5. søndag efter påske

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Amen.
Johannesevangeliet 17,1-11

Timen er kommet. Det er tre ord som næsten altid vil være forbundet med følelser af den ene eller den anden slags. Sig dem til det forventningsfulde brudepar på vej til kirken, sig dem til en gymnasieelev der står foran den afsluttende eksamen, eller sig dem til en dødsdømt i en fængselscelle. Tre forskellige timer; tre forskellige situationer. Ventetiden kan være lang, og man kan imødese timen med glæde, forventning, spænding, frygt …

Jeg ved ikke hvilke følelser der er på spil i evangeliet i dag. Det indledes ret nøgternt med at Jesus ser mod himlen og taler. Eller rettere, han begynder en bøn. Afsnittet har overskriften ’Jesu sidste bøn’ i min bibel, og den opsummerer hele det arbejde som Jesus har gjort. Opsummeringen begynder fire kapitler tidligere, hvor disciplene er sammen med Jesus ved det sidste måltid, og den omfatter nogle af de mest kendte beretninger om Jesus, bl.a. at han han lover disciplene en ny talsmand, og han omtaler sig selv som det sande vintræ, vejen, sandheden og livet. Den fortæller også om kærlighedsbuddet og om at verden skal hade disciplene, og så slutter den med at berette om Jesu forestående død. Timen er kommet. Næsten.

Sammenligner man med de andre evangelier, er timen også kommet, men ting ser lidt anderledes ud. Vi står over for to forskellige tidsperspektiver. I Johannesevangeliet ser Jesus som sagt tilbage på alt det han har gjort. På de ting han har forkyndt. På de mennesker han har undervist. På de samtaler han har haft. Og ser man på Matthæus’ og Lukas’ fortællinger om samme time i Jesu liv, er perspektivet et andet. Jesus ser ikke bagud, men fremad. Og her er timen ikke imødeset med glæde eller spænding eller forventning, men med sorg, bekymring og frygt. Jesus ved at herliggørelsen ikke bare er noget der kommer fordi han indtil nu har gjort det som Gud vil have. Der mangler stadig noget, og det er den mest angstprovokerende del af missionen. Det er herliggørelsen. Den siger jeg mere om lige om lidt.

I mellemtiden lidt om bønnen; om Jesu sidste bøn. Den adskiller sig fra det som er Jesu sidste bøn hvis man læser Matthæus og Lukas’ evangelier, dels ved sin længde, og dels ved det som Jesus beder om. I dagens evangelium beder Jesus nemlig indledningsvis om at måtte blive herliggjort, og dernæst beder han Gud være med de mennesker som Jesus har tilbragt de seneste år sammen med; dem han har åbenbaret Guds navn for. Dem der holdt fast ved Guds ord, dem der tog imod det og kom til tro. Som en finurlig pointe understreger Jesus at han ikke beder for verden generelt, men specifikt for de mennesker som Gud har givet ham. Det er altså en meget personlig bøn.

Det tror jeg bønner ofte er. Det er på en eller anden måde mere nærliggende at bede om hjælp til personlige problemstillinger end det er at bede for fred i verden, for verdens ufred er jo ikke noget Gud har skabt. Det har mennesker, så det er vel os selv der har ansvaret. Når jeg har konfirmander og vi snakker om bønner, lærer jeg dem verdens korteste bøn. Den lyder ’Tak. Hjælp. Undskyld. Amen’, og den opsummerer meget godt det at der som regel er ting man skal takke for, ting man har brug for hjælp til, og ting man skal undskylde. Det gælder ikke kun i forholdet til Gud. Som jeg sagde sidste søndag, tror jeg godt Gud kan se gennem fingre med at vi fejler af og til. Jeg tror det vigtige er forholdet til andre mennesker. Det er OGSÅ dem vi skal takke, bede om hjælp og undskylde over for. Der er jo mange af vores problemer som netop hænger sammen med andre mennesker, og skal man endelig gøre noget for verdensfreden, kan man jo begynde med forholdet til naboen og sige tak, hjælp eller undskyld. Måske kunne det brede sig. Måske kunne det også vise sig at man selv, eller noget man kan, er svaret på et andet menneskes bønner.

