11. søndag efter Trinitatis

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Amen

Luk 18,9-14

Sidste søndag talte jeg om … en del forskellige ting, men en af dem lovede jeg at vende tilbage til i dag, for det er et tema som er dukket op tre uger i træk nu; nemlig det at Jesus gør ting som ud fra et moralsk eller endda trosmæssigt synspunkt ser mærkelige ud. Han siger og gør ting som et ordentligt, anstændigt menneske i hvert fald ikke burde gøre. I evangeliet for to uger siden roste han en godsforvalter der havde snydt dem der skyldte hans herre penge eller korn eller olie. Sidste søndag hørte vi hvordan Jesus bliver han vred og jager handlende ud af templet i Jerusalem, og i dag roser han en synder. Når de tre fortællinger er interessante i en sammenhæng, er det som sagt fordi de siger noget om hvorvidt vi kan stole på bibelens tekster og bruge dem som en indikation på om Jesus har eksisteret eller ej. Og det skal jeg nok komme tilbage til.

Teksten til i dag er en af Jesu lignelser, og den fortæller om en tolder og en farisæer. Farisæeren, som tilhører den jødiske overklasse, går i templet for at bede. Eller rettere, farisæeren går i templet for at sætte et par ting på plads i forhold til Gud. Han fortæller Gud om sine egne gode gerninger, det at han faster, og det at han betaler tiende og det at han overholder loven. Samtidig forsømmer han ikke at gøre Vorherre opmærksom på tolderen som også er i templet, og som står et stykke væk og slår sig for brystet, og det gør farisæeren sandsynligvis for at understrege over for Gud at han nok ved hvordan man skal leve sit liv og være et ordentligt menneske i modsætning til tolderen. Og de fleste andre.

Jeg tror ikke det er et tilfælde at Jesus lader den ene person i lignelsen være en farisæer, for alle kendte farisæerne og vidste at de var gode og ordentlige mennesker; noget som dagens farisæer da heller ikke er i tvivl om. Jeg kan godt genkende det som farisæeren siger fra mig selv. Nogle gange er jeg også glad for at jeg ikke er som så mange andre. At jeg ikke er uretfærdig, røver, tolder. Og jeg ville ønske at jeg var i stand til at give en tiendedel af min indtægt til dem der har brug for det. Jeg synes faktisk farisæeren ER et godt menneske, og han gør alt det rigtige, og han kommer sandsynligvis i templet med det formål at få Guds velvilje og – med lidt held – en fornuftig belønning. Se her, Gud! Alt det her har jeg gjort fordi du siger jeg skal. Hvad får jeg så af dig?

Tolderen, derimod, slår sig for brystet, gemmer sig og tør ikke kigge op. Han ved han har gjort noget forkert, men han går alligevel til templet. Han prøver formentlig at være et godt menneske, præcis som farisæeren. Men for tolderen har vejen til templet været lang, og trinnene har været høje, for han har syndet. Han ved at hans måde at leve på og hans måde at tro på, er forkerte. Alligevel går han derhen, for Gud er Gud hvad enten man er retfærdig eller synder, og har man syndet, tager man straffen som en mand. Sådan ser det i hvert fald ud til at tolderen tænker. Der er ikke noget forstilt eller noget falsk over ham, og han tager forholdet til Gud alvorligt. Både i medgang og modgang.

Farisæeren tror at hvis han følger loven, faster og giver af sin overflod til de fattige, så er han retfærdig, og så er alt i skønneste orden. Han har sandsynligvis begået fejl i ny og næ, men så længe han gør mere godt end skidt, er der ikke faretruende ubalance i regnskabet, og så kan Gud formentlig se gennem fingre med fejlene. Men problemet er at han faktisk overhovedet ikke tager højde for Gud i sit regnskab. I et anfald af selvforblændelse tror han at han er bedre til at føre regnskab over sine og andres gerninger end Gud. Han har altså ikke bare sat Gud fra bestillingen som den eneste der kan dømme et menneske, men er trådt i Guds sted ved at gøre sig selv til dommer over sin næste. Tolderen skal jo ikke tro han er noget. Og det fortæller farisæeren Gud, så Gud kan belønne farisæeren for det han har gjort, og måske, når han nu alligevel er i gang, tildele tolderen en passende straf. Det er ingen sag at gå i templet og henvende sig til Gud når man VED med sikkerhed at Gud bliver glad og vil behandle én godt. For tolderen var det noget sværere, og alligevel gik han i templet.

