Søndag Septuagesima

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Matt 20,1-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Amen


Prædiken

For kort tid siden var der VM i håndbold. Nogle af kampene blev spillet her i Tyskland, og andre, bl.a. finalen, blev spillet i Herning i Danmark. Her mødte det danske landshold det norske, og resultatet blev en overbevisende sejr til det danske hold. Da VM var ovre, kom jeg til at snakke med min yngste datter om de danske spillere. Hun havde fulgt opmærksomt med i hele turneringen, og vi kom til at undre os, for der var jo nogle tydelige profiler som spillede med i stort set alle kampe, og så var der nogle som kun fik 10 minutters spilletid i finalen da Danmarks føring alligevel var så stor at der ikke kunne ske ulykker. Vi jokede med at det måtte være en lidt tam fornemmelse at løbe på banen da sejren var i hus og feste sammen med alle dem der havde trukket det tunge læs når man selv kun havde spillet få minutter. Og måske ville det være endnu mere underligt at få overrakt en medalje for noget som man næsten ikke havde del i. Man kunne selvfølgelig forestille sig at man indførte medaljer i forskellig størrelse så dem der havde spillet mest, fik den største medalje, mens de andre fik en mindre, der passede til den tid de havde spillet. Men sådan var det ikke. De fik alle ens medaljer, og de vat tilsyneladende alle glade.

Sådan er det ikke i dagens evangelium. Tvært imod. Men situationen er den samme. Der er nogle som har arbejdet meget; faktisk hele dagen, og så er der nogle som er kommet på banen – så at sige – i de allersidste minutter. Også her får de alle den samme belønning, men ikke alle bliver glade. De første; dem der har arbejdet hele dagen, er utilfredse, for de synes de er blevet snydt fordi dem der har arbejdet mindst, får præcis samme belønning.

Det er uretfærdigt.

Heldigvis handler det ikke om retfærdighed i dag. Ordet er faktisk ikke engang nævnt i evangeliet, og godt det samme, for vingårdsejeren gør op med alle principper om retfærdighed ved at være uretfærdig. Her er ikke noget med lige løn for lige arbejde. Der er ingen millimeterretfærdighed. Og det er egentlig meget godt, for det målebånd som man måler retfærdighed med, er meget lidt fleksibelt. Det som vingårdsejeren gør her, er at måle med et andet målebånd. Et der er elastisk og kan strækkes en smule. Man kan måske kalde det ’næstekærlighedens målebånd’ i stedet for ’retfærdighedens målebånd’. Han måler ud, strækker hvor det er nødvendigt, og så betaler han hver enkelt den aftalte løn. Der er en gammel talemåde der siger at det kræver en god moral at sælge elastik i metermål, men her er der tydeligvis noget godt i at strække målebåndet en smule.
På Jesu tid var en denar cirka en dagsløn, og det som vingårdsejeren gør, er at sikre at alle, også dem der har ventet på torvet det meste af dagen, kan gå hjem med en løn som de og deres familie kan leve af. Dem der har ventet hele dagen, har jo lige så meget brug for mad til børnene som dem der arbejdede hele dagen.

Og vingårdsejeren bryder ikke nogen aftaler, for han har jo i forvejen aftalt lønnen med hver enkelt arbejder, så de vidste på forhånd hvad de sagde ja til. Og ingen havde protesteret. Ikke før lønnen blev udbetalt, i hvert fald. Men de havde alle fået det der var aftalt, og de havde alle fået det de havde brug for.

Man kunne godt finde regnestokken frem og begynde at regne ud hvor meget de første og sidste skulle have haft, hvis man ser på hvor meget de har arbejdet. På den måde er matematik meget udmærket. Den er nøgtern og strikt, og alle får som fortjent. Men det fungerer ikke her. Vingården er et billede på Guds rige, og vingårdsejeren er et billede på Gud, og hvis man begynder at regne efter med menneskelig målestok og matematik, går tingene ikke op. Det virker som om matematik i Guds hænder er en mere elastisk størrelse, for her er fem og syv lige. Dem der har arbejdet fem timer, får det samme som dem der har arbejdet syv timer. Og en og 99 er lige, for et får der er blevet væk, er lige så meget værd som de 99 der ikke er væk. Og en fortabt søn der vender hjem efter at have brugt alle sine penge, er lige så meget værd som den sparsommelige og arbejdsomme søn der blev hjemme. Matematikken går ikke altid op når man bruger kærlighedens målebånd. Men sådan er det. Kærligheden kender ikke til nøjsomhed og noget-for-noget. Den træder til der hvor retfærdigheden ikke længere slår til.

