4. søndag efter påske

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Amen.
Joh 7, 7-14

I dag handler det om frihed. Både i evangeliet og i den verden der omgiver os. Det kan jo være noget som mange af os savner i øjeblikket hvor vi er underlagt restriktioner på grund af Corona-pandemien. Her til lands retter de fleste sig efter de indskrænkninger i friheden som er nødvendige, men i andre lande ser man gruopvækkende eksempler på civil ulydighed, vold og endda drab fordi nogle mener at deres frihed betyder friheden til at gøre som det passer dem; om det så skal koste andre mennesker livet. Men friheden står aldrig alene. Den er tæt forbundet med pligt. Og i øjeblikket er vores pligt i forhold til samfundet og især til andre mennesker vigtigere end vores personlige frihed.
Men spørgsmålet om frihed ER vigtigt, og det har alle dage været et emne der optager mennesker. Det er det også i evangeliet i dag. Jesus taler med en gruppe jøder som er blevet kristne, og han siger at hvis de tror på ham, skal de lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte dem fri. Hertil svarer jøderne at de aldrig har trællet for nogen. De har altså ikke brug for at blive fri. Siger de. Men enten har de en meget kort hukommelse eller også har de en alternativ opfattelse af frihed, for hele jødedommens historie indtil Jesu tid var én lang fortælling om ufrihed, fangenskab og slaveri. Jødernes forventning om at der skulle komme en Messias og frelse dem fra fangenskab og undertrykkelse, viser med al tydelighed at fangenskab er et centralt tema i jødedommen, så hvordan kan de betegne sig selv som frie?
Muligvis fordi de ser på tingene på en lidt anden måde end vi gør. Ganske vist er jøderne på Jesu tid besatte af romerne, men de er ikke trælle, og egentlig lever de et ganske godt liv på trods af den romerske overmagt. De får det bedst mulige ud af at leve under den i en erkendelse af at ingen frihed kan være absolut. Friheden er altid afhængig af noget fordi mennesker altid er afhængige af noget. Eller af nogen.
Det ultimative eksempel på frihed er børnebogen ‘Palle alene i verden’. Palle vågner en morgen og opdager at alle andre mennesker er væk. Det betyder at han kan gøre hvad han vil. Han kan gå til slikbutikken og spise løs uden at betale, han kan køre en tur i brandbil og han kan endda tømme banken for penge. Og netop banken og pengene er et fantastisk billede på det nytteløse og værdiløse i absolut frihed. Penge er normalt det der giver frihed til at få det man gerne vil have. Slik. Mad. Tøj. En ny bil. Et sted at bo. Det er ting man køber for penge, men når der ikke er nogen til at modtage betalingen, mister pengene deres værdi. I slutningen af bogen finder Palle et fly som han tager. Han stjæler det ikke, for der er ingen at stjæle det fra. Han tager det bare, og så flyver han til månen. Men hvor sjovt er det? Der er ingen at dele det hele med. Ingen han kan give en slikkepind fra slikbutikken. Ingen at køre i brandbil med, og ingen at flyve til månen med. Der er ingen andre. Men Palle er fri. Både økonomisk, politisk og socialt. Han har den totale frihed; den totale magt, og ingen at stå til ansvar overfor.
Og det hænger sammen med pointen i det som Jesus forkynder. Den frihed som Jesus taler om, er ikke økonomisk, politisk eller social. Den handler ikke om undertrykkelse, slaveri eller besættelse. Den handler i stedet om det enkelte menneskes forhold til andre mennesker. Jesus siger ‘I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.’ Hvis man var alene i verden; hvis der ikke var andre mennesker, ville sandheden være ligegyldig, for man lavede sin egen sandhed. Men den frihed som Jesus taler om, er ikke friheden til at gøre som man vil. Det er med Jesu ord friheden fra synd, altså frihed fra at gøre det forkerte eller det onde. Og det forudsætter at der er nogen man kan handle forkert – eller rigtigt – over for. Palle stjæler ikke, for der er ingen at stjæle fra, men hvis jeg fulgte hans eksempel og hentede en af brandbilerne fra den lokale brandstation, ville jeg få problemer, for der er nogen at stå til regnskab for. Der er et samfund som bl.a. har vedtaget at man ikke må stjæle brandbiler eller andet som tilhører andre. At man ikke må gå over for rødt. At man skal betale skat. At man – lige for tiden – skal holde afstand og bære åndedrætsværn i supermarkedet.
