Pinsesøndag

maj 19, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

For en del år siden sad jeg i et forberedelsesværelse på Århus universitet. Det var en forårsdag, udenfor skinnede solen, og træerne var lige sprunget ud. Jeg var ved at forberede mig til eksamen i mundtlig latin. Og den tekst jeg skulle læse, oversætte og derefter analysere, var netop dagens episteltekst; teksten om tunger af ild. Ildtungerne var tekstens billede på ånd; den ånd der gjorde at disciplene pludselig kunne tale så alle folkeslag kunne forstå det, og mens jeg lidt senere sad ved det grønne eksamensbord og gennemgik teksten, kunne jeg godt fornemme hvordan de må have haft det. Det med at sige noget og opdage at det giver mening for andre … Det er især skønt i en eksamenssituation hvor dem der lytter, gør det med kritisk øre for derefter at overveje udbyttet af det man har sagt inden de udtaler dommen. Dommen var favorabel, heldigvis. Jeg bestod, og siden har jeg haft et ganske specielt forhold til teksten. Det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg tror også at dem der har lyttet den dag i Jerusalem, har gjort det med kritisk øre. De har i hvert fald undret sig over at disciplene pludselig kunne tale mange forskellige sprog og blive forstået. Jeg ved selv hvor svært det kan være at gøre sig forståelig på et sprog man ikke er fortrolig med; det ved dem der har hørt mig forsøge mig på tysk, så derfor må det have virket meget overraskende og meget stærkt på dem der lyttede til disciplene den dag. De har sandsynligvis ikke helt forstået hvad der sket, og jeg tvivler på at disciplene selv har været klar over det. Men det der skete, var at de ord som Jesus sagde i evangeliet til i dag, gik i opfyldelse. Ånden kom over dem, kan man sige; de blev fyldt af Helligånden og kunne pludselig tale om Guds storværker på fremmede sprog.
Den dag Jesus sagde det, har stemningen nok været en anden. Vi er et sted i fortællingen hvor Jesus lige har fortalt at Judas vil forråde ham, at Peter vil fornægte ham, og at han i øvrigt snart skal forlade dem. ’Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer’, havde han sagt, men som så ofte før forstod disciplene ikke hvad han sagde til dem. De havde fulgt Jesus i flere år, men nu var de kommet i en situation hvor de måtte se i øjnene at de snart ville være alene. Og så alligevel ikke. Jesus lover dem nemlig at be’ faderen om at sende en ny talsmand for at de ikke skal være alene – eller faderløse, som han siger. Og så rejser de sig og går derfra, som teksten siger.

Kort tid senere bliver Jesus korsfæstet. Og selv om Jesus opstår og viser sig for disciplene, går der ikke længe før de er alene igen. Der hvor vi møder dem, er de samlede i Jerusalem for at fejre pinsen, siger teksten. Det er lidt en tilsnigelse, for den pinse som vi hører om i dag, er faktisk den allerførste af slagsen. Den fest som disciplene var samlet for at fejre, var den jødiske Shavuot; festen til minde om dengang Moses fik lovens bøger, Toraen, af Gud på Sinai Bjerg. Det fejrede man ifølge traditionen syv uger efter påske, og her kom jøder fra alle områderne omkring Middelhavet til Jerusalem for at tage del i festen. Der har formentlig været trængsel på gader og veje, for ifølge den jødiske tradition brugte man den sidste nat før festen på at studere Toraen, og om morgenen gik man til synagogen for at høre oplæsningen af de ti bud; det centrale i Toraen. Men dem som gik forbi det hus hvor disciplene opholdt sig, hørte noget andet. De hørte stemmer, og selv om de jøder som var uden for huset, kom langvejs fra, kunne de forstå hvad stemmerne sagde. Og sandsynligvis har jøderne lyttet kritisk til det der blev sagt, for de vidste at dem der talte, var galilæere uden nævneværdig uddannelse, så de burde ikke kunne tale fremmedsprog. Ikke desto mindre kunne jøderne genkende både ord og betydning, og de kunne høre at der blev talt om Guds storværker på deres eget tungemål.

Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den Ånd, som taler. Sådan skrev Grundtvig mange år senere da han skulle berette om begivenheden, og det beskriver præcis hvad der skete. Jesu ord om en ny talsmand var gået i opfyldelse, Guds ånd, Helligånden var kommet over disciplene og satte dem nu i stand til at forkynde Guds ord. Disciplene var blevet åndrige, åndfulde, beåndede; åndsnærvær gjorde alting nyt. Det er det vi fejrer, når vi fejrer pinse nu. At Ånden er med. Og det kan jo nemt ligne en påstand uden noget som helst hold i virkeligheden. Noget som præsten kan finde på at stå og forkynde fra prædikestolen søndag formiddag. At Guds ånd er med alle mennesker til alle tider. Men hvad nu hvis man ikke kan mærke det? Hvad nu hvis man ikke kan mærke åndsnærvær?

