Browsing "Læs en prædiken"

Søndag Septuagesima

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Matt 20,1-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Amen


Prædiken

For kort tid siden var der VM i håndbold. Nogle af kampene blev spillet her i Tyskland, og andre, bl.a. finalen, blev spillet i Herning i Danmark. Her mødte det danske landshold det norske, og resultatet blev en overbevisende sejr til det danske hold. Da VM var ovre, kom jeg til at snakke med min yngste datter om de danske spillere. Hun havde fulgt opmærksomt med i hele turneringen, og vi kom til at undre os, for der var jo nogle tydelige profiler som spillede med i stort set alle kampe, og så var der nogle som kun fik 10 minutters spilletid i finalen da Danmarks føring alligevel var så stor at der ikke kunne ske ulykker. Vi jokede med at det måtte være en lidt tam fornemmelse at løbe på banen da sejren var i hus og feste sammen med alle dem der havde trukket det tunge læs når man selv kun havde spillet få minutter. Og måske ville det være endnu mere underligt at få overrakt en medalje for noget som man næsten ikke havde del i. Man kunne selvfølgelig forestille sig at man indførte medaljer i forskellig størrelse så dem der havde spillet mest, fik den største medalje, mens de andre fik en mindre, der passede til den tid de havde spillet. Men sådan var det ikke. De fik alle ens medaljer, og de vat tilsyneladende alle glade.

Sådan er det ikke i dagens evangelium. Tvært imod. Men situationen er den samme. Der er nogle som har arbejdet meget; faktisk hele dagen, og så er der nogle som er kommet på banen – så at sige – i de allersidste minutter. Også her får de alle den samme belønning, men ikke alle bliver glade. De første; dem der har arbejdet hele dagen, er utilfredse, for de synes de er blevet snydt fordi dem der har arbejdet mindst, får præcis samme belønning.

Det er uretfærdigt.

Heldigvis handler det ikke om retfærdighed i dag. Ordet er faktisk ikke engang nævnt i evangeliet, og godt det samme, for vingårdsejeren gør op med alle principper om retfærdighed ved at være uretfærdig. Her er ikke noget med lige løn for lige arbejde. Der er ingen millimeterretfærdighed. Og det er egentlig meget godt, for det målebånd som man måler retfærdighed med, er meget lidt fleksibelt. Det som vingårdsejeren gør her, er at måle med et andet målebånd. Et der er elastisk og kan strækkes en smule. Man kan måske kalde det ’næstekærlighedens målebånd’ i stedet for ’retfærdighedens målebånd’. Han måler ud, strækker hvor det er nødvendigt, og så betaler han hver enkelt den aftalte løn. Der er en gammel talemåde der siger at det kræver en god moral at sælge elastik i metermål, men her er der tydeligvis noget godt i at strække målebåndet en smule.
På Jesu tid var en denar cirka en dagsløn, og det som vingårdsejeren gør, er at sikre at alle, også dem der har ventet på torvet det meste af dagen, kan gå hjem med en løn som de og deres familie kan leve af. Dem der har ventet hele dagen, har jo lige så meget brug for mad til børnene som dem der arbejdede hele dagen.

Og vingårdsejeren bryder ikke nogen aftaler, for han har jo i forvejen aftalt lønnen med hver enkelt arbejder, så de vidste på forhånd hvad de sagde ja til. Og ingen havde protesteret. Ikke før lønnen blev udbetalt, i hvert fald. Men de havde alle fået det der var aftalt, og de havde alle fået det de havde brug for.

Man kunne godt finde regnestokken frem og begynde at regne ud hvor meget de første og sidste skulle have haft, hvis man ser på hvor meget de har arbejdet. På den måde er matematik meget udmærket. Den er nøgtern og strikt, og alle får som fortjent. Men det fungerer ikke her. Vingården er et billede på Guds rige, og vingårdsejeren er et billede på Gud, og hvis man begynder at regne efter med menneskelig målestok og matematik, går tingene ikke op. Det virker som om matematik i Guds hænder er en mere elastisk størrelse, for her er fem og syv lige. Dem der har arbejdet fem timer, får det samme som dem der har arbejdet syv timer. Og en og 99 er lige, for et får der er blevet væk, er lige så meget værd som de 99 der ikke er væk. Og en fortabt søn der vender hjem efter at have brugt alle sine penge, er lige så meget værd som den sparsommelige og arbejdsomme søn der blev hjemme. Matematikken går ikke altid op når man bruger kærlighedens målebånd. Men sådan er det. Kærligheden kender ikke til nøjsomhed og noget-for-noget. Den træder til der hvor retfærdigheden ikke længere slår til.

Ganske vist kan vi ikke leve uden retfærdighed. Det er jo efter den målestok vi har indrettet vort samfund og vores relationer til hinanden. Retfærdighed er grundlaget for en masse love i samfundet, og den er grundlaget for social forsorg, beskatning, offentlige ydelser, lighed for loven … Enhver får som fortjent når man måler efter med retfærdighedens målebånd. Men en gang imellem er man nødt til at bruge det andet, det elastiske; næstekærlighedens målebånd og strække sig lidt i forhold til andre. Fx dem der ikke har arbejdet hele dagen, dem der ikke har spillet med i alle kampene, eller dem der på andre måder står lidt skævt i forhold til flertallet. Vi klarer os ikke uden en smule barmhjertighed og næstekærlighed en gang imellem. Derfor handler det ikke altid om at få efter fortjeneste eller ydet indsats.

Det er evangeliet et eksempel på. Jeg ved godt at når jeg læser fortællingen, er det vingårdsarbejderne der fylder. Det er jo nærliggende at identificere sig med dem, for de er i en situation som jeg godt selv kan se at jeg af og til havner i. Der hvor noget er uretfærdigt; især når jeg synes uretfærdigheden går ud over mig. Derfor fokuserer jeg på arbejderne. Men jeg tror det kunne være en idé at rette opmærksomheden på vingårdsejeren, for det er det han gør, der vækker opmærksomhed og måske endda støder min retfærdighedssans.

Måske minder han mig også om hvad jeg selv ville gøre i situationen, nemlig trække retfærdighedens målebånd frem, rulle det ud og gi’ enhver efter fortjeneste. Sådan er vingårdsejeren bare ikke. Han bruger det andet målebånd og giver enhver hvad enhver har brug for.
Jeg tror Jesus fortæller denne lignelse til mennesker som er vant til at tænke på samme måde som jeg af og til gør; mennesker der gør ting op i om man har fortjent dem eller ej. Om man har gjort det man skulle. Forud for lignelsen i dag handler Matthæusevangeliet om præcis det; om at gøre sig fortjent. Ikke til en dagsløn, men til frelsen. Eller med andre ord, om at gøre sig fortjent til Guds rige. Jeg tror Jesus fortæller lignelsen som et billede på Guds rige, og han vil måske især fortælle at her gælder altså andre regler end dem som vi indretter os efter. Her er kærligheden større end retfærdigheden.
Ser man på hvad Paulus siger i dagens epistel, ER der faktisk tale om en konkurrence hvor den der løber hurtigst, vinder. Det vil sige at den der gør sig fortjent, får præmien. Medaljen. Lønnen. Eller adgang til Guds rige. Men jeg tror ikke det er det Paulus mener. Han mener at man skal gøre sit bedste; om det så er 12 timer om dagen eller bare en enkelt. Det er indsatsen der tæller, for i sidste ende bliver den ikke målt med retfærdighedens målebånd.
Hvis det var sådan at retfærdigheden var afgørende, var der mange ting der skulle laves om. Så skulle vi fx bruge forskellige størrelser oblater ved nadveren om lidt, for nogle har brug for mere end andre. Eller vi skulle sætte skilte på stolene så der var pladser til de rigtige kristne, pladser til tvivlerne, pladser til dem der har syndet lidt rigeligt, og pladser til alle os andre helt nede på bagerste række. Men sådan fungerer det ikke.

Med fortællingen om om arbejderne i vingården siger Jesus at Gud ikke gør forskel på mennesker. Her er der hverken positiv eller negativ særbehandling, og hvad enten vi er vokset op med troen helt fra barnsben, eller om troen først er noget vi er begyndt at tage alvorligt senere i livet, gør det ingen forskel. Det gør heller ingen forskel om vi ofte beder til Gud eller om det ikke rigtig bliver til så meget. Det afgørende er at vi er med. Vingårdsarbejderne fik samme løn for forskellig indsats, og spillerne på det danske håndboldlandshold fik samme størrelse medalje uanset om de havde spillet ti minutter eller ti hele kampe. Det der er afgørende, er at man deltager.

Der er med andre ord ingen retfærdighed til, når det gælder Guds rige. Og det tror jeg er heldigt, for hvis det som vi havde gjort eller ikke gjort, sagt eller ikke sagt og nået eller ikke nået, skulle måles med retfærdighedens målebånd, tror jeg at i hvert fald min indsats ikke ville holde mål. Derfor er jeg så glad for beretningen om vingårdsarbejderne, for den fortæller at der er håb både for dem der har arbejdet hele dagen og for alle vi andre.

Amen.

Sidste søndag efter Helligtrekonger

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Matt 17,1-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

Amen


Prædiken

Nogle gange tænker jeg at jeg er født på det forkerte tidspunkt. Der er ganske vist sket en del spændende ting i den tid jeg har levet, men der er også en lang række store begivenheder som jeg kun har læst om i historiebøgerne. Jeg ville fx godt ha’ siddet med ved måltidet når Luther holdt en af sine berømte bordtaler. Eller været til stede den dag i 1863 da den amerikanske præsident Lincoln erklærede at slaver skulle have deres frihed. Eller lyttet med den dag i år 27 f. Kr. hvor Gaius Augustus ved sin tiltræden som kejser udråber ’Pax Romana’; fred i romerriget.

Eller den dag Jesus mødtes med Moses og Elias på bjerget. Når det gælder Luther, Lincoln og Augustus, kan jeg nøjes med at slå efter i historiebøgerne, for alle tre begivenheder er så veldokumenterede at man endda ved hvad Augustus sagde i sin tale. Men den fjerde situation; den i dagens evangeliefortælling … den refererer ikke et ord af samtalen; den siger bare at Moses og Elias kom til syne og talte med Jesus.

Så hvad mon de egentlig snakkede om, de tre? Der er masser af emner der kunne have ligget lige til højrebenet. Fx hvad der egentlig foregik her. Hvis jeg var gået op på et bjerg og havde mødt to profeter fra det gamle testamente, ville jeg givetvis have undret mig, og jeg er sikker på at jeg ville have en masse spørgsmål at stille de to.

De kunne også have talt om emner af fælles interesse. Fx Guds rige. Det var det Jesus forkyndte, og Moses havde på det tidspunkt hvor dagens fortælling finder sted, været død en del år, så han måtte kende til det. Det samme gjaldt for Elias. Og nu var de altså kommet igen for en kort bemærkning for at veksle et par ord med Jesus. Hvis de ikke snakkede om Guds rige, har de måske snakket arbejde. Moses var profet, Elias var profet, og Jesus var … Guds søn, naturligvis, men også profet; en der var kommet for at forkynde Guds ord og Guds vilje.

Moses havde været sit folks leder gennem mange år, og han havde ført dem ud fra fangenskab i Israel og på 40 års vandring gennem ørkenen. Moses havde oplevet glæder og skuffelser, og han havde ved mere end én lejlighed stået om ikke ansigt til ansigt med Gud, så dog i det mindste så tæt på at han og Gud kunne tale sammen. Det hørte vi om i dagens læsning fra det gamle testamente hvor Moses fik de to stentavler med Guds bud som han og hans folk skulle holde. Det gjorde de så ikke, for da Moses kom ned fra bjerget, havde hans folk lavet sig et gudebillede som de nu tilbad. Det blev Gud så vred over at han sagde at han nu ikke ville ledsage israelitterne på den kommende del af deres vandring, for han frygtede at han i sin vrede ville komme til at slå dem alle ihjel som straf for deres vantro. Samtidig befalede han at dem der havde været med til at fremstille og tilbede afgudsbilledet, skulle dø, og det kom til at koste mere end 3.000 israelitter livet. Moses har altså på egen krop erfaret at det ikke er let at være profet.

Det har Elias sikkert kunnet tale med om. Han var profet mens Akab var konge i Israel; dvs. i midten af 800-tallet før Kristi fødsel, og Akab og hans folk tilbad guden Ba’al. Men nogle af folket havde omvendt sig og troede på den Gud som Elias forkyndte. Kongen var imidlertid noget mere stædig, så Elias foreslog at man en gang for alle fik afgjort hvis gud der var den rigtige. Han opfordrede kongen til at lade to altre opføre på Karmel-bjerget. Et for Ba’al, og et for Elias’ Gud. Herefter skulle kongen lade to okser slagte og partere og anrette på de to altre, og Ba’al-profeterne skulle ved det ene alter bede til deres gud mens Elias ved det andet alter bad til sin Gud. Den hvis gud først tændte ilden under brændofferet, havde vundet. Det gik kong Akab med til, og da de to altre var blevet opført, indkaldte han 450 profeter og bød dem at samle sig omkring alteret.

Også der kunne det have været spændende at være til stede. Allerede ved solopgang begynder bederiet hos Akabs folk. Elias foretager sig intet. Først ved middagstid, hvor de 450 profeter har bedt, danset og sunget hele formiddagen, giver han sig til at håne de andre og siger: ’Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!’ Måske for at provokere yderligere foreslår Elias at man gør det en smule sværere, så han lader Ba’al-profeterne hente vand, og det hælder de på alteret for Elias’ Gud så både offer, brænde, alter og jorden omkring alteret er gennemblødte. Så trak de sig tilbage til deres eget alter og bad videre lige til aftenofferets tid, men der lød intet svar … ikke en lyd fra deres gud.