Synd handler naturligvis ikke kun om forholdet til andre mennesker eller til samfundet i almindelighed, men også om forholdet til Gud. Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, sagde Jesus, og en del af pointen er at hvis man gør det, synder man ikke. Det gode kommer naturligt. Det skulle det også gerne gøre i forhold til andre mennesker, men det fungerer desværre ikke altid helt. I hvert fald er der en gang imellem en tendens til at vi sætter vores frihed og vores egne rettigheder højere end vores pligter, så vi mener at vi selv da godt kan smutte på indkøb uden masken. Eller gå lidt for tæt på andre. Eller slække på det som egentlig er vores pligt.
Men vi har pligter over for andre. Jesu ord fortæller at vi er bundet i vores frihed; vi er bundet til både mennesker og Gud, og det begrænser hvor frie vi egentlig er. Og det at være bundet er ikke nødvendigvis dårligt.
Prøv fx at forestille jer en drage af den gode, gamle slags. To pinde bundet sammen, beklædt med papir og forsynet med en lang hale, og så venter man bare på en dag med blæst før den er flyvende. Men det er den kun så længe den er bundet. Sætter man dragen op og kapper snoren, falder den ned igen. Det er det samme med mennesker. Menneskers frihed fungerer kun fordi vi er bundet. Friheden er ikke at vi er fri til at gøre præcis som vi vil, men at vi er fri for at gøre noget som skader andre. Friheden er bundet tæt sammen med relationen til andre mennesker og relationen til Gud.
Det erkender vi hver gang vi beder Fadervor. Vi siger ‘Fri os fra det onde’ i erkendelse af at det onde, det som Jesus kalder synden, er en realitet. Det er ikke en nedarvet tilbøjelighed; det er ikke noget vi er født med. Det er noget vi kan arbejde på at gøre os fri af. Vi gør os ikke fri af relationen til Gud eller til andre mennesker, men fri af det som får os til at gøre det forkerte. Netop fordi der er en Gud og et medmenneske at have en relation til, betyder det noget om vi gør os frie af det som ødelægger relationen eller ej. Om vi gør det der er godt for os selv uden hensyn til andre, eller om vi gør det der er godt, både for os selv og andre. Vi skal ikke være bundet til det onde, men til det gode. Måske er det derfor jøderne betegner sig selv som frie i dagens fortælling; fordi de ganske vist ikke er frie på det sociale eller det politiske plan, men de betragter sig selv som frie for synd. De overholder Guds love; lytter til hans ord, og bundet til det ord er de faktisk fri.
Måske har de ikke helt forstået at friheden ikke kun handler om forholdet til Gud, men også om forholdet til andre mennesker. Gud kan formentlig godt bære over med en enkelt overtrædelse eller to af hans bud, men retter man sig efter det som Grundtvig kaldte tøjlesløs frihed, tiltager man sig retten til at lade sin frihed gå ud over sine medmennesker. Man synder mod dem; man gør dem ondt for at gøre sig selv godt. Det er en understregning af det som Jesus siger, nemlig at den som gør synden, er syndens træl. Man er bundet til det forkerte. I stedet, sagde Grundtvig, skal friheden være til fælles bedste, og den der ikke gør synden, er den der i stedet lader sig binde af forholdet til andre og dermed i sidste ende af forholdet til Gud.
Frihed er altså ikke det at man ikke er bundet. Frihed er i stedet at man er fri for at være bundet til det forkerte; fri til at at lade sig binde til det rigtige. Til andre mennesker, til det gode. Til Gud og Guds ords sandhed. Og til den frihed som den sandheden giver. Amen.

Rul til toppen