Palmesøndag

apr 17, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Amen.

Matthæusevangeliet 21,1-9


Jeg ved ikke om I kan se det for jer. Jesus rider ind i Jerusalem, fulgt af sine disciple og omgivet af mennesker som hylder ham, de vifter med palmegrene, breder deres kapper ud på jorden og hylder kongen, Messias, som nu er på vej ind i byen på ikke bare ét, men hele to ridedyr.

Derhjemme har jeg en udgave af Bibelen som hedder ’Studiebibelen.’ Det er en særlig udgave af Bibelen som er forsynet med noter, referencer og kommentarer, og den har en tørt sarkastisk kommentar til den tekst jeg læste lige før; den om Jesus på de to ridedyr. Her står ’Jesus’ indtog i Jerusalem opfattes som opfyldelsen af profetien i Zakarias kap. 9 vers 9, men evangeliets forfatter misforstår parallelismen, altså sidestillingen, mellem ’æsel’ og ’føl’. Hos Zakarias er der tale om det samme dyr, blot poetisk forklaret med to forskellige vendinger, mens evangelisten opfatter dem som to forskellige dyr. Derved kommer Jesus – noget urealistisk – til at ride på to dyr.’

Sagde altså Studiebibelen, så jeg tror godt vi kan antage at Jesus kun red på et enkelt ridedyr. Et æsel. Og det er jo ikke et ridedyr der fremkalder den helt store respekt, men alligevel modtages Jesus som om han var en konge der kom for at redde sit folk. En stor skare er stimlet sammen; tilsyneladende er hele byen på den anden ende, og folket hylder ham og råber ’Hosianna’; et hebraisk ord der betyder ’Frels os’. Det er helt tydeligt at der er store forventninger til Jesus. Folk ser ud til at antage at han virkelig er den frelser som profeten talte om. Den frelser der skulle frelse Israels folk. Den som man har ventet på i mange generationer.

Der er en talemåde der siger at forventningens glæde er den største, og jeg kan forestille mig et folk der har ventet på noget i hundreder af år, må have opbygget en vis forventning, og måske er forventningen blevet forstærket af at man altså bor i et land som Gud selv har tildelt folket, men som nu er besat af romerriget. Der er helt afgjort brug for en frelser, og der er helt afgjort meget høje forventninger.

Et af problemerne ved høje forventninger er at de stiller krav. Har man haft mange år til at forestille sig frelserens komme, har man også haft god tid til at danne sig en forestilling om hvordan det skulle foregå. Han skulle helst være stærk og mægtig, og når han nu skulle drive romerne ud, skulle han egentlig også helst have en temmelig stor hær med sig. Og har man den slags forventninger, kan det godt være der går skår i glæden når man opdager at den ventede frelser ikke ankommer på en stridshest, men på et æsel. Og hans hær består af 12 mænd som ikke var soldater eller krigere, men fiskere, bønder og ganske almindelige, jævne mennesker. Heller ikke om man så sænkede forventningerne en hel del, tror jeg man for alvor ville turde tro på at de tolv og manden på æslet kunne drive romerne ud og befri det jødiske folk.

Og jeg tror at stemningen er skiftet da euforien lagde sig. Da man kom hjem og satte sig til at snakke om hvad der egentlig var sket og hvad det egentlig var for en mand man havde set. Jeg tror at begejstringen meget hurtigt har lagt sig og er blevet erstattet af skuffelse eller modløshed, eller måske ligefrem af vrede.

Jeg har nogle gange tænkt over hvordan det kunne ske at Jesus på Palmesøndag blev modtaget og hyldet som han blev, og få dage senere stimler folk sammen og forlanger ham korsfæstet. Det er et meget voldsomt skift i stemningen. Måske hænger det sammen med de skuffede forventninger … Eller rettere, med at Jesus ikke lignede det som folket i deres forventningsglæde havde forestillet sig eller håbet på. Jesus levede ganske enkelt ikke op til det som man havde regnet med at se. Mandag morgen er man vågnet op og har opdaget at landet stadig er besat og folket stadig er undertrykt. Der stod stadig romerske soldater på gadehjørnerne og romerske toldere ved portene, og den ny konges ankomst havde ikke medført et synligt regimeskifte. Tirsdag ligeså. Og op ad dagen onsdag er man sikkert klar til at tage hævn eller i det mindste give udtryk for sin vrede.

Måske har der været nogle som holdt fast i håbet og glæden og forventningerne, men i ugens løb har mange sikkert hørt de skriftkloge og farisæerne sige at denne Jesus ikke var den ventede konge og frelser. At han ikke havde hele folket på sin side. At han måske endda var en gudsbespotter fordi han hævdede at han ikke var denne verdens konge, men himlens.
Formentlig har endnu flere mistet håbet da de hørte at Jesus var blevet taget til fange, og for de fleste forsvandt håbet nok helt da Jesus blev korsfæstet. Han var altså ikke den konge de havde ventet. Han var ikke sit folks befrier eller frelser, men bare en helt almindelig mand der var redet ind i byen på et æsel.