Ganske vist kan vi ikke leve uden retfærdighed. Det er jo efter den målestok vi har indrettet vort samfund og vores relationer til hinanden. Retfærdighed er grundlaget for en masse love i samfundet, og den er grundlaget for social forsorg, beskatning, offentlige ydelser, lighed for loven … Enhver får som fortjent når man måler efter med retfærdighedens målebånd. Men en gang imellem er man nødt til at bruge det andet, det elastiske; næstekærlighedens målebånd og strække sig lidt i forhold til andre. Fx dem der ikke har arbejdet hele dagen, dem der ikke har spillet med i alle kampene, eller dem der på andre måder står lidt skævt i forhold til flertallet. Vi klarer os ikke uden en smule barmhjertighed og næstekærlighed en gang imellem. Derfor handler det ikke altid om at få efter fortjeneste eller ydet indsats.

Det er evangeliet et eksempel på. Jeg ved godt at når jeg læser fortællingen, er det vingårdsarbejderne der fylder. Det er jo nærliggende at identificere sig med dem, for de er i en situation som jeg godt selv kan se at jeg af og til havner i. Der hvor noget er uretfærdigt; især når jeg synes uretfærdigheden går ud over mig. Derfor fokuserer jeg på arbejderne. Men jeg tror det kunne være en idé at rette opmærksomheden på vingårdsejeren, for det er det han gør, der vækker opmærksomhed og måske endda støder min retfærdighedssans.

Måske minder han mig også om hvad jeg selv ville gøre i situationen, nemlig trække retfærdighedens målebånd frem, rulle det ud og gi’ enhver efter fortjeneste. Sådan er vingårdsejeren bare ikke. Han bruger det andet målebånd og giver enhver hvad enhver har brug for.
Jeg tror Jesus fortæller denne lignelse til mennesker som er vant til at tænke på samme måde som jeg af og til gør; mennesker der gør ting op i om man har fortjent dem eller ej. Om man har gjort det man skulle. Forud for lignelsen i dag handler Matthæusevangeliet om præcis det; om at gøre sig fortjent. Ikke til en dagsløn, men til frelsen. Eller med andre ord, om at gøre sig fortjent til Guds rige. Jeg tror Jesus fortæller lignelsen som et billede på Guds rige, og han vil måske især fortælle at her gælder altså andre regler end dem som vi indretter os efter. Her er kærligheden større end retfærdigheden.
Ser man på hvad Paulus siger i dagens epistel, ER der faktisk tale om en konkurrence hvor den der løber hurtigst, vinder. Det vil sige at den der gør sig fortjent, får præmien. Medaljen. Lønnen. Eller adgang til Guds rige. Men jeg tror ikke det er det Paulus mener. Han mener at man skal gøre sit bedste; om det så er 12 timer om dagen eller bare en enkelt. Det er indsatsen der tæller, for i sidste ende bliver den ikke målt med retfærdighedens målebånd.
Hvis det var sådan at retfærdigheden var afgørende, var der mange ting der skulle laves om. Så skulle vi fx bruge forskellige størrelser oblater ved nadveren om lidt, for nogle har brug for mere end andre. Eller vi skulle sætte skilte på stolene så der var pladser til de rigtige kristne, pladser til tvivlerne, pladser til dem der har syndet lidt rigeligt, og pladser til alle os andre helt nede på bagerste række. Men sådan fungerer det ikke.

Med fortællingen om om arbejderne i vingården siger Jesus at Gud ikke gør forskel på mennesker. Her er der hverken positiv eller negativ særbehandling, og hvad enten vi er vokset op med troen helt fra barnsben, eller om troen først er noget vi er begyndt at tage alvorligt senere i livet, gør det ingen forskel. Det gør heller ingen forskel om vi ofte beder til Gud eller om det ikke rigtig bliver til så meget. Det afgørende er at vi er med. Vingårdsarbejderne fik samme løn for forskellig indsats, og spillerne på det danske håndboldlandshold fik samme størrelse medalje uanset om de havde spillet ti minutter eller ti hele kampe. Det der er afgørende, er at man deltager.

Der er med andre ord ingen retfærdighed til, når det gælder Guds rige. Og det tror jeg er heldigt, for hvis det som vi havde gjort eller ikke gjort, sagt eller ikke sagt og nået eller ikke nået, skulle måles med retfærdighedens målebånd, tror jeg at i hvert fald min indsats ikke ville holde mål. Derfor er jeg så glad for beretningen om vingårdsarbejderne, for den fortæller at der er håb både for dem der har arbejdet hele dagen og for alle vi andre.

Amen.

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.