Og fra at være en fortælling om to mænd i et tempel bliver dette her til en fortælling om menneskers forhold til Gud. Om hvordan man praktiserer sin tro. Og om hvad man gør når det ikke går helt som man gerne ville ha’ det, og man kommer til at overtræde Guds bud. Teksten fortæller for det første at den religiøse praksis, den i templet – eller i vores tilfælde i kirken – ikke er afgørende i forholdet til Gud. Det der er vigtigt, er det levede liv og den praksis der kommer ud af det. Farisæeren gjorde det han gjorde fordi det var en del af en aftale; fordi han forventede at hvis han gjorde de gode ting, ville Gud belønne ham. Hans tro har været noget som i høj grad var udvendigt; noget han skulle gøre og noget som andre skulle se. Så han går fra templet uberørt og upåvirket og har sikkert fortsat sit liv som han plejede.

Men tolderen … Med ham sker der noget. Han erkender sine fejl og sin svaghed. Han ved at han ikke har gjort det godt, men han bøjer hovedet og lader Gud afgøre, og han forventer tydeligvis intet af Gud undtagen en passende straf. Og stik mod al logik får han ikke straf, men nåde. Som Paulus sagde det i dagens episteltekst: ‘Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves’. Guds nåde mod tolderen var heller ikke forgæves, og i modsætning til farisæeren han har sandsynligvis forladt templet opsat på at gøre sig endnu mere umage. Og det leder frem til den anden ting som teksten fortæller, nemlig at det ikke er os der skal dømme. Vi skal bare tro. Dommen og nåden er Guds.

Og hvad har denne fortælling så at gøre med om Jesus har levet eller ej? Som jeg nævnte sidste søndag, er der mange som hævder at Jesus bare er en fiktiv skikkelse som nogen har opfundet for at have en person at hæfte alle de gode historier på. Men de sidste tre søndages tekster fortæller noget andet. De fortæller at Jesus i høj grad gjorde noget som stred mod de jødiske regler og skikke. Han overtrådte loven. Han så ikke op til de anerkendte i samfundet. Og moralen i hans fortællinger er nogle gange helt ude af trit med hans samtids normer. Og netop disse historier fortæller noget meget vigtigt. Hvis Jesus var en fiktiv skikkelse, en moralsk lærer, eller et forbillede, ville man sandsynligvis kun opfinde gode og politisk korrekte historier om ham. Men det som er fælles for teksterne til de sidste tre søndage, er netop at de stiller Jesus i et uheldigt lys. Han roser en svindler, han jager de handlende ud af templet, han skælder ud på en af samfundets støtter, og han fremhæver en synder som et godt eksempel. Og da man begyndte at nedskrive Bibelen, har alle de forkerte og skæve fortællinger været så kendte og udbredte at man ikke kunne ignorere dem. Og derfor kender vi dem i dag. Moderne bibelforskere siger faktisk at jo flere historier vi har af den slags om en person, desto større er sandsynligheden for at historierne dermed er sande og at den person har levet. Men egentlig er beviser ikke så vigtige; troen betyder at vi bare skal tro.

Heldigvis giver de sidste tre søndages prædikentekster os al mulig grund til at tro på at Jesus faktisk har levet. De beviser ikke noget, men det er historier som har overlevet selvom de tegner et helt forkert billede af Guds søn.

Fortællingerne gør det også klart at ingen andre mennesker kan afgøre om vores tro er rigtig nok eller stærk nok. Det er et spørgsmål mellem det enkelte menneske og Gud. Og endelig fortæller teksterne at selvom vi er usikre, svage og tvivlende, og selvom vi snyder, svindler og gør alle de forkerte ting, betyder det ikke at Gud afviser os. Når det gælder forholdet til Gud, er der også plads til de skæve og de forkerte. Hvis der ikke var det, havde det set skidt ud for Jesus. Det er tanker der kan være meget gode at have med sig når man en gang imellem kommer til at tvivle på om man nu opfylder kravene. Det vigtigste krav er tro. Men den bliver ikke målt, vejet eller kontrolleret for at tjekke om den er god nok eller stor nok. Derudover hverken kan eller skal vi gøre noget specielt for at Gud accepterer os. Vi kan ikke selv gøre os retfærdige eller rigtige eller vigtige; vi er nødt til – som tolderen – at prøve så godt vi kan, være oprigtige og i øvrigt være klar til at se Gud i øjnene uanset resultatet.

Vi kan ikke undgå at fejle en gang imellem, men det kan vi ikke undskylde eller bortforklare over for Gud, og slet ikke med henvisning til at andre er større syndere og ringere mennesker end os. Luther sagde en gang ‘Synd tappert’, og det er nok det eneste der er at gøre. Lev livet med alt det gode vi får og med alle de fejl som det indebærer, inkl. synd, men gør det af et godt hjerte og i en god hensigt, og i troen på at Jesus havde ret når han fortalte at Guds nåde ikke kun rækker til de retfærdige.

Amen.

Rul til toppen