Faktisk ved vi fra beretningerne i Bibelen at selv dis­ciplene lige til det sidste havde troet på et andet udfald. Jesus havde på forhånd fortalt dem hvad der skulle ske i Jerusalem i påsken, og mens de var der, understregede han det endnu en gang da de spiste sammen torsdag aften. Men på trods af hvad han sagde, håbede de formentlig til det sidste at det ville gå anderledes. Og de blev skuffede.

Jesus fik nemlig ret. Han blev taget til fange, pint, korsfæstet, og han døde.

Men uanset hvad disciplene og resten af folket mente om det, var det faktisk præcis som det skulle være. Det var som Jesus havde sagt. Eller rettere, som Gud havde bestemt det. På et tidspunkt undervejs i forløbet; om aftenen efter det sidste måltid med disciplene, prøver Jesus også at se om der er en anden udvej end den han havde fortalt om, og han beder Gud om at få lov til at blive fri for det der venter. Men det sker ikke.

Det har formentlig også været frygtindgydende og angstprovokerende at vide at man skal pines og korsfæstes og dø, også selvom Jesus gennem hele sit virke har vidst det. Og det leder frem til spørgsmålet om hvorfor han egentlig skulle det.
I vores kirketradition hører man ofte at Jesus døde for vores synders skyld; at han gennem sin død tog al verdens synd på sig og gav sit liv for at frelse andre. Men den teori har nogle åbenlyse huller. For det første sagde Jesus ikke noget som helst der kunne tolkes i den retning. For det andet er al verdens synd her stadig. Vi er ikke bedre eller mere syndfri mennesker end dem som fulgtes med Jesus, så ham, lyttede til ham eller hyldede ham da han red ind i Jerusalem. Og for det tredje opstod teorien om Jesus som offer for vores synder først mange år efter hans død.

Jeg tror man skal finde forklaringen i Jesu forkyndelse. Han forkyndte at man skulle omvende sig, for Guds rige var kommet nær. Omvendelsen – og dermed troen – var så at sige forudsætningen for at komme ind i Guds rige. Og ikke med det samme, men først når livet var slut. Efter døden var der et håb om opstandelse til evigt liv i Guds rige, og jeg kan forestille mig at det har været et budskab der var svært at tro. Det var jo allerede dengang almindeligt kendt at når man var død, var man død, og det blev der kun undtagelsesvis lavet om på. Det gjorde Jesus for eksempel de gange hvor han kaldte døde tilbage til livet, men bortset fra de få eksempler var døden den endegyldige afsked. Så hvordan overbeviser man andre om at Guds rige og livet der er en reel mulighed? Som jeg ser det, har der kun været én mulighed, nemlig at gøre det selv. At dø og derefter opstå. Og det gjorde Jesus.
Så kan man spørge hvorfor det skulle være nødvendigt at gøre det på så grusom og voldsom en måde, og her tror jeg at svaret var at det skabte opmærksomhed. Hele folket vidste – på grund af indtoget på æslet – at Jesus var kommet. Hele folket var blevet skuffet. Hele folket fulgte med i processen. Og hele folket hørte at Jesus opstod. Der var altså ingen som bagefter kunne sige at det nok bare var en vandrehistorie eller et eventyr. Alt for mange havde set det og konstateret at her altså var et menneske som havde forkyndt noget ekstraordinært og derefter demonstreret at det som han sagde, var fuldstændig sandt.

Og deri – tror jeg – ligger det forunderlige ved palmesøndag. Jesus lader sig hylde selvom han ved at han er en anden konge end den som folket ventede. Han stopper ikke for at fortælle dem at de tager fejl. Han kæmper ikke imod da han bliver taget til fange. Han benytter ikke den magt som Gud havde givet ham til at slippe for pinsel og ydmygelse. I stedet demonstrerer han at han ER konge, men af et andet rige end det som romerne havde besat. Og han demonstrerer at folket faktisk BLEV frelst og sat fri, fordi troen gav det liv og den frihed som også profeten havde forkyndt. Folket havde bare forventet og forestillet sig noget andet end det de fik. De fik ikke det som de havde håbet på eller det som de havde bedt om. Til gengæld fik de det som de havde brug for; nemlig konkret bevis for Guds riges virkelighed. Og de fik demonstreret at Jesus faktisk VAR konge i det rige som han forkyndte om, og at troen på Ham rummer en styrke; nemlig håbet om at når Jesus havde vist vejen, var den en gang for alle åben for dem der omvender sig og tror.

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.