14. søndag efter Trinitatis

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Luk 17,11-19

Jeg var ude for at købe ind i går. Jeg skulle ha’ græskar og kokosmælk og et par andre ting som jeg skulle bruge for at lave mad til familiegudstjenesten senere i dag, og da jeg havde fyldt kurven, gik jeg til kassen. Jeg kom til at stå bag en mor med en datter på ca. 10 år, og datteren var meget ivrig efter at hjælpe. Jeg havde bemærket de to allerede da jeg kom ind i butikken; pigen havde skubbet indkøbsvognen rundt og taget ting ned fra hylderne efterhånden som hendes mor læste op fra indkøbssedlen, og nu stod de så foran mig i køen mens pigen læssede varer på kassebåndet. Hun undskyldte over for mig at det tog lidt tid, men jeg smilede og sagde at det var helt ok. Jeg havde ikke travlt. Da alle varerne var slået ind, rakte pigen en pengeseddel til ekspedienten, og da hun fik penge tilbage, kiggede hendes mor på hende; sådan, lidt forventningsfuldt, men der skete ikke noget. Pigen kunne godt mærke at der var et eller andet på spil, men vidste ikke hvad hun skulle gøre før hendes mor sagde ’Hvad siger man så?’ Så smilede pigen, kiggede på ekspedienten og sagde ’tak’. Og det var jo godt at få på plads. Selvfølgelig skal man huske at udvise taknemmelighed; også når man får byttepenge i Aldi.

Taknemmelighed er også et af temaerne i dag. Vi hørte fortællingen om de ti spedalske som kalder på Jesus og råber ‘Jesus, Mester, forbarm dig over os!’ Og det gør Jesus. Han giver dem besked om at gå hen og blive undersøgt af præsterne, og på vej derhen sker miraklet. De bliver rene. De bliver helbredt, og en af de ti vender tilbage til Jesus, kaster sig ned foran ham og takker Gud for sin helbredelse. Han udviser taknemmelighed. Han husker at sige tak.Ikke at jeg tror Jesus helbredte de spedalske for at de skulle takke ham. Han er ikke interesseret i at de helbredte kaster sig ned og takker ham for øjnene af eventuelle tilskuere. I andre sammenhænge forbyder Jesus faktisk folk at fortælle om de ting han har gjort, så han er tilsyneladende heller ikke interesseret i at reklamere for sine evner som helbreder. Men hvorfor bliver de ti spedalske så helbredt.

Sandsynligvis fordi de beder om det.

Jeg tror det centrale i dagens evangelium er ordene ‘Din tro har frelst dig’. Det siger Jesus flere steder, og som regel på steder hvor folk har gjort en indsats for at råbe ham op. De har i forvejen en tro på Jesus og på det budskab som han forkynder. Og de lægger deres liv og skæbne i hans hænder ved at erkende at de står i en situation som de ikke selv er herrer over. Men de tror på at Jesus kan hjælpe. De har hørt om ham og de ting han gjorde, og de har troet så meget på hans ord at de har turdet bede ham om hjælp. Og de spedalske i dagens fortælling får hjælp, men den er ikke uden omkostninger. Livet bliver nemlig ikke nødvendigvis lettere for de helbredte. De skal ifølge Moseloven gå til præsterne og blive undersøgt, og hvis præsterne erklærer at de er raske, skal de 8 dage senere bringe et offer. Det var ikke billigt at sige tak for at man var blevet helbredt. Det kan vi læse i 3. Mosebog kap.14. Der står: ‘Den ottende dag skal han tage to fejlfri vædderlam og et årgammelt, fejlfrit lam, og som afgrødeoffer skal han tage tolv kilo fint mel, rørt op i olie, og en halv liter olie’.

Det lyder måske overkommeligt, men vi har at gøre med mennesker der er spedalske og derfor er udelukket fra samfundet. De kunne ikke arbejde, for ingen vil ansætte en spedalsk. De kunne ikke selv holde husdyr eller dyrke markerne, for ingen vil købe deres afgrøder. Og de kunne ikke ernære sig ved andet end tiggeri, så de ejer sandsynligvis ingenting. Alligevel sætter Jesus dem i en situation hvor de er nødt til at sige tak på en temmelig dyr måde. Tre lam, tolv kilo mel og en kande olie. Måske er det derfor de ni af de helbredte ikke kommer tilbage og takker Jesus. Præsterne har undersøgt dem, erklæret dem rene og og de ved at de kommer til at takke i form af et temmelig kostbart offer.

