13. søndag efter Trinitatis

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Luk 10,23-37

Nå … Så skal vi til det igen. Også selvom der er dage hvor man tænker ’Ahr, come on. Hvad skal jeg sige til denne her fortælling?’ Alt hvad der overhovedet kan siges om den, er jo allerede sagt tusind gange før, tusind gange bedre af tusind andre mennesker. Sådan en dag er det i dag. Vi kender jo alle sammen historien. Jeg er sikker på at hvis man spørger næsten hvem som helst om de kan nævne bare én fortælling fra det nye testamente, så vil de nævne lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Og alle ved hvad meningen med den er. Hjælp dem der har brug for din hjælp. Længere er den ikke.

Det er også en god idé. At hjælpe dem der har brug for din hjælp. Det er faktisk et af de principper fra Bibelen som har fundet vej ind i adskillige landes lovgivning på den ene eller den anden måde. Både her i Tyskland og henne i Danmark er det faktisk strafbart at lade være med at hjælpe hvis der er mennesker som virkelig har brug for hjælp.

I Danmark står der fx i Straffelovens § 253 at ’Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder straffes den som undlader efter evne at hjælpe nogen der er i øjensynlig livsfare selvom det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre.’

Du skal altså hjælpe. Det står i loven. Og det har sådan set været gældende lov lige siden Jesus sagde det, så det kan jeg ikke sige ret meget om.

Så kan jeg jo bruge det klassiske præstetrick og begynde at overveje hvordan jeg kan udlægge teksten fra en eller anden interessant synsvinkel, og det kan der gå lidt tid med. Der er nemlig mindst tre muligheder.

Den første mulighed er at se på lignelsen i et etisk perspektiv. Så bliver den til en fortælling som siger os hvad vi skal gøre i de situationer hvor vi møder nogen som har brug for hjælp. Det er ikke interessant ret længe, og det kan man ikke tolke ret meget i, for svaret ligger ligesom i selve fortællingen. Vi skal hjælpe. Som sagt før; længere er den ikke.

Selvfølgelig kan man argumentere for at budskabet ikke er tydeligt, for dels var der nogle i fortællingen som ikke hjalp, og dels er der nogen henne i virkeligheden som heller ikke hjælper dem der har brug for det. Her tror jeg bare ikke det hjælper at prædike etik eller moral, for de har jo alle sammen grunde til ikke at hjælpe. Vi har også grunde til at lade være med at hjælpe når vi lader være. Grundene er ikke nødvendigvis gode, men de fungerer for os. Levitten og præsten havde med sikkerhed gode grunde til at gå forbi. De var jøder, og fortællingen siger at manden der var blevet overfaldet, var halvdød. En rettroende jøde måtte ikke røre ved døde, og hvis de ikke kunne se om manden var levende eller død, kunne de risikere at overtræde loven ved at undersøge sagen. Og overtrådte man loven, var det ikke politiet eller ordensmagten man kom på kant med, men Gud. Altså ville det ikke hjælpe at snakke om etik til levitten eller præsten. Og det ville næppe hjælpe over for andre mennesker, heller ikke nu om dage, for som sagt har de fleste mennesker en god grund til enten at hjælpe eller lade være.

En anden mulighed for at udlægge lignelsen er at fokusere på det uventede i historien. Det at den overfaldne fik hjælp fra en side hvor man overhovedet ikke ville have regnet med det. Det var en foragtet samaritaner, et udskud og et undermenneske, der hjalp, og ikke en af de gode og retfærdige jøder. Her kunne man så fokusere på at gøre op med fordomme; især fordomme om fremmede, og så kunne man drage paralleller til dagens politiske klima, flygtninge, folk med en anden tro eller en anden hudfarve. Dem er der jo masser af fordomme om, så det kunne være fint med en løftet pegefinger her. Men nej. De fleste mennesker ved jo godt at hverken tro, nationalitet eller hudfarve spiller nogen rolle i forhold til hvem der hjælper og hvem de hjælper.

