rammer ud for hvad man som medlem må og ikke må tro. Ingen kan bestemme hvad kirken skal gøre i en given situation, og det fører til mange diskussioner og uenigheder. Må kirken fx vie fraskilte? Jesus siger jo at det er en synd at lade sig skille. Må kirken velsigne par af samme køn? Paulus siger at homoseksualitet er en synd. Døber man børn til syndernes forladelse, eller er det bare et ritual der byder dem velkommen i menigheden? Det er der faktisk ingen der kan svare på, for kirken har som udgangspunkt en rummelighed der gør at enhver præst kan tolke skriften som han eller hun vil.
Kirken kan godt se karakterløs og holdningsløs ud, men den er i det mindste inkluderende på samme måde som de tidlige kristne fællesskaber. Der er plads til alle; der er endda plads til meningsforskelle. Det er der heldigvis også her i Sydslesvig. Det som det handler om, er nemlig at man samles om Jesu ord på samme måde som man gjorde det i de allertidligste tider.
I de tekster fra Apostlenes Gerninger som jeg nævnte før, fortælles om hvordan mennesker i tusindvis blev omvendt hver gang disciplene forkyndte Jesu ord, og det er faktisk en del af svaret på Jesu bønner i dagens tekst; bønnen om at de troende måtte blive ét i Gud. Det at nogen hører ordet og tager imod troens gave, gør dem til en del af fællesskabet. Tager man ikke imod troen, er man naturligt nok ikke en del af fællesskabet. Man kan ikke bestemme sig for at tro, og man kan ikke tvinges til at tro, men man kan tage imod den gave som troen er, og det gjorde de mange tusinde som blev en del af et fællesskab hvor der uden forbehold var plads til alle. Den anden gave som Jesus bad om på de troendes vegne, var Guds kærlighed, og den er tilsyneladende noget sværere at tage imod, for der følger en forpligtelse med; forpligtelsen til at bruge den kærlighed som eksempel eller udgangspunkt når man skal omsætte sin tro til virkelighed. Gør man ikke det, forsvinder forudsætningerne for enighed, enhed og fred. Men tager man imod troen, fællesskabet og kærligheden, kan man med Jesu ord elske både Gud og sin næste som man elsker sig selv. Og så kan man deltage både i juleaftener med familien og i fællesskabet med de andre troende med en begrundet formodning om at man på den måde har bidraget til både fællesskab, enhed og gensidig kærlighed. Amen.

Rul til toppen