Så sagde Elias: Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener … Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden. Og alle faldt ned og tilbad den rigtige; den sande Gud. Men Elias befalede at Ba’al-profeterne skulle henrettes, og alle 450 blev halshugget. Det gik altså de vantro præcis som det var gået de vantro på Moses’ tid.

Jesus havde samme problem som de to andre. Han var omgivet af vantro og vantroende. Kort tid inden de gik op på bjerget den dag, havde han sagt til sine disciple at han snart skulle tages til fange, pines, lide og dø, og Peter havde med det samme sagt at det ikke kunne passe. Peter nægtede at se i øjnene at det som Jesus sagde, var sandt. Peter skulle også sidenhen fornægte Jesus, og mange af dem som Jesus omgav sig med til hverdag, var lige så døve og afvisende over for det som Jesus sagde. Det har altså åbenbart været et vilkår for dem der forkyndte Guds ord at dem omkring dem ikke troede på hvad de sagde.

Så måske har det været det, de tre talte om den dag på bjerget. Tro og vantro. Det passer i hvert fald med omstændighederne, for det er som om formålet med mødet på bjerget er at understrege Guds ord. Moses og Elias repræsenterer det som i jødedommen kaldes Loven og Profeterne. Det er navnene på de to skriftsamlinger der udgjorde jødernes bibel. Moseloven og profetskrifterne; de skrifter der udgjorde Israels pagt med Gud, og de skrifter der forudså Jesu komme. Og når de to; Moses og Elias, mødes med Jesus, tror jeg det er for at understrege at Jesus faktisk VAR den Messias som jøderne ventede. Underforstået: Hvis de overholdt den lov som Moses fik, Ville Gud sender Messias; den frelser som Elias forkyndte.
Det er ikke sikkert at Peter og de andre på bjerget kan se sammenhængen, men Peter er i det mindste klar over at der foregår noget ganske særligt, og han tilbyder Jesus at bygge tre hytter; en til Moses, en til Elias og en til Jesus så de kan blive på bjerget og fortsætte deres samtale. Men det der sker på bjerget skal ikke blive på bjerget, for mens han – altså Peter – endnu talte, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’

Disciplene faldt til jorden af frygt, men Jesus siger ’Frygt ikke’. Og disciplene rejser sig og følges med Jesus ned fra bjerget; de frygter ikke længere, sikkert fordi Gud med sine ord understregede at Jesus er den der med Jesu egne ord opfylder Moseloven og profetierne; han ER Guds søn; han ER den frelser som profetierne havde talt om. Johannes, Jesu bror Jakob og især Peter som både før og senere viste at han om nogen tvivlede på hvad Jesus sagde, går med Jesus ned fra bjerget for at tage Guds ord med sig ud i verden på samme måde som Moses gjorde det da han kom ned fra bjerget med loven, og som Elias gjorde det da han kom ned fra Karmel-bjerget. Johannes’ og Peters handling da de følger Jesus, understreger at forkyndelsen ikke bare skal være snak mellem særligt indforståede som er højt hævet over almindelige mennesker. Den er noget der skal fortælles og høres for at udbredes, virke og gøres. Og selvom de to disciple ikke hørte hvad Moses, Elias og Jesus talte om, havde det der skete på bjerget givet dem vished, og derfor kunne de uden frygt gå ned for at udbrede de ord de hørte og som virkede i dem da Gud sagde ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.’

Amen

4. søndag efter Helligtrekonger

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Dette hellige ev. skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« 
Matt 8,23-27


Prædiken

Nu er det februar. Måneden blev indledt med et par ubehagelige overraskelser for mit vedkommende. Den første var at jeg fik et uventet brev fra politiet i Hamburg som ville gøre opmærksom på at jeg en efterårsdag sidste år havde kørt så tæt på en forankørende bil at jeg kunne have forårsaget en ulykke. Der skete ganske vist ikke nogen ulykke, men bøden fik jeg alligevel. Den anden overraskelse var at jeg ikke rigtig var kommet i gang med de nytårsforsætter som jeg højtideligt lovede at overholde lige inden årsskiftet. I tilfældet med bilen mente jeg at der ikke var fare på færde, for jeg har jo styr på min kørsel. Jeg har ting under kontrol. Og i tilfældet med forsætterne har jeg løbende fortalt mig selv at fra på mandag ville jeg gå i gang, så det var der styr på. Alligevel måtte jeg konstatere at det var der ikke. Og det er lidt ærgerligt som forholdsvis moderne menneske at konstatere, for kontrol er vigtigt. Man skal leve sundt så man har kontrol over hvor meget mad og alkohol man indtager. Man skal dyrke motion så man har kontrol over sit helbred og sit velbefindende. Man skal overholde hastigheds- og afstandsbegrænsningerne så man har kontrol over sin bil. Kontrol på så mange områder som muligt er vigtigt, for så har man styr på det der med livet, og så undgår man ubehagelige overraskelser som ulykker, sorg, sygdom og død.

Eller sådan ville vi i hvert fald gerne have at det var. Men virkeligheden er ofte den – selvom vi nægter at se det i øjnene – at vi faktisk har meget mindre kontrol over tingene end vi bryder os om at tænke på. Det kan jeg allerede nu, en måned efter nytår, konstatere. Livet er fuldt af ting som vi ikke har kontrol over. Vi bestemmer ikke selv om bilen bryder sammen når vi er ude at køre. Vi bestemmer ikke selv om bussen er forsinket. Vi bestemmer ikke selv om nogen vi kender, bliver syge. Vi bestemmer ikke selv om vi bliver syge. Vi bestemmer ikke selv hvornår vi skal dø. Livet er fuldt af ting som vi ikke kan kontrollere.

Den situation er dagens evangeliefortælling et eksempel på. Den begynder det sted hvor sidste søndags fortælling sluttede. Jesus har helbredt en spedalsk og en romersk officers tjener, og nu stimler folket sammen omkring ham sammen med syge og dæmonbesatte og beder om hans hjælp. Den får de, men da det bliver aften, befaler Jesus at hans disciple skal følge med ham ned til søen hvor de går om bord i en båd for at sejle over på den anden bred. Turen var lang, cirka 15 – 18 km, og Jesus, som sandsynligvis er træt efter en lang dags hårdt arbejde, lægger sig ned og sover. Imens blæser det op, og stormen bliver så hård og bølgerne så høje at disciplene frygter at båden skal synke.