Så er der den tredje tolkningsmulighed tilbage. Den er at lægge vægt på det sted i lignelsen hvor Jesus vender perspektivet om så man pludselig ser med fra den overfaldnes perspektiv. Jesus spørger ’Hvem var den overfaldne mands næste?’, og det gør fortællingen lidt mere interessant, for så kan den komme til at handle om mit yndlingsemne. Mig. Min naturlige forlængelse af Jesu spørgsmål ville nemlig være at spørge ’Hvem er så næste over for mig når jeg har brug for det?’ Men det er heller ikke interessant, for Jesu lignelse handler om hvad jeg kan – og skal – gøre for andre. Ikke omvendt.

Problemet med alle tre udlægninger er det samme som jeg indledte med; nemlig at det ER gjort. Jeg kan ikke tilføje noget nyt. Det kan jeg heller ikke til selve fortællingen. Det er færdig; den er helstøbt, og moralen er slået helt fast uden skygge af tvivl.

Det eneste der berører mig ved fortællingen – bortset fra når den får mig til at tænke på – og frydes over – min egen godhed – er de øjeblikke hvor det går op for mig at jeg jo faktisk ikke altid gør som fortællingen opfordrer mig til. Det er en lidt svær erkendelse, for den slår skår i mit selvbillede; et billede hvor jeg genkender mig selv som et ganske rart menneske der naturligvis gi’r en hånd eller en skilling hvor der er brug for det. Tror jeg. Men virkeligheden er jo nærmere at jeg i lidt for høj grad kan kende mig selv i de to skurke i fortællingen; præsten og levitten. Jeg er faktisk vældig meget lige som dem. Ikke hele tiden, forstås. En gang imellem husker jeg at give en euro eller to til en tigger; også uden bagefter at opføre mig som om jeg burde ha’ Nobels fredspris for det. Og en gang imellem husker jeg at spørge til andre. En sjælden gang imellem er jeg endda rar over for mennesker som jeg dybest set ikke har noget til fælles med.

Men for det meste minder jeg mig selv om præsten og levitten. Og derfor er lignelsens mest interessante spørgsmål det om hvem der er MIN næste. Hvem er det jeg skal gøre noget for?

Og svaret er en smule ubehageligt. Jeg tror nemlig at min næste mest af alt er de mennesker som jeg egentlig helst ville undgå; dem jeg synes at jeg ikke ligner; dem der siger eller gør ting jeg ikke bryder mig om. Dem der tvinger mig til at tage stilling til dem. Det er der nogle som gør, måske fordi jeg ellers kan være svær at råbe op, og jeg opdager dem først når en hjemløs stiller sig foran mig og prøver at sælge mig et blad. Eller når en tigger sidder et sted på en trappe så jeg ikke kan komme forbi. Eller når en nabo ringer på min dør og har brug for hjælp med et eller andet. Så viser det sig at min næste ofte er et menneske der kommer til ulejlighed, så jeg skal faktisk gøre noget ud over det sædvanlige for at hjælpe. Og jeg kender mig selv godt nok til at vide at det er der, min hjerne begynder at lede efter undskyldninger så jeg ikke behøver købe bladet, ikke behøver passere tiggeren på trappen, eller ikke behøver hjælpe naboen med at bære tunge ting ind i hans hus. Så når min næste kommer til ulejlighed, gør jeg nogle gange det samme som præsten og levitten; finder gode grunde til at kigge den anden vej.

Den overfaldne mand i lignelsen kom også til ulejlighed for præsten og levitten, men sådan viser det sig ofte at være med mennesker der har brug for ens hjælp. Og nogle gange skal vi gøre os umage for ikke at se den anden vej. Nogle gange skal vi gøre noget, selv når det er til ulejlighed, og selv når vi helst ville undgå de mennesker der har brug for vores opmærksomhed. Lignelsen siger ikke præcis HVAD vi skal gøre. Kun at vi i det mindste skal gøre noget andet end at kigge den anden vej. Det gjorde samaritaneren. Han viste barmhjertighed. Og Jesus bruger – i modsætning til mig – ikke lang tid på at tolke eller forklare. Han stiller kun et eneste krav til dem der hørte ham fortælle lignelsen. Det er oven i købet et krav som gør både tolkninger, forklaringer og halvdårlige undskyldninger overflødige, for uanset om vi minder mest om præsten, levitten eller samaritaneren, er der ingen vej udenom, og der er ingen undskyldninger der er gode nok når kravet lyder ’Gå du hen og gør ligeså’.

Amen.

Rul til toppen