Om kirken


Glimt af den danske kirke i Lyksborgs historie

oldchurch

Da der hverken før eller efter afstemningen blev opnået enighed om de kirkelige forhold, blev ”Den danske Menighed i Flensborg” oprettet i 1921. Meningen var at skabe mulighed for et virkeligt menighedsarbejde med ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning på modersmålet. I forlængelse heraf opstod det følgende årti en række danske prædikesteder i omegnen af Flensborg.

For Lyksborgs vedkommende betød det, at en kreds samledes til dansk menighedsmøde i 1927. Det førte til den første danske gudstjeneste i byen den 13. december 1930. I de følgende år frem til 1945 samledes menigheden til gudstjeneste i private hjem.

Under den folkelige vækkelse umiddelbart efter 2. verdenskrig fik menigheden egen præst, der også betjente dansksindede i omegnen af Lyksborg.

Året 1948 blev skelsættende. Den første danske konfirmation blev holdt i en bygning, hvor også den kommunale hest havde til huse, og som ledsagede gudstjenesten med tramp i lergulvet. Ved den lejlighed undfangede byens elværksbestyrer Helmut Tönnies tanken om at bygge en dansk kirke. Hans overvejelser i den forbindelse var af folkelig art. De gik kort fortalt ud på: Hvor danskere er, dér er også den danske kirke, og den skal have gode ydre rammer ganske som i Danmark. Tönnies stod i spidsen for en komite, der indsamlede til kirkebyggeriet blandt de dansksindede i byen. De gav rundhåndet på trods af nød og fattigdom, så man allerede året efter kunne købe grunden, hvor kirken skulle stå. Selve byggeriet var imidlertid en mundfuld, man ikke kunne klare lokalt på trods af ihærdige anstrengelser. Og som så ofte før og siden blev der rakt en hjælpende hånd fra Danmark, når man i Sydslesvig prøvede på at sætte noget folkeligt eller kirkeligt i gang.

”Dansk Kirke i Udlandet” (fra 1.1.2004: DSUK) arrangerede dels en landsdækkende indsamling gennem Kristeligt Dagblad, dels en i Nordslesvig. På den måde blev der skaffet penge til byggeriet. Det blev til en smuk, lille kirke i pragtfulde omgivelser på Paulineallé. Den blev indviet den 5. dec. 1954, 2. søndag i advent, en dag, der siden blev festligholdt i menigheden hvert eneste år. Kirken er en værdig ramme for menighedens gudstjenester og kirkelige handlinger. Dens betydning for menigheden kan næppe overvurderes, og givetvis vil kirken være til god gavn for den også i fremtiden.

Werner Matlok (dansk præst i Lyksborg og Omegn 1978 – 2000), september 2002


Yderligere oplysninger om Lyksborg kirke og sogn

Du kan finde yderligere oplysninger om Lyksborg danske kirke, sognet og de tilhørende prædikensteder på hjemmesiden for Dansk kirke i Sydslesvig. Vil du vide mere om Dansk kirke i Sydslesvig, kan du klikke her (åbner i nyt vindue).