Der er intet de kan gøre. De befinder sig i en lille båd på en stor sø i voldsom storm midt om natten, og de har absolut ingen kontrol. Måske kan de hive sejlet ned. Måske kan de prøve at styre båden. Men i det store og hele er situationen fuldstændig uden for deres kontrol.

En eller anden har engang sagt at der ikke findes ateister i et styrtende fly, og selvom det nok mest er ment som en morsomhed, siger det også noget almengyldigt om hvad man gør når man er i en situation hvor man ikke har kontrol. Når man ikke selv kan ændre noget, når man ikke selv kan påvirke situationen, er der kun to muligheder tilbage. Den ene er at man giver op. Den anden er at man søger hjælp uden for sig selv. Og det gør disciplene. Da de opdager at de ikke har kontrol, opdager de også at de er nødt til at have tillid.

Så de vækker Jesus. Det er han tydeligvis ikke tilfreds med, og det kan man vel egentlig godt forstå. Han har arbejdet hårdt og trænger til at sove, og hans første kommentar efter at disciplene har vækket ham, lyder ’ Hvorfor er I bange, I lidettroende?’.

Objektivt set er det ikke svært at forstå hvorfor disciplene var bange. Ifølge teksten var uvejret så voldsomt at båden skjultes af bølgerne, så disciplene havde sikkert ret i at risikoen for at kæntre og synke var overhængende. Men Jesu spørgsmål er relevant alligevel. ’Hvorfor er I bange, I lidettroende?’ Disciplene overser jo adskillige åbenlyse ting. Den første er at Jesus sover. På det her tidspunkt har de kendt ham og fulgt ham længe nok til at vide at der er en mening med det som han gør. Han har ganske vist ikke fortalt dem at han skal ende sit liv med at blive korsfæstet, men han har heller ikke givet dem grund til at tro at han – og de – skal ende deres liv i en storm på Genesaret Sø. Heller ikke nu hvor de står midt i stormen, for han tager det så roligt at han sover.

De overser også at der må være en anden grund end træthed til at han sover. Man skal ikke bare være træt for at kunne sove fra så voldsom en storm. Man skal også have tillid. Og det har Jesus tydeligvis. Tillid til at det hele nok skal gå på trods af at bølgerne går højt.

Jeg tror det nok har faldet ham lettere end disciplene at tage den med ro. Han vidste jo både hvad der skulle ske og hvad der ikke skulle ske, så for ham har det største problem måske været at finde et sted at lægge sig uden at blive kastet rundt eller falde over bord. Han kunne tage den med ro fordi han havde tillid, både til Guds plan for ham og til Guds magt til at gribe ind hvis det skulle blive nødvendigt.

Så han viser med sit eksempel at der ikke er grund til bekymring, frygt eller panik. Han sover.

Men som sagt vækker disciplene ham fordi de er bange, og han spørger ’ Hvorfor er I bange, I lidettroende?’

Han kunne også have reageret anderledes. Han kunne have takket dem for den tillid de viser ham ved at bede ham om hjælp. Den er jo trods alt et udtryk for at de har tillid til at han er i stand til at hjælpe. Deres bøn er et udtryk for at de erkender at de ikke længere selv har kontrol. Der er intet længere de selv kan gøre, så de er nødt til at række ud over sig selv og bede om hjælp.

Heldigvis viser tilliden sig at være begrundet, for efter at Jesus har beskyldt dem for at være lidettroende, tager han alligevel deres tillid og deres bøn så alvorligt at han truer ad stormen og bølgerne. Og miraklet sker. Med det samme lægger stormen sig, og søen bliver blikstille. Disciplene har tillid, og deres bøn bliver hørt.

Kan vi så lære noget af det? Det er ikke sikkert. Jeg kan i hvert fald ikke drage den konklusion at bare man har tillid og beder bønner, skal det nok gå. Der er masser af situationer hvor man som menneske har tabt enhver mulighed for kontrol og beder om hjælp. Og så oplever man at uanset om bønnerne er rettet til andre mennesker eller til Gud, bliver man bare mødt af stilhed. Hjælpen kommer ikke. Det kan godt føre til at man kommer til at tvivle på om troen og tilliden har nogen berettigelse. På trods af bønner ender det nogle gange galt.

Og jeg ved ikke hvad grunden er. Jeg ved at der er bønner som man ikke får svar på. Jeg tror ikke det er fordi bønnerne ikke bliver hørt; nogle gange er svaret bare ikke det man havde håbet på. Nogle gange er svaret nej. Nogle affinder sig med at der måske er en guddommelig plan som man på et tidspunkt får indsigt i og pludselig forstår det hele. Sådan ved jeg ikke om det er. Men jeg ved at netop troens styrke – hvad enten man er stærk i troen eller lidettroende – er at man har et sted at rette sine bønner hen. Spørger man en gennemsnitstroende om han eller hun nogensinde har fået svar på bønner eller fået en bøn besvaret og opfyldt, tror jeg svaret er ja. Det kan være store ting eller små ting, men jeg vil gætte på at langt de fleste troende har erfaring med at bøn nytter. Det er ikke troens styrke der er afgørende. Det er ikke om man er et godt eller et skidt menneske. Jesus hjalp jo mange af dem som hans samtid betragtede som forkerte. Det er heller ikke om man indgår en handel med Gud. Det er tilliden til at den man beder til, lytter. Nogle gange er bønnen nok til at man lettes, beroliges, trøstes, og deri ligger et svar. Andre gange skal der et konkret mirakel til, i stil med det som disciplene fik den nat på søen, men hvilken af delene man får, ved man ikke på forhånd. Det man får; det man har i bønnen, er et sted at gå hen med sine bekymringer. En at vende ting med. En at bede om hjælp. Og nogle gange er erkendelsen nok; det at man erkender at kontrol er godt, men tillid er bedre. Tilliden til at man – på trods af tvivl, frygt, smerte, angst – slipper helskindet gennem de fleste farefulde eller svære situationer i livet, og tilliden til at der både i de svære situationer hvor livets storme rusker én, og i de situationer hvor ting ikke lykkes, er en at bede til, en at læne sig op ad og en der lytter.

Amen

3. søndag efter Helligtrekonger

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Dette hellige ev. skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Matt 8,1-13


Prædiken

Dagens evangelium er et af dem som billedligt talt deler vandene. Det er nemlig en af de beretninger hvor Jesus gør noget som ikke kan lade sig gøre, og det stiller tilhøreren i en situation hvor man i det mindste er nødt til at overveje hvordan man skal forholde sig. Skal man sluge hvert ord råt, eller skal man være i det mindste en smule skeptisk? Jesus udfører jo to mirakler lige efter hinanden, og det er temmelig naturstridigt. Så hvad gør man?