Er man så åndsforladt? Eller gudsforladt?

Det sker før eller siden i ethvert menneskes liv at man synes Gud kommer til kort. At hans Ånd ikke er med. At han ikke griber ind når der sker ting som ikke giver mening. Hvor er Ånden eller Gud fx henne når der sker naturkatastrofer, trafikuheld, terrorangreb eller når fly styrter ned? Hvorfor griber de ikke ind? Jeg ved det ikke. Nogle gange er det som om den talsmand, Jesus lovede disciplene, ikke taler på vores vegne. Eller også lytter Gud ikke til talsmanden.

Det virkelige problem er ikke at selv troende, fromme, ydmyge mennesker udsættes for lidelser. Problemet er nok snarere at nogle mennesker IKKE gør. Det får det til at virke ekstra uretfærdigt når man selv rammes. Men lidelse, sorg og smerte er dele af menneskelivet, og uanset hvor hårde de er, tror jeg ikke at mennesker går igennem dem alene. Et hyppigt argument er at hvis Gud er almægtig; hvis han ved og kan alt, burde han også gribe ind hver gang der er optræk til noget ondt eller hver gang nogen beder til ham. Almagt må betyde evnen til at gøre alt muligt.

Sådan tror jeg ikke det er. Almagt er evnen til at gøre alt muligt. Det vil sige, alt det der er muligt. Der findes ting som er logisk umulige, og de bliver ikke mulige bare fordi man sætter ordene ‘Gud kan’ foran dem. Stiller man fx spørgsmålet om Gud kan skabe en sten der er så stor at han ikke kan løfte den, er der mange som mener at have opstillet et dilemma som demonstrerer at Gud ikke er almægtig. Men det man faktisk har gjort, er at opstille to gensidigt udelukkende ting, og dermed har man bare demonstreret at man ikke kan håndtere almindelig logik. For gjorde Gud det, ville han overtræde det skabtes orden; han ville begå vold på den naturens orden som han selv står bag. Og naturens orden er, sammen med menneskets frie vilje, de to faktorer i livet der rummer størst mulighed for sorg, smerte, uretfærdighed, lidelse og endda død. Det er faktisk helt sikkert at det ender med død. Men fjerner man den mulighed for lidelse der ligger i naturens orden og menneskets frie vilje, har man fjernet livet selv.

Sorg, smerte, uretfærdighed og lidelse er – om vi kan li’ tanken eller ej – dele af livet. Det er ikke noget Gud læsser på vore skuldre for at prøve os, og han læner sig ikke tilbage og trækker på skuldrene når talsmanden banker på og taler på de ramtes vegne.

De fleste kommer igennem smerten og sorgen og lidelsen. Som forandrede mennesker, og nogle endda som bedre mennesker, men ikke som mennesker der er forladt af Gud. Gud er det sted hvor man altid kan gå hen med smerten og sorgen og lidelsen. Man kan bede, skælde ud, græde ud, blive lyttet til. Og det er ikke sikkert man får det man beder om. Men det betyder ikke at ens bøn ikke bliver hørt. Nogle gange er svaret bare et andet end det man har lyst til at høre.

Derfor havde Jesus ret da han lovede disciplene Ånden; talsmanden. Forbindelsen til Gud. Selv når vi føler os åndsforladte, er det Ånden som taler om Guds storværker på alle sprog, og Ånden der sæter os i stand til at tale til Gud i bøn, vrede, desperation eller håb.

Skal jeg vende tilbage til epistelteksten, er det netop det den udtrykker for mig. Der tales om Guds storværker på alle sprog, og Ånden sætter os i stand til at høre det. At se det. At mærke håbet til den Gud der står bag storværkerne når vi hører hans ord. Vi synger om det i den sidste salme når vi synger om den livskraft som skaberværket er fuldt af, og vi sang om det i dåbssalmen før. Om at vi hver eneste dag står over for et liv som kan se ud som om det er svært at magte, og nogle gange er det virkelig svært at magte. Derfor beder vi hver eneste søndag om Åndsnærvær; om at Talsmanden vil hjælpe os med at bevare forbindelsen til Gud og til det håb som troen giver os. Måske beder vi så meget mere i dag fordi vi ikke bare byder to børn velkomne i de troendes fællesskab. Vi beder i dåben også Gud og hans Ånd om at være med disse to børn; om at de aldrig må føle sig åndsforladte i den rejse gennem livet som de for ikke så længe siden er begyndt på. Vi beder også om at Gud og hans Ånd må være med forældrene som formentlig kan nikke bekræftende til salmens ord om at stå fyldt af bæven foran ukendt fremtid.

Det er pinsens Ånd; dens budskab, at vi tør tro på det og at vi på samme måde som disciplene den dag i Jerusalem vil være i stand til at holde fast i at der er en talsmand; en der taler for os, med os, og at vi alle dage, gode såvel som onde, kan vende os mod Gud i tillid, bøn og tro.
Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.