Samaritaneren når ikke helt hen til præsterne. Så snart han opdager at han er blevet helbredt, vender han om og kommer tilbage til Jesus. Måske lægger fortællingen op til at bekræfte tilhørernes fordomme om samaritanere ved at antyde at denne samaritaner prøver at slippe billigere ved at lade være med at gå til præsterne og i stedet nøjes med at sige tak til Jesus. Samaritanere var nogle af dem som de rettroende jøder havde fordomme om og så ned på fordi de betragtede samaritanerne som forrædere. Da jøderne i år 597 f.Kr. blev ført i fangenskab i Babylon, slap samaritanerne for fangenskab, og da jøderne 70 år senere vendte tilbage til deres hjemland, var samaritanerne ret godt integrerede i samfundet og havde bl.a. i stort tal giftet sig med de babyloniske besættere. De var altså en slags landsforrædere, og det havde de rettroende jøder svært ved at tilgive dem. På Jesu tid, mere end 500 år senere, så man stadig skævt til samaritanerne, så samaritaneren er altså evangelistens billede på et menneske som omgivelserne ser ned på, foragter og mistror. Alligevel hører vi at netop samaritaneren vender tilbage og siger tak til Jesus. Også selvom han er sat i en meget sær og meget svær situation. Han er i samme situation som den døvstumme vi hørte om for to uger siden, og som den lamme ved Betesda dam, som Jesus helbreder. Der bliver vendt op og ned på deres liv. Pludselig rives de ud af den kendte tilværelse og skal til at tage ansvaret for eget liv. Den spedalske samaritaner mister oven i købet sit netværk, de andre spedalske, og skal til at klare sig selv som en del af en forfulgt og forhadt minoritet, og han starter sin nye tilværelse med en stor gæld.

Der er altså ikke meget at takke for. Jo, et godt helbred, ganske vist, men altså også en meget hård start på en ny tilværelse. Alligevel siger han, som den eneste af de ti, tak til Jesus.

I tilfældet med de ti spedalske er det måske ikke kritisk at der ikke bliver sagt tak. De troede. De bad om hjælp. De blev raske. De ni af dem gik til præsterne, den tiende gik til Jesus. De sagde hver for sig tak på den måde som var rigtig for dem. Samaritaneren var den der bedst havde forstået budskabet, nemlig at forholdet til Gud ikke er en handel. Der skal ikke afregnes i lam, olie og hvedemel. Det er ikke noget for noget. Man kommer ikke til at skylde Gud en gave når man får det man beder om. Og når man ikke får det man beder om, er det ikke fordi man glemte at betale eller sige tak sidste gang man fik noget.

Forholdet er sådan at man altid kan bede, også selvom svaret nogle gange er nej. Og de ti bad og fik. De ni gik til templet og takkede ved at betale det som var den fastsatte pris, og den tiende priste Gud med høj røst og gav Gud æren, som teksten siger. Han havde troen, og han takkede for at den ikke var forgæves. Han takkede endda selvom hans liv ikke umiddelbart var blevet nemmere af at han nu var rask; måske fordi han havde tillid til at Gud også ville være med ham hvis tingene skulle blive svære efter at miraklet var sket og han var blevet helbredt. Han sagde tak.

Og det bringer os tilbage til indledningen. Det der med taknemmelighed. Jeg kom nemlig til at tænke på at det er så nemt at forlange, men nogle gange så svært at huske. Jeg kan såmænd sagtens forstå de ni helbredte der ikke kom tilbage for at sige tak. De kvitterede sandsynligvis for helbredelsen ved at bringe de ofre som loven krævede. De HAVDE sagt tak.

Jeg kan også godt forstå den mor der prøvede at lære sin datter at sige tak, men det slog mig som ironisk at hun – midt i al sin optagethed af at lære barnet gode manerer – selv glemte sine egne gode manerer. Datteren havde kørt indkøbsvognen, fyldt den med varer, lagt varerne på kassebåndet, fyldt dem i poser. Jeg tror moren kunne have lagt sine formaninger til side og lært sin datter uendeligt meget mere ved selv at huske at sige tak til datteren for hendes indsats …

Men sådan er det så let at dømme andre. Vi dømmer de ni spedalske som ikke sagde tak; jeg dømmer moderen som ikke sagde tak, og jeg glemmer selv ganske ofte at sige tak. Sådan er det desværre. Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, som Paulus sagde. Men dagens evangelium kunne være en reminder. En påmindelse, ikke kun om at sige tak når ens bønner bliver hørt, men også om at være opmærksom på alt det der er at sige tak for. Hvad enten det er store ting som helbredelserne i dagens evangelium eller almindelige, dagligdags ting af den slags som man let kommer til at tage for givet. I dag, lige efter denne gudstjeneste begynder et nyt hold konfirmander forberedelsen til deres konfirmation næste år, og en af de ting vi kommer til at snakke om, er bønner; noget som jo også var centralt i dagens evangelium. Konfirmanderne skal lære samme bøn som tidligere konfirmandhold, nemlig verdens korteste bøn. Den lyder i al sin enkelhed ’Tak, hjælp, undskyld. Amen.’ Det smukke ved den bøn er det ubestemte; det at der altid er noget at sige tak eller undskyld for, og altid er noget at bede om hjælp til. Og det hele kan udtrykkes i bare fire ord. Så næste gang I ikke kan sætte ord på taknemmelighed, bekymringer, glæder, sorger, frygt eller forventninger, så prøv et eller to af bønnens ord og sig tak, hjælp eller undskyld … amen.

Rul til toppen