12. søndag efter Trinitatis

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Markus 7,31-37

Jeg hørte for nogen tid siden en person hævde at det at døbe småbørn var at udsætte dem for overgreb. Man tvang dem ind i en religion som de måske senere ikke ville have noget at gøre med, og de kunne ikke gøre modstand fordi de ikke kunne protestere og ikke kunne gå deres vej. Det afstedkom en livlig debat, og en af dem der snakkede med, sagde at det da var helt i orden at døbe små børn. Dels var troen noget som man gerne ville give videre til dem, og dels var dåben blandt meget andet et udtryk for forældrenes gode ønsker for børnene. Man ville dem det bedste. Og skal man se pragmatisk på det, er dåben jo ikke skadelig, uanset om barnet senere vokser op i tro eller ikke-tro.

Men den med de gode ønsker hæftede jeg mig ved, for det tror jeg er en af de ting der er på spil i dag. Vi hører en beretning om en mand som var døv og havde svært ved at tale. Det har på mange måder sat ham i en situation der minder om de små udøbte børns. De kan heller ikke tale eller kommunikere tydeligt. Mandens manglende talegaver hænger formentlig sammen med hans døvhed. Hvis man ikke kan høre andre menneskers ord, kan man heller ikke selv lære at sige dem, så døvhed fører ofte til at man har svært ved at tale. 

Der er en masse usagte ting i dagens fortælling. En af de ting der undrer mig, er hvordan mandens familie eller venner får ham til at følge med. De har jo ikke kunnet forklare ham hvad der skal ske, og han kan i sagens natur ikke have hørt om Jesus og hans forkyndelse. Han kunne sandsynligvis heller ikke spørge om hvad der skulle ske eller hvor de skulle hen, så han har bare fulgt med da de førte ham til det sted hvor Jesus var. 

Vi ved ikke hvem de var; dem der bragte den døvstumme til Jesus, og jeg ved ikke hvordan rygtet havde bredt sig fra Galilæa til Dekapolis hvor Jesus er i dagens beretning, men det er sikkert at DE havde hørt om Jesus og havde i det mindste gode ønsker på den døvstummes vegne, og et håb om at Jesus kunne hjælpe den døvstumme. Og det kunne han. Vi hører at Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen og sukkede. Og miraklet skete; manden kunne høre og tale. 

Det er en smuk fortælling om tro og tillid, men jeg synes der mangler noget. Vi hører om tilskuernes reaktion, men ikke et ord om mandens. Blev han glad? Blev han overrasket? Eller forvirret? Prøv at forestille jer hvordan det må have været at være lukket inde i stilhed og tavshed hele sit liv, og pludselig dukker en verden af lyde op. Pludselig kunne han høre musik, vind, bølgeslag og fuglesang. Andre menneskers stemmer. Pludselig skulle han til at forholde sig til hvad alle disse nye lyde var og hvad de betød. Vi er jo vant til at fugle der kvidrer, betyder fred og ingen fare, men hvordan forholder man sig til en hund der gøer når man aldrig har hørt lyden før? Og kan man kende gråd fra latter? Og ved man hvad folk siger når de snakker til én? Manden kunne høre hvad der blev sagt, men måske kunne han ikke forstå det. Han skulle pludselig til at lære en helt ny verden at kende. Og et helt nyt sprog. Det er ikke sikkert han overhovedet blev glad for de gaver han havde fået ved at få tale og hørelse. Og det er ikke sikkert han overhovedet kunne finde på noget at sige, for han havde sandsynligvis aldrig før prøvet at sætte ord sammen til sætninger.

Det var så ikke noget problem for tilskuerne. Jesus forbød dem ganske vist at sige noget om helbredelsen, men selvfølgelig snakkede de, og jo mere han forbød dem at snakke, desto mere snakkede de. Det er nok meget naturligt når man har set noget så fantastisk og naturstridigt som det der skete. Men Jesus ville helst have at de ikke snakkede om det der var sket. En grund kan være at Jesus som sagt er i Dekapolis. Dekapolis lå på den østlige side af Galilæa Sø og var et statssamfund der bestod af ti byer. Dekapolis havde forskellige særlige privilegier, bl.a. var man ikke underlagt den romerske kejser, men den syriske guvernør, og man slog sine egne mønter. Langt størstedelen af indbyggerne var græske eller græsktalende. Desuden var de hedninger; de var ikke rettroende jøder, men tilbad de græske og romerske guder. Hvis man ser på det fra den vestlige side af Galilæa, fra jødernes område, havde Jesus altså bevæget sig ind i fjendeland, og det at helbrede en af jødernes fjender kunne let blive opfattet som en provokation der ville give Jesus endnu større problemer når han kom hjem. Det kunne altså være derfor, han forlangte at menneskemængden ikke måtte fortælle om helbredelsen. Men jeg tror grunden er en anden.