Da jeg havde læst evangeliet derhjemme for et par dage siden, kiggede jeg lidt på hvad der skete lige forud for fortællingen, og begivenhederne fandt sted lige efter at Jesus har holdt Bjergprædikenen; der hvor han bl.a. fortæller hvem der er salige, og der hvor han – nok så vigtigt – lærer sine disciple Fadervor. Den bøn er uden tvivl verdens mest kendte og benyttede bøn, og hvis man var pietistisk anlagt, kunne man hævde at den var nok. Man behøver ikke andre bønner, for den dækker det hele. Der er både en hyldest til Gud, en tak for hans omsorg, opmærksomhed på ens medmennesker, og og en anerkendelse af at uanset hvad man beder om, er det i sidste ende ham, Gud, der bestemmer. Og ser man på sammenhængen, kommer evangeliet til i dag til at handle om både bøn og mirakler.

Vi kommer ind i fortællingen på det tidspunkt hvor Jesus efter Bjergprædikenen går ned fra bjerget i retning af Kapernaum. Uden for byen møder han en spedalsk som har en bøn, nemlig bønnen om at blive rask igen. Det sker med det samme, og Jesus sender manden til en af de lokale præster så han kan blive undersøgt, for hvis præsten konstaterer at manden er rask – og dermed rituelt ren igen – kan han gå i templet og bringe et takkeoffer.

Lidt senere, i Kapernaum, kommer en officer hen til Jesus og henvender sig til ham. Officeren beder Jesus om at helbrede officerens tjener som ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt. Også her høres bønnen, og officerens tjener bliver rask med det samme.

Det er to næsten utrolige fortællinger, og jeg har på et tidspunkt diskuteret dem med en god kollega fra København. Han havde skrevet en længere vejledning i hvordan evangeliefortællingen skulle tolkes, for det mente han nemlig at den skulle. Man skulle ikke tage den for pålydende. Derimod kunne man se underne som en form for lignelser om Guds rige, og gjorde man det, var man fri for at forholde sig til det uforståelige og det underfulde; det som alligevel strider mod fornuft og logik. Min kollega mente at dagens evangelium var et udtryk for Matthæus’ helt specielle måde at fortælle historier på. Matthæus var nemlig ikke for begejstret for jøderne, så han benyttede enhver lejlighed til lige at sætte dem på plads. Det gør han i dagens beretning fx ved at lade Jesus sige ’Sandelig siger jeg jer, så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.’ Jøderne er altså galt på den fordi de ikke kaster alt fra sig og følger Jesus og hans forkyndelse selvom han meget veltalende forklarer i lignelser hvorfor han egentlig er kommet.

Det var et interessant synspunkt, syntes jeg, men jeg var langtfra enig. Nærmest tvært imod. Og det nævnte jeg for min kollega, bl.a. fordi Jesus ofte indleder sine lignelser med ordene ’Med Guds rige er det som …’ Havde dagens fortælling været en lignelse, ville den altså have begyndt noget i retning af ’Med Guds rige er det som en mand der var ramt af spedalskhed …’ Derefter ville lignelsen fortælle om manden, hans bøn og hans helbredelse og derefter drage en konklusion og en parallel til samtiden eller til personer omkring Jesus, men det sker ikke. Vi hører bare om en mand der er spedalsk, beder om hjælp og bliver helbredt. Ingen morale, ingen løftede pegefingre, og intet om hvad meningen egentlig var.
Men min kollega holdt fast i sit synspunkt. Og på en måde kan jeg godt forstå ham. Vi lever i en rationel verden hvor vi kan få svar på det meste, endda meget hurtigt. Undtagen, måske, vores bønner, for her får vi sjældent svar lige så hurtigt som den spedalske eller officeren. Oven i købet er det de færreste af os der har oplevet et ægte mirakel, så måske er der ikke noget mærkeligt i at være en smule skeptisk. Jeg mener, hvis man sådan kan blive helbredt bare ved at bede en bøn, ville den etablerede medicinske branche pludselig have meget dårlige tider. Men vi ved også godt at sådan går det ikke altid. Der sker ikke mange helbredelser på grund af bøn, så vidt vi ved. Så derfor er det måske helt reelt at være skeptisk. Måske er det okay at genfortælle helbredelsesberetningerne som lignelser og derved give plads til en holdning om at helbredelserne som begivenhed er fiktive. Mente i hvert fald min kollega.

Men nej. Det synes jeg ikke er okay. Som sagt bl.a. fordi fortællingerne ikke på nogen måde er præsenteret som lignelser. Hvis man fulgte med i Bjergprædikenen, ved man godt at Jesus ikke havde besvær med at formulere sig mundtligt. Han kunne endda være meget tydelig, og jeg tror at hvis disse to beretninger havde været lignelser og ikke virkelige hændelser, ville det klart have fremgået. Jeg synes min kollegas forklaring er et forsøg på at presse en moderne forståelse ned over noget fordi vi ikke kan forstå det. Den manglende forståelse skulle så være grunden til at efterrationalisere fortællingen indtil den bliver til noget som vi kan forstå. Og gør vi det, begår vi efter min mening vold mod både beretningen og dens egentlige budskab.

Jeg tror man skal tage fortællingen 100 % for pålydende. Jeg er klar over at der er beretninger i Bibelen som skal tages med et gran salt; fx er der to forskellige skabelsesberetninger, og de kan ikke begge være sande. Men dagens evangelium handler ikke om urmyter fra den tidlige jernalder. De handler om noget der er sket i en tid som vi faktisk har gode kilder til, og jeg tror ikke der er pyntet nævneværdigt på fortællingerne, ligesom jeg som sagt heller ikke tror man skal begynde at tolke evangelistens fortælling. Beretningen fortæller ganske enkelt om en dag hvor Jesus havde talt til en forsamling på et bjerg, og så skete der noget bemærkelsesværdigt da han kom ned.

Og pyt med om vi ikke kan forstå det. Det ligger ligesom i underes natur at de trodser forståelse og forklaring. De er af natur overnaturlige, og det er den eneste forklaring man kan give.

Hvis vi bliver spekulative og vil fratage underberetningerne den underfulde dimension, nedskriver vi deres værdi, og vi gør Jesus til en ganske almindelig vandrende prædikant. Dem var der masser af på Jesu tid, og også både før og efter, men vi kender kun nogle få stykker af dem. En huskes fordi han hævdede at være Messias, Israels frelser, og på den baggrund opfordrede han sine tilhængere til væbnet kamp mod den romerske besættelsesmagt ; en kamp som han og hans tilhængere tabte og som kom til at koste næsten 600.000 jøder fra Judæa livet. Flere andre har hævdet at forkynde Guds ord og være Messias, men ingen af dem vi kender til, gjorde bemærkelsesværdige ting som dem vi hører om i dag. Det er der en god grund til. Det har de ikke kunnet. Jesus huskes bl.a. på grund af de ting som han sagde, fx Bjergprædikenen, Fadervor og en lang række lignelser. Og han huskes for de ting han gjorde. Det var de ting der gjorde ham til noget særligt og gjorde ham til en skikkelse der huskes. Han kunne noget ganske særligt, og det kunne han naturligvis først og fremmest fordi han var den som han hævdede at være. Han var ikke bare en almindelig vandrende prædikant med en masse gode historier. Han var Guds søn, og han gjorde de ting han gjorde, fordi de ting demonstrerede Guds magt og Guds rige.

Tænker man efter, er de to ting også begreber som det kan være vanskeligt at forholde sig til, for hvordan begriber vi Guds magt, og hvordan forstår vi Guds rige? Jeg tror svaret er at det gør vi nok ikke. Men det behøver vi efter min mening heller ikke bekymre os om. Vi ser begge dele komme til udtryk i det som Jesus gør, på samme måde som det kom til udtryk i hans forkyndelse og de øvrige beretninger om undere i det nye testamente. Og jeg tror det er det som undergerningernes egentlige formål. Det er ikke at demonstrere at man kan få sine ønsker opfyldt bare man beder nok eller beder på den rigtige måde. Det er heller ikke at vise at Jesus kunne nogle interessante trick. Jeg tror formålet er at demonstrere at Guds magt er en realitet, og den magt kom til udtryk gennem Jesus da han hjalp den spedalske og officeren og dermed pegede i retning af Guds rige. Dermed blev det fundamentale i den kristne tro understreget, nemlig at Jesus virkelig ER Guds søn, og at han forkyndte Guds magt og Guds rige. Og det er faktisk det eneste vi behøver at forstå.

Amen

2. søndag efter Helligtrekonger

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Dette hellige ev. skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. 
Joh 2,1-11


Prædiken

Forleden læste jeg et indlæg i en dansk avis. Det var skrevet af en præst, og han var fremme med et opsigtsvækkende budskab. Han bekendtgjorde at Guds rige er ganske nær. Det har vi ganske vist hørt før, for det er en central del af Jesu forkyndelse. Omvend jer og tro, for Guds rige er kommet nær. Men denne præst gik så vidt som at sætte dato på, og datoen er … d. 21. januar. I år. Jorden går altså under i morgen, så jeg håber I nyder denne, den allersidste, gudstjeneste her i Lyksborg.

Præsten læste ud af Apostlenes Gerninger at tiden er kommet, for i morgen oplever vi det astronomiske fænomen som kaldes en ’blodmåne’. Det er et fænomen som optræder når månen, jorden og solen ligger på en næsten lige linje. Så filtreres solens lys gennem jordens atmosfære, og kun det røde lys trænger igennem og rammer månen, og i det lys bliver månen helt rød. Og her kan vi læse i Apostlenes Gerninger hvor apostlen Peter citerer den gammeltestamentlige profet Joel som siger ’Jeg gør undere oppe på himlen og sætter tegn nede på jorden. Blod og ild og kvælende røg. Solen forvandles til mørke og månen til blod før Herrens herlige dag kommer.’

Den blodmåne som kommer i morgen, varsler altså at Herrens herlige dag, og dermed Guds rige, kommer. I morgen.

Og det er jo godt …

Eller … For nogle kommer det måske lidt til ulejlighed, for man kan jo have lagt planer som rækker længere end til i morgen. Men dem kan man altså godt aflyse, ser det ud til.

Det med at Guds rige kommer til ulejlighed, kan vi også se i dagens evangelium. Her er Jesus til bryllup, og både brudepar og gæster får en forsmag på Guds riges komme. Jesus udfører nemlig det første af de såkaldte tegn som optræder i Johannesevangeliet, og som alle peger hen imod Guds rige. Og det kommer lidt til ulejlighed. Overfladisk betagtet ser det måske ud som om Jesus redder bryllupsfesten hvor værten har forregnet sig og købt alt for lidt vin ind, men det der sker, er egentlig at tjenerne kommer og prikker til brudgommen og fortæller ham at vinen er sluppet op og at gommen altså ikke har forberedt sig ordentligt. Heldigvis er Jesus med til festen, og som vi hører, udvirker han et mirakel som bevirker at de seks renselseskar, som hver kunne rumme 2 – 3 spande, pludselig er fulde af vin. Formentlig var der været 500 – 600 liter, og ikke nok med det, men 500 – 600 liter virkelig god vin. Det lyder som om gæsterne allerede har taget godt for sig og endda drukket mere end brudgommen havde forudset, og måske kunne sagen være endt der; uden at nogen bemærkede noget og udstillede værtens manglende forudseenhed. Men så kalder tjeneren på sin herre og siger ’Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.’ Tjeneren udstiller altså ikke bare sin herres manglende evne til at planlægge en fest, men også noget der kunne ligne nærighed. Pludselig hører alle gæsterne nemlig at værten har prøvet at slippe af sted med at lade dem drikke dårlig vin og gemt den gode til sidst; måske for at spare på den. Så med ét ved alle gæsterne at deres vært ikke bare er en dårlig vært, men også en nærig vært som ikke under sine gæster det bedste. Man forestiller sig konsekvenserne. De fornærmede gæster forlader festen i vrede, tjeneren, som udstillede sin herre, bliver fyret, den nygifte brud bliver såret og vred på sin mand som altså ikke engang kunne planlægge en bryllupsfest, og brud­gommen får i den følgende tid travlt med at genoprette sit før så gode navn og rygte i Kana. Man kan også forestille sig at det bliver nogle besværlige ’tak for sidst’-kort at få sendt ud efter festen. Det er nok svært at overbevise folk om at han faktisk ikke havde mere vin, og at der skete et mirakel, især når der pludselig flød så rigeligt af den gode vin uden at hverken brudgommen eller skafferen vidste hvor den kom fra.

Og Maria må konstatere at hendes søn skabte ravage ved en ellers meget hyggelig fest ved at vise sig som en noget besværlig bryllupsgæst. Værten er i en endnu vanskeligere situation, for han må vælge mellem at lyve og sige at han faktisk havde gemt den gode vin til sidst, eller at bøje sig og fortælle at denne Jesus som var med til festen, faktisk var Guds søn som lige serverede en forsmag på Guds herlighed til festen. Jeg ved ikke hvilken af de to muligheder der ville være lettest. At vise sig som en dårlig og nærig vært der ikke under sine gæster det bedste, eller fortælle at Josefs og Marias knægt fra nabolandsbyen faktisk skulle være søn af den Gud som jøderne tilbad i templet på sabbatten … Under alle omstændigheder tror jeg ikke brudgommens troværdighed er helt i top.

Men retfærdigvis skal det siges at jeg ikke tror at evangelisten har til hensigt at fortælle en historie om en mand i en svær situation. Jeg tror meningen er at forberede dem der høre fortællingen, på at Guds rige kommer, og det viser sig ved tegn. Det sker ikke ved at Gud direkte åbenbarer sig for mennesker, for det hører vi om i dagens beretning fra det gamle testamente; Moses får Guds herlighed at se, men ikke Gud selv. Det gør vi heller ikke i evangeliet, men vi får noget at se som kan betegnes som en afglans af Gud; et glimt af Guds herlighed. Noget der skal oplyse og overbevise.

