Browsing "Læs en prædiken"

22. søndag efter Trinitatis

nov 11, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«
Matt 18,1-14


For ikke så lang tid siden var jeg på efteruddannelse. Det er obligatorisk for nye og nyere præster, og det betyder at man en gang om året sendes på kursus med tilsvarende nye kolleger, og her er der mulighed for både at lære en masse og at udveksle erfaringer med andre i samme situation som en selv. Et af emnerne på dette års kursus var prædikenskrivning, og underviseren anbefalede at man altid tog fat et sted i evangelieteksten hvor man syntes man blev mest provokeret eller irriteret, for så var der i det mindste en chance for at der kom en interessant prædiken ud af det, i stedet for en prædiken fuld af ligegyldigheder.

Der er mange muligheder i dagens tekst. En af dem er den dejlige historie om det vildfarne får. Eller den om Jesus der peger på et lille betuttet barn omgivet af en kreds af voksne der ikke forstår hvorfor Jesus udpeger netop det barn som noget særligt. Og skal jeg være ærlig, synes jeg ikke jeg kunne finde noget interessant at sige om de fortællinger. De understreger jo bare vores opfattelse af Jesus som den gode, den milde, den tålmodige og kærlige.

Men teksten rummer også nogle skræmmende og voldsomme temaer, og det kunne give anledning til en dundertale om synd, straf, fortabelse og Helvede. Og det ville jo være noget nyt. Så … det bestemte jeg mig for at prøve.

Der har gennem nogle år kørt en debat om hvorvidt Helvede findes. Er det en realitet, eller er det noget som kirken har opfundet for at ha’ noget at true med hvis de troende ikke opførte sig ordentligt? I Danmark har en række præster taget del i debatten, og der tegner sig tre retninger. Den ene siger at Gud frelser alle. Den er fin. Så er der en der siger at der er to muligheder, nemlig frelse eller fortabelse. Det er det som teologer og kirkehistorikere omtaler som den dobbelte udgang; det at én dør leder til frelse og en anden til fortabelse. Så er der den tredje gruppe; dem der mener at alle frelses og at Helvede ikke er et konkret sted, men en tilstand man kan være i mens man stadig er i live. Ikke et sted man kan risikere at havne når man er død.

Jeg ved ikke helt hvad jeg mener. Et af mine problemer med forestillingen om Helvede er jo nok at den kolliderer med forestillingen om en kærlig og nådig Gud. Der er ikke meget nåde i at skulle tilbringe evigheden et sted hvor der tydeligvis ikke er rart at være. Et andet problem er at jeg ikke rigtig ved hvad eller hvor Helvede er. Jesus giver nogle antydninger i dagens evangelium om at det er et sted hvor der brænder en evig ild som dem der fortabes, skal kastes i, så et sted med lidelse og smerte er det formentlig. Jesus brugte i øvrigt ikke selv betegnelsen Helvede, men Gehenna. Det var det hebraiske navn, og det var navnet på et virkeligt sted, nemlig en slugt syd for Jerusalem hvor forskellige former for affald blev brændt. I Gehenna var der altså konstant ild, og det var et sted som samtidens jøder kendte, så de kunne forholde sig til Jesu billedsprog.

Men kan det passe at et menneske kan havne sådan et sted? Hvis man tager det som Jesus siger, alvorligt, er svaret ja. Det er ikke kun i dagens evangelium, han siger det. Flere andre steder taler han både i lignelser og klar tale om at der er en reel mulighed for fortabelse. Lignelsen om de ti brudepiger. Lignelsen om det himmelske bryllup. Fortællingen om Jesus som hyrden der skiller fårene fra bukkene. Og dagens fortælling. Der er ikke mange smuthuller. Jesus omtaler Helvede som en konkret realitet. Men hvordan hænger det sammen med idéen om at Gud er god og formentlig helst vil frelse alle?

Det gør det ikke hvis man fx ser på hvad en af debattørerne har skrevet i læserbreve og avisartikler. Kaj Mogensen, der inden sin pension var præst i Thy i Danmark, skrev at ‘forestillingen om at Gud på dommens dag vil sende mennesker i tidsubegrænset smerte, gør enhver tale om Gud som en kærlig Gud absurd. Den traditionelle lære om og forkyndelse af dobbelt udgang er gudsbespottelig. At tro på helvede er at spotte Gud.’

At tro på helvede er at spotte Gud …

Det er et interessant synspunkt, for hvis man – ved at fremhæve Guds kærlighed – afviser det som Jesus siger, spotter man vel også. Og Jesus taler helt konkret om Helