Sidste søndag efter Helligtrekonger

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Matt 17,1-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

Amen


Prædiken

Nogle gange tænker jeg at jeg er født på det forkerte tidspunkt. Der er ganske vist sket en del spændende ting i den tid jeg har levet, men der er også en lang række store begivenheder som jeg kun har læst om i historiebøgerne. Jeg ville fx godt ha’ siddet med ved måltidet når Luther holdt en af sine berømte bordtaler. Eller været til stede den dag i 1863 da den amerikanske præsident Lincoln erklærede at slaver skulle have deres frihed. Eller lyttet med den dag i år 27 f. Kr. hvor Gaius Augustus ved sin tiltræden som kejser udråber ’Pax Romana’; fred i romerriget.

Eller den dag Jesus mødtes med Moses og Elias på bjerget. Når det gælder Luther, Lincoln og Augustus, kan jeg nøjes med at slå efter i historiebøgerne, for alle tre begivenheder er så veldokumenterede at man endda ved hvad Augustus sagde i sin tale. Men den fjerde situation; den i dagens evangeliefortælling … den refererer ikke et ord af samtalen; den siger bare at Moses og Elias kom til syne og talte med Jesus.

Så hvad mon de egentlig snakkede om, de tre? Der er masser af emner der kunne have ligget lige til højrebenet. Fx hvad der egentlig foregik her. Hvis jeg var gået op på et bjerg og havde mødt to profeter fra det gamle testamente, ville jeg givetvis have undret mig, og jeg er sikker på at jeg ville have en masse spørgsmål at stille de to.

De kunne også have talt om emner af fælles interesse. Fx Guds rige. Det var det Jesus forkyndte, og Moses havde på det tidspunkt hvor dagens fortælling finder sted, været død en del år, så han måtte kende til det. Det samme gjaldt for Elias. Og nu var de altså kommet igen for en kort bemærkning for at veksle et par ord med Jesus. Hvis de ikke snakkede om Guds rige, har de måske snakket arbejde. Moses var profet, Elias var profet, og Jesus var … Guds søn, naturligvis, men også profet; en der var kommet for at forkynde Guds ord og Guds vilje.

Moses havde været sit folks leder gennem mange år, og han havde ført dem ud fra fangenskab i Israel og på 40 års vandring gennem ørkenen. Moses havde oplevet glæder og skuffelser, og han havde ved mere end én lejlighed stået om ikke ansigt til ansigt med Gud, så dog i det mindste så tæt på at han og Gud kunne tale sammen. Det hørte vi om i dagens læsning fra det gamle testamente hvor Moses fik de to stentavler med Guds bud som han og hans folk skulle holde. Det gjorde de så ikke, for da Moses kom ned fra bjerget, havde hans folk lavet sig et gudebillede som de nu tilbad. Det blev Gud så vred over at han sagde at han nu ikke ville ledsage israelitterne på den kommende del af deres vandring, for han frygtede at han i sin vrede ville komme til at slå dem alle ihjel som straf for deres vantro. Samtidig befalede han at dem der havde været med til at fremstille og tilbede afgudsbilledet, skulle dø, og det kom til at koste mere end 3.000 israelitter livet. Moses har altså på egen krop erfaret at det ikke er let at være profet.

Det har Elias sikkert kunnet tale med om. Han var profet mens Akab var konge i Israel; dvs. i midten af 800-tallet før Kristi fødsel, og Akab og hans folk tilbad guden Ba’al. Men nogle af folket havde omvendt sig og troede på den Gud som Elias forkyndte. Kongen var imidlertid noget mere stædig, så Elias foreslog at man en gang for alle fik afgjort hvis gud der var den rigtige. Han opfordrede kongen til at lade to altre opføre på Karmel-bjerget. Et for Ba’al, og et for Elias’ Gud. Herefter skulle kongen lade to okser slagte og partere og anrette på de to altre, og Ba’al-profeterne skulle ved det ene alter bede til deres gud mens Elias ved det andet alter bad til sin Gud. Den hvis gud først tændte ilden under brændofferet, havde vundet. Det gik kong Akab med til, og da de to altre var blevet opført, indkaldte han 450 profeter og bød dem at samle sig omkring alteret.

Også der kunne det have været spændende at være til stede. Allerede ved solopgang begynder bederiet hos Akabs folk. Elias foretager sig intet. Først ved middagstid, hvor de 450 profeter har bedt, danset og sunget hele formiddagen, giver han sig til at håne de andre og siger: ’Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!’ Måske for at provokere yderligere foreslår Elias at man gør det en smule sværere, så han lader Ba’al-profeterne hente vand, og det hælder de på alteret for Elias’ Gud så både offer, brænde, alter og jorden omkring alteret er gennemblødte. Så trak de sig tilbage til deres eget alter og bad videre lige til aftenofferets tid, men der lød intet svar … ikke en lyd fra deres gud.

Så sagde Elias: Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener … Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden. Og alle faldt ned og tilbad den rigtige; den sande Gud. Men Elias befalede at Ba’al-profeterne skulle henrettes, og alle 450 blev halshugget. Det gik altså de vantro præcis som det var gået de vantro på Moses’ tid.

Jesus havde samme problem som de to andre. Han var omgivet af vantro og vantroende. Kort tid inden de gik op på bjerget den dag, havde han sagt til sine disciple at han snart skulle tages til fange, pines, lide og dø, og Peter havde med det samme sagt at det ikke kunne passe. Peter nægtede at se i øjnene at det som Jesus sagde, var sandt. Peter skulle også sidenhen fornægte Jesus, og mange af dem som Jesus omgav sig med til hverdag, var lige så døve og afvisende over for det som Jesus sagde. Det har altså åbenbart været et vilkår for dem der forkyndte Guds ord at dem omkring dem ikke troede på hvad de sagde.

Så måske har det været det, de tre talte om den dag på bjerget. Tro og vantro. Det passer i hvert fald med omstændighederne, for det er som om formålet med mødet på bjerget er at understrege Guds ord. Moses og Elias repræsenterer det som i jødedommen kaldes Loven og Profeterne. Det er navnene på de to skriftsamlinger der udgjorde jødernes bibel. Moseloven og profetskrifterne; de skrifter der udgjorde Israels pagt med Gud, og de skrifter der forudså Jesu komme. Og når de to; Moses og Elias, mødes med Jesus, tror jeg det er for at understrege at Jesus faktisk VAR den Messias som jøderne ventede. Underforstået: Hvis de overholdt den lov som Moses fik, Ville Gud sender Messias; den frelser som Elias forkyndte.
Det er ikke sikkert at Peter og de andre på bjerget kan se sammenhængen, men Peter er i det mindste klar over at der foregår noget ganske særligt, og han tilbyder Jesus at bygge tre hytter; en til Moses, en til Elias og en til Jesus så de kan blive på bjerget og fortsætte deres samtale. Men det der sker på bjerget skal ikke blive på bjerget, for mens han – altså Peter – endnu talte, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’

Disciplene faldt til jorden af frygt, men Jesus siger ’Frygt ikke’. Og disciplene rejser sig og følges med Jesus ned fra bjerget; de frygter ikke længere, sikkert fordi Gud med sine ord understregede at Jesus er den der med Jesu egne ord opfylder Moseloven og profetierne; han ER Guds søn; han ER den frelser som profetierne havde talt om. Johannes, Jesu bror Jakob og især Peter som både før og senere viste at han om nogen tvivlede på hvad Jesus sagde, går med Jesus ned fra bjerget for at tage Guds ord med sig ud i verden på samme måde som Moses gjorde det da han kom ned fra bjerget med loven, og som Elias gjorde det da han kom ned fra Karmel-bjerget. Johannes’ og Peters handling da de følger Jesus, understreger at forkyndelsen ikke bare skal være snak mellem særligt indforståede som er højt hævet over almindelige mennesker. Den er noget der skal fortælles og høres for at udbredes, virke og gøres. Og selvom de to disciple ikke hørte hvad Moses, Elias og Jesus talte om, havde det der skete på bjerget givet dem vished, og derfor kunne de uden frygt gå ned for at udbrede de ord de hørte og som virkede i dem da Gud sagde ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.’

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.