16. søndag efter Trinitatis

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Luk 7,11-17

For et stykke tid siden læste jeg en roman af den franske forfatterinde Simone de Beauvoir. Den hed ’Alle mennesker er dødelige’ og handlede om netop det. Og så om et enkelt menneske som ikke var dødeligt. Hovedpersonen er en italiensk fyrste ved navn Raymond Fosca, og han får en dag i begyndelsen af 1300-tallet besøg af en person som tilbyder ham en eliksir der giver udødelighed. Fosca tror ikke på ham, så gæsten fanger en mus, giver den en dråbe af eliksiren og … vrider halsen om på den. Et øjeblik ligger musen livløs; så blinker den med øjnene, ryster på hovedet og løber væk. Ikke uventet vil Fosca meget gerne ha’ fat i eliksiren, men gæsten advarer ham om at det ikke er en god idé at drikke den. Fosca insisterer, og gæsten giver ham eliksiren som Fosca straks drikker.

Og så går der 600 år. Til at begynde med bruger Fosca tiden så godt han kan i et forsøg på at skabe fred, social retfærdighed og udvikling i den lille stat hvor han hersker, men efter nogle hundrede år opdager han at han ikke kan ændre noget som helst. Efterhånden mister han modet. Og livslysten. Men hans selvmordsforsøg mislykkes, for han er tilsyneladende faktisk udødelig.

Det var enkens søn i dagens evangelium ikke. Hans tid var løbet ud. Som regel er et dødsfald forbundet med stor sorg, og det var også tilfældet her. Det bliver ikke mindre sørgeligt af at det ikke er enkens første vandring med et ligtog; hun har tidligere fulgt sin mand til graven, og nu er også hendes søn død. Og for hende er situationen måske endnu værre end den ville være for andre der mister en nærtstående slægtning, for hvis både hendes mand og hendes eneste søn var døde, var der højst sandsynligt ingen til at forsørge hende. Der er altså meget på spil.

På vej ud af byen møder ligtoget et andet optog. Det er Jesus, fulgt af en stor skare af mennesker, og de er på vej ind i byen. Det er to modsætninger der mødes; enken sørger og græder mens hun bærer livet ud og følger sin døde søn til graven. Og Jesus bringer liv og glæde og håb; det stik modsatte af det som enken står midt i. Liv og død mødes.

Og Jesus ser enken, går hen til hende og siger ‘Græd ikke’. Hvis ikke vi kendte slutningen på historien, kunne vi synes det var noget underligt noget at sige. Hvis vi sagde sådan til en der havde mistet et nærtstående familiemedlem, ville det være en hån. Det ville være som om vi ikke anerkendte den efterladtes ret til at sørge og græde; som om følelserne ikke var rigtige. Eller som om vi ikke forstod situationens alvor. Eller måske som om vi ikke vidste hvad vi ellers skulle gøre. Andre menneskers sorg kan være umådeligt svær at forholde sig til fordi man bliver usikker eller magtesløs, og sorg og død er på mange måder blevet noget som vi har svært ved at forholde os til. I vores samfund er sorg jo et tegn på at der er noget vi ikke har kontrol over; noget vi ikke kan magte, eller noget vi ikke kan ændre. Og i et samfund hvor det i høj grad handler om at have styr på tingene, ved vi ikke hvordan vi skal forholde os til sådan en magtesløshed eller sådan et tab af kontrol. For nogle er det så svært at stå over for at de går over på det andet fortov hvis de møder en bekendt på gaden, som har mistet en nærtstående.

Det gør Jesus ikke. Han siger som sagt ‘Græd ikke’, og når han kan sige det, er det fordi han repræsenterer den eneste magt der kan ændre enkens situation. Den er lige blevet ændret radikalt da hendes søn døde, og alligevel siger Jesus at hun ikke skal græde. Hvad han mener med det, bliver tydeligt da han fortsætter. Så siger han nemlig ‘ Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op’, og det sker som han sagde. Den unge mand rejser sig op, levende igen, og Jesus giver ham tilbage til hans mor, som teksten siger.

Men hvad er det egentlig Jesus gør her? Og hvorfor gør han det? Han står over for en kvinde som ikke har bedt om hans hjælp. Måske findes der ikke ord for hendes sorg, og måske ved hun at det ikke hjælper at bede nogen om hjælp, men Jesus ser hende og griber ind. Her udretter han et mirakel, og det er en af de få gange hvor han ikke siger ‘Din tro har frelst dig’. Vi hører nemlig intet om kvindens tro; det eneste vi hører, er at Jesus så hende og ynkedes. Og så gjorde han det han kunne.