Nogle mennesker har det svært med bønner. Det kan være svært – eller grænseoverskridende – at prøve at formulere en bøn til Gud, og ventetiden, den tid der går indtil timen er kommet og man finder ud af om bønnen er blevet besvaret eller ej, kan være lang. Mange oplever at de ikke får det som de beder om. Og det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Gud er jo ikke en automat hvor man kan putte en mønt i og få alle sine ønsker opfyldt. Man kan ganske vist bede om hvad som helst, men nogle gange er svaret altså nej. Har man børn, ved man jo også godt at selv om man elsker ungerne over alt på jorden, får de ikke alt hvad de beder om. Svaret KAN være nej.

Svaret på Jesu bøn, derimod, var et ja. I hvert fald i dagens evangelium. Gud VAR med de mennesker som Jesus bad for. De holdt fast ved ordet, delte det med andre, og det slog rod og bredte sig. Og Jesus bad om at blive herliggjort, og det skete.

Eller … det siger jeg med stor selvfølgelighed og sikkerhed. Men hvad vil det egentlig sige at blive herliggjort? Det siger Jesus nemlig ikke noget om, og evangeliet uddyber ikke. Der er ikke engang enighed nu, næsten 2.000 år senere, for forskellige kirketraditioner har gennem tiden tolket herliggørelsen meget forskelligt. En udbredt opfattelse har været at Jesus blev herliggjort fordi han gav sit liv som offer til Gud for at sone menneskers synd. Han var nemlig det eneste offer der var stort nok, retfærdigt nok og rent nok til at sone synden. Det tror jeg ikke er en holdbar tolkning, for hvis Jesus virkelig døde som offer, ville opstandelsen være overflødig. Et offer ofres, og så er den ikke længere. Men Jesus døde ikke bare. Han døde. Og derefter genopstod han. Og jeg tror det er i opstandelsen at herliggørelsen ligger. Det var nemlig HER, i opstandelsen, det blev tydeligt for alle at Jesu forkyndelse var sand. Det centrale i den forkyndelse var ordene ’omvend jer og tro, for Guds rige er kommet nær.’ Jesu forkyndelse om Guds rige kan have været svær at forholde sig til, for hvad var det for en størrelse, hvor lå det henne, og hvordan kom man dertil? Svaret på det sidste spørgsmål var ikke beroligende; snarere tvært imod. Vejen til Guds rige gik nemlig gennem døden, og jeg kan forestille mig at det var en begivenhed de færreste ønskede at fremskynde eller endda opleve, selvom man siden skulle kunne leve evigt i Guds rige. For hvad nu hvis et eller andet gik galt? Hvis man ikke fik adgang til riget ..?

Jesus havde selv de samme bekymringer. Ikke i Johannesevangeliet, som sagt, men hvis man ser på beretningerne i det perspektiv som vi finder hos Matthæus og Lukas, er vi – som jeg sagde tidligere – et sted hvor Jesus ikke ser tilbage, men fremad. Det er tydeligt at han ved hvad der venter, og hvis det overhovedet er muligt, vil han gerne slippe. ’Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din,’ siger han. Hos både Matthæus og Lukas er de ord Jesu sidste bøn inden timen er kommet, og Jesus er her i samme situation som vi en gang imellem finder os selv i; nemlig at svaret på en bøn er nej.

Men det blev godt alligevel. Herliggørelsen kom med påskemorgen, da Jesus opstod. Det herlige i det var at Gud med opstandelsen bekræftede Jesu ord. Bekræftede at Guds rige er en realitet. At der ER et håb om et liv i Guds rige. Disciplene og de øvrige som Jesus bad for i dagens evangelium, fik det herlige at se med deres egne øjne da det skete, og det betyder at når vi står over for beskeden om at timen – vores time – er kommet, tør vi møde hvad end der sker i det håb at Jesu ord også gælder for os, og at Guds rige også kan blive til virkelighed og herlighed for os. Amen.

Rul til toppen