Johannesevangeliet minder i sin struktur meget om Første Mosebog. Det gamle testamente indledes med ordene ’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden’, og Johannes indleder sit første kapitel med ordene ’I begyndelsen var ordet’. Johannes’ 2. kapitel fortæller om Jesu første tegn hvor vand forvandles til vin, og 2. Mosebog fortæller om Guds første tegn til Israels folk som var i fangenskab i Egypten. Her forvandles Nilens vand til blod, og begge dele var tegn på Guds magt i forskellige former. Begge dele havde til formål at oplyse og overbevise. Jesus udretter yderligere seks undere i Johannesevangeliet, og forvandlingen af Nilens vand til blod var den første af 10 gange hvor Gud greb ind i jødernes historie. Der er altså ganske tydeligt behov for mere end én gang at demonstrere Guds magt og Guds rige. Og de gange det skete, kom det til ulejlighed. Brylluppet i Kana gik ikke som værten havde forudset eller planlagt; der er jo som regel altid et eller andet som ikke fungerer, uanset hvor dygtig man er til at planlægge og forudse. Og det at Nilen blev til blod, er givetvis kommet ubelejligt, for dels viste det at Farao var skyldig i drab på israelitternes førstefødte, og dels ødelagde det vandingssystemerne så de afgrøder som voksede langs Nilen, ikke kunne trives.

Og som sagt indledningsvis, hvis Guds rige kommer i morgen når jorden går under, kommer det måske også til ulejlighed. Hvor mange af os er nemlig klar til at se Guds herlighed; at stå ansigt til ansigt med Ham? Der er da et par ting jeg gerne vil ha’ bragt i orden inden da, og selvom jeg på et tidspunkt skulle mene at jeg har forberedt mig så godt som jeg kan, er der ingen tvivl om at der vil være fejl eller huller i min planlægning. Præcis som det skete for brudgommen i Kana.

Beretningen om brylluppet i Kana fortæller flere ting. Ikke kun at vi naturligvis skal forberede os så godt som muligt, for vi ved aldrig hvad der kan ske. Kun at noget sandsynligvis går på en anden måde end vi havde planlagt det. Men den fortæller også at der er hjælp at hente i troen på Jesus. At der er nogen at vende sig til når ting ikke går som planlagt. Det ved vi blandt andet på grund af de glimt af Guds rige som evangelisten fortæller os om; ikke kun underet i Kana, men også de andre beretninger om hvor Jesus griber ind i menneskers liv. De udgør en samlet fortælling om det håb som troen rummer; at der er nogen at rette en bøn til når ting bliver svære, og der er nogen at rette en tak til når de alligevel lykkes. Det er ikke altid sikkert at troen bevirker et velanbragt mirakel, men jeg hørte for nylig nogen sige at Gud ofte virker gennem mennesker, og det er måske ofte her, svaret på vores bønner kommer.

Paulus er inde på noget i den stil i dagens epistel. Her formaner han menigheden i Rom om at de skal bruge de nådegaver som de hver især er skabt med, så den der underviser, skal undervise, den der giver, skal give rundhåndet, og den der øver barmhjertighed skal gøre det glad og gerne. Tillige skal vi afsky det onde, være hinanden hengivne, tjene Herren og hjælpe dem der har behov for hjælp. Og i det ligger måske svaret på de bekymringer som jeg luftede før; dem om Guds rige kommer til ulejlighed. Det ville det måske gøre; jeg kan i hvert fald komme i tanker om ting jeg gerne vil ha’ bragt i orden inden i morgen, hvis præstens forudsigelse skulle gå i opfyldelse. Vi ved ikke hvad Guds rige er. Vi ved ikke hvor det er eller hvad det indebærer. Men hvis vi følger Paulus’ ord, er vi i hvert fald omtrent så godt forberedt som vi kan være, og oven i købet kan vi være så heldige at det vi siger eller gør, bliver svaret på andre menneskers bønner og på den måde måske være med til at sprede glimt af Guds riges herlighed mens vi venter på at det kommer.
Amen

12. søndag efter Trinitatis 2013

aug 21, 2013   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Salmer:

403 – Denne er dagen som Herren har gjort
392 – Himlene, Herre
417 – Herre Jesus, vi er her
78 – Blomstre som en rosengård
474 – Jesus Krist, du gav mig livet (nadver)
7 – Herre Gud, dit dyre navn og ære (norsk mel.)

Læsninger:

Salmisten skriver: Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld. Hvorfor spørger folkene: »Hvor er deres Gud?« når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil? Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte. De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem. Israel, stol på Herren! Han er deres hjælp og skjold. Sl 115,1-9

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses’ ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. 2 Kor 3,4-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Mark 7,31-37

Prædiken:

Kommunikation – det at lytte og tale – er ikke let. Det ved jeg fordi jeg er en mand, og mænd har den fejl at de ikke lytter, og hvis de alligevel gør, forstår de ikke hvad der bliver sagt. Siger kvinder. Mænd hævder at der er noget helt andet på spil. De siger hvad de mener, og svarer hvad de synes. Og det gør kvinder ikke. Siger mænd altså.

Jeg kan gi’ et hurtigt eksempel på den slags kommunikation. Hvis jeg fx er blevet klippet og en kvinde siger ‘Du er da blevet klippet!’ siger jeg ‘Ja. Det kostede kun 8 euro, og så var det overstået på 10 minutter.’ Og så er den ikke længere. Mænd er generelt ret nemme hvad den slags angår. Men hvis jeg siger til en kvinde ‘Du er da blevet klippet!’ siger hun ‘Hvad? Er det grimt? Eller skævt?’ og uanset hvad jeg så siger, er svaret forkert.

Det som en person siger, er ikke altid – eller måske endda kun sjældent – det som en anden person hører. Og det skal jeg jo tage alvorligt når jeg står her på prædikestolen og siger ting. At lytte og forstå er svært. Der kan være mange nuancer i det der bliver sagt, og det kræver ofte at man gør sig umage, både som den der siger noget og som den der lytter. De fleste af os kender nok problemet med at sige noget og bagefter stå med fornemmelsen af at vi ikke er blevet forstået eller måske endda har talt for døve ører.

Og så sker der jo ikke så meget. Nogle former for døvhed er i øvrigt kroniske og kan kun sjældent helbredes. Det er dem der er forårsaget af at ørernes ejer ikke VIL høre. Det kommer jeg tilbage til om lidt. Dagens evangelium handler om en mand der ikke KAN høre, og tilsyneladende VIL han gerne, for han kommer til Jesus, ledsaget af hjælpsomme mennesker. På grund af mandens tilstand er det rimeligt at antage at han ikke har hørt om Jesus. Det har derimod andre mennesker på egnen, og de har så tænkt at det måske var en idé at tage deres døve og stumme bekendte med derhen hvor Jesus var. Og manden følger med selvom han ikke helt ved hvad der venter ham. Måske har vennerne ved hjælp af tegnsprog eller fagter forsøgt at forklare ham at Jesus var i byen og måske kunne hjælpe, men hvordan forklarer man en døv mand den slags? Også her må det være svært at kommunikere.

Men han kommer med, og Jesus trækker ham afsides, lidt væk fra mængden, siger et enkelt ord, og pudselig kan manden både tale og høre. Der er ingen tvivl om at episoden har gjort indtryk på tilskuerne. Måske har de kendt den døvstumme og vidst at det var næsten umuligt at kommunikere med ham, og måske har de hørt rygter om Jesus og de mirakler han havde udrettet, men uanset hvad de havde forventet, bliver de overvældede af det de ser. Og måske især af det de hører. Jesus siger nemlig som sagt et enkelt ord. Ordet ‘Effatha’. Det finurlige ved det er at det nye testamente er skrevet på græsk, men dette ene ord er aramæisk, det sprog som Jesus sandsynligvis var vokset op med. Og det aramæiske ord er bevaret i den ellers rent græske tekst, så det har tydeligvis gjort så stort indtryk at den der senere nedskrev beretningen, huskede det og gengav det.

Ordet Effatha betyder, som vi hørte under evangelielæsningen, ‘Luk dig op’, og det skete som Jesus havde sagt det. Mandens ører lukkede sig op, og det bånd der bandt hans tunge, løsnedes. Og alle der så underet, blev overraskede. Og så sker der noget underligt. Nu ved vi fra andre sammenhænge at Jesus flere gange fortalte at Guds rige var kommet nær og at det var tid at omvende sig. Derfor virker det underligt at Jesus meget strengt forbyder folk at fortælle om denne episode. Man kunne jo mene at beretningen om sådan et mirakel ville få mange til at omvende sig og følge Jesus, høre hans ord og være med til at styrke troen på Gud i det samfund som de boede i. Men det måtte de altså ikke. Selvfølgelig gjorde de det alligevel. De kunne jo se og høre hvad der var sket, og de var alle i stand til at tale og fortælle, så hvorfor lade være? Man skal da udbrede en god historie når man har en at fortælle.

Det mener Jesus så ikke. I hvert fald ikke denne historie. Det kan der være flere grunde til. Den ene er at teksten fortæller os at Jesus er i Dekapolis. Dekapolis lå på den østlige side af Galilæa Sø og var et statssamfund der bestod af ti byer. Dekapolis havde forskellige særlige privilegier, bl.a. var man ikke underlagt den romerske kejser, men den syriske guvernør, man slog sine egne mønter, og langt størstedelen af indbyggerne var græske eller græsktalende. Hvis man ser på det fra den vestlige side af Galilæa, fra jødernes område, havde Jesus altså bevæget sig ind i fjendeland, og det at helbrede en af jødernes fjender kunne let blive opfattet som en provokation der ville give Jesus endnu større problemer når han kom hjem. Det kunne altså være derfor, han forlangte at menneskemængden ikke måtte fortælle om helbredelsen. Men jeg tror grunden er en anden.

Jeg tror grunden er at Jesus naturligvis gerne ville have at folk omvendte sig og troede på Gud. Men de skulle ikke gøre det fordi en døv blev helbredt. På Jesu tid var der andre der vandrede, forkyndte og helbredte, og hvis rygter var nok til at få folk til at følge den slags prædikanter, ville det være ret let at lokke folk på afveje. Jesus gjorde jo ikke noget der var specielt anderledes i forhold til andre der udrettede mirakler. Bortset fra én ting. Teksten siger ‘Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen …’ Han så op mod himlen. Når Markus fortæller det, understreger han at det ikke er Jesus der udfører miraklet. Han er mellemmand, og den der i virkeligheden handler blandt mennesker, er Gud. Det er forskellen på Jesus og de andre. Han gjorde Guds vilje, og det understregede Gud ved at vise at Jesus var hans søn. Det var altså i virkeligheden ikke miraklet der var miraklet, men det at Jesus viser at Gud handler og virker i verden. Derfor skulle folk ikke fortælle om miraklet. De skulle fortælle om Guds magt. Og dem de fortalte til, skulle høre. Deres ører skulle åbnes så de kunne høre hvad Gud udvirkede, og deres tungebånd skulle løsnes så de selv kunne forkynde om Guds virke. Ikke om Jesu mirakler.

Og så er vi tilbage ved det som jeg lovede at sige lidt mere om før. Dem som Jesus taler til her, lytter ikke. De kan godt, men de hører ikke. Måske fordi de er ivrige efter at fortælle om det fantastiske der lige er sket. Eller måske fordi de ikke forstår hvorfor Jesus forbyder dem at sige noget. Men de hører ikke. Sandsynligvis fordi de ikke VIL. Nogle KAN høre, men VIL ikke. Disse mennesker har set hvad der er sket, og som teksten siger, var de overvældede af forundring og sagde: ‘Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale’. Men de ser ikke Guds magt bag miraklet, og derfor vil de ikke høre Jesu ord.

Kommunikation kræver vilje til at lytte. Som Jesus sagde et andet sted: ‘Den der har ører, skal høre’. Og det kræver åbenhed. Ørerne skal være åbne, man skal ville høre, og man skal være klar til at tænke over det man hører. Det gælder ikke kun i forhold til de ting vi hører om Jesus, hans forkyndelse og hans mirakler, men også der hvor vi er, i forholdet til andre mennesker. Måske er det endda endnu vigtigere her, for det er her, kommunikationen er sværest. Den er såmænd enkel nok i forholdet til Gud. Ham kan vi komme til med alt. Taksigelse, klager, glæder, sorger og bønner om stort set alt. Han lytter. Nogle gange er svaret enten et nej eller også noget andet end det vi havde håbet på, men sådan er det jo også i forholdet til mennesker. Vi får ikke altid det vi beder om. Nogle gange fordi det ikke kan lade sig gøre, andre gange fordi vi ikke udtrykker os tydeligt, og andre gange igen fordi den vi taler til, ikke lytter.

Og retter vi blikket mod os selv, kan det ske at vi selv gør det samme. Afviser, misforstår eller lader være med at lytte. Og af alle de meget vigtige ting som Jesus sagde, er det ene ord fra dagens tekst, det aramæiske ord Effatha, måske det vigtigste. Luk dig op. Ikke bare fordi vi så kan høre vores medmennesker, men også kan høre Guds ord, det ord som Jesus så tydeligt påpeger, lever og virker iblandt os. Hvis vi ellers hører efter.

Amen