Og det er den handling der er vigtig her. Det er ikke personerne; vi hører ikke en gang deres navne. Det der er vigtigt, er at Jesus griber ind, og med sin indgriben viser han flere ting. Den første er Guds magt. Gud er herre over liv og død, præcis som Job erkendte det i sin beretning. Mennesker lever og mennesker dør, og det er et menneskeligt vilkår at der ikke findes liv uden død. Det er også et menneskeligt vilkår at vi hverken er herrer over fødsel eller død eller over de lidelser der rammer os fra tid til anden.

Og så viste Jesus noget meget vigtigt; han peger nemlig på vores egen situation. Det var tydeligt for enhver den dag at livet ender på et tidspunkt. De glade og feststemte mennesker blev gennem deres møde med ligfølget pludselig konfronteret med at alle mennesker dør på et tidspunkt; også de selv. Det var et Memento Mori; husk du skal dø. Og hvorfor er det vigtigt at vide, både for feststemte mennesker der vandrede med Jesus og for os her i dag?

Vi kunne jo prøve at gøre tanke-eksperimentet: Hvad nu, hvis det ikke var sådan? Hvad nu hvis døden ikke var til som den definitive grænse? Så behøvede vi ikke at spekulere over hvad vi egentlig brugte vores tid på. Hvis tiden – vores tid – alligevel var endeløs, var det jo ikke nødvendigt at prioritere. Så behøvede vi heller aldrig at bekymre os om andre mennesker og det der sker i deres liv. For når der alligevel er tid nok til at alt kan gøres om, er det jo ikke afgørende hvad vi gør. Ingen dør af det, så der er ikke noget der er uigenkaldeligt forbi. Hvis ikke tingene blev som de skulle denne gang – eller næste – så kommer der altid en ny chance og en ny mulighed for at gøre noget andet end det vi gjorde. Eller det vi ikke gjorde.

Hvis livet ikke ender, holder det op med at være vigtigt. Det var det der skete for Raymond Fosca. Alt mistede værdi fordi tiden ingen betydning havde. For ham ville den aldrig høre op, og bogen slutter med Foscas dystre kommentar om at engang når solen er brændt ud, når den sidste stjerne er slukket, og universet er øde og koldt, vil der kun være to levende væsener tilbage. Fosca og musen.

Evigt liv ville efter min mening være et perspektiv der er endnu mere skræmmende end det at vi skal dø på et tidspunkt. Endnu mere skræmmende end visheden om at vores fællesskab med dem der betyder noget for os, på et tidspunkt slutter fordi vi eller de dør. Men døden er et uomgængeligt vilkår. Og netop det er med til at give betydning og værdi til det liv, vi lever med hinanden her og nu. Fordi det ikke kan gøres om, betyder det noget hvad vi bruger vores liv med hinanden til. Livet ville blive ualvorligt uden døden. Døden er med til at give perspektiv og alvor til livet.

Og selvom vi altså ved hvordan det hele ender, viser Jesus med sin handling at både liv og død rummer et håb. Jesus gjorde ikke op med hverken lidelse eller død den dag han mødte enken. Virkeligheden var stadig at hun på et tidspunkt ville dø, og det samme ville ske for hendes søn. Igen. Men Jesus kom med Guds magt og ændrede livet, for både den levende enke og den døde søn. Gud besøgte sit folk, som evangelieteksten siger. Og Jesus viste os med eksemplets magt hvor vigtigt det er at også VI griber ind når vi ser lidelse. Vi kan ikke opvække de døde. Men vi kan lindre andres smerte, sorg og savn ved at være der for dem. Lytte til dem. Være med-lidende; dvs. tage del i deres lidelse i stedet for at gå over på det andet fortov.

Dagens evangelium minder os om at uanset om vi er med i optoget af glade og feststemte mennesker eller vandrer sammen med ligtoget, kan der på et øjeblik ske noget der ændrer alt. Enkens søn i dagens tekst fik ikke evigt liv. Han fik lidt mere tid. På samme måde som fx et menneske der er blevet rask efter en alvorlig sygdom. Og på samme måde som vi alle får lidt mere tid hver eneste dag når vi vågner. Vi ved ikke hvor meget tid vi får, men fortællingen til i dag minder os om at der er et liv før døden; et liv som skal bruges. Og ikke mindst et liv som skal bruges med og for andre mennesker; både i sorg og glæde, inden det er for sent. Inden det ender med at nogen dør.

Og det gør det. Som sagt før er der intet liv uden død, men ved sin indgriben viser Jesus hen til håbet om at der heller ikke er død uden liv. Jesus viser os at Guds magt rækker ud over døden selvom vi har vænnet os til at betragte den som den yderste grænse. Og dagens beretning minder os om at når livet er brugt og det slipper op, er der et håb om noget andet og mere efter døden; et sted og en tilværelse hvor det ikke er Gud der besøger sit folk, men Guds folk der samles hos ham. Amen.

Rul til toppen