Jeg tror grunden er at Jesus naturligvis gerne ville have at folk omvendte sig og troede på Gud. Men de skulle ikke gøre det fordi en døvstum blev helbredt. På Jesu tid var der andre der vandrede, forkyndte og helbredte, og hvis rygter var nok til at få folk til at følge den slags prædikanter, ville det være ret let at lokke folk på afveje. Jesus gjorde jo ikke noget der var specielt anderledes i forhold til andre der udrettede mirakler. Bortset fra én ting. Teksten siger ‘Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen og sukkede …’ Når Markus fortæller at Jesus så op mod himlen, understreger han at det ikke er Jesus der udfører miraklet. Jesus er mellemmand, og den der i virkeligheden handler i helbredelsen af den døvstumme, er Gud. Det var forskellen på Jesus og de andre prædikanter og mirakelmagere. Jesus gjorde Guds vilje, og det understregede Gud ved at vise at Jesus var hans søn; ved at handle gennem Jesus i både forkyndelse og gerninger. Det var altså ikke helbredelsen der var det egentlige mirakel. Det underlige og underfulde er det som Jesus viser, nemlig at Gud gennem ham handler og virker i verden. Derfor skulle folk ikke fortælle om selve miraklet. De skulle fortælle om Guds magt, om hans vilje og om hvordan hans ord virker blandt mennesker. Og dem de fortalte til, skulle høre. Deres ører skulle åbnes så de kunne høre hvad Gud udvirkede, og deres tungebånd skulle løsnes så de selv kunne forkynde om Guds virke. Ikke kun om mirakler. 

Skal jeg vende tilbage til indledningen og protesten mod dåben, ville mit modargument mod sådan en protest være at dåben kan betyde at der åbner sig en ny verden for den døbte, på præcis samme måde som det skete for den døvstumme i dagens fortælling. Da han fik tale og hørelse, åbnede der sig en ny verden; en verden fuld af indtryk og oplevelser. I begge tilfælde udviser mennesker omsorg på andres vegne, og i begge tilfælde er troen den bærende faktor og den store styrke bag handlingen. De mennesker som førte den døvstumme til Jesus, havde tro. Selv midt i hedningeland havde de hørt beretningerne om Jesus, og de havde besluttet sig for at prøve at søge hans hjælp. De vidste ikke noget med sikkerhed, men de handlede ud fra et godt ønske om at gøre det bedste de kunne for et andet menneske. Deres handling var båret af tro, præcis på samme måde som de forældre der bærer deres børn til dåben. Det er en handling som udspringer af kærlighed og omsorg; man ønsker det andet menneske det bedst tænkelige. Der er ingen garanti. Dåben garanterer ikke noget; den er et udtryk for tro og tillid hos de mennesker der bærer, og den udtrykker forældrenes håb om alt det bedste for deres barn. Det at familie eller venner fører den døvstumme til Jesus er et udtryk for det samme. Der er ingen garanti, men det de gør, udspringer af kærlighed og omsorg; de ønsker det andet menneske det bedst tænkelige. 

Ved Guds kraft fik en døvstum mand hørelsen og talens gaver, og dem som i forvejen havde talens gave, fik forbud mod at bruge den, måske fordi Jesus vidste at de ville tale om handlingen i stedet for Guds magt BAG handlingen. Men jeg tror at en af de vigtige pointer som man kan uddrage af dagens fortælling kunne være at gøre som den døvstummes venner eller som forældre der bærer børn til dåben. Man kan handle ud fra sin tro så andre kan se hvad den betyder i praksis. Man kan fortælle om den. Ikke nødvendigvis om alt det mirakuløse som det vi hører bl.a. i dagens evangeliefortælling, for det er jo ikke hverdagen, og det er ikke troens almindelige udtryk. Men fortælle om alt det andet; om måden som Guds magt og Guds kærlighed også kommer til udtryk på, både for én selv og i forholdet til andre mennesker, og på den måde pege på magten bag alt det som vi tror på. Eller som det siges lige om lidt i kirkebønnen: Lær os at leve som du vil ha’ det for at andre gennem os må se dig som deres Herre og frelser. 

Amen.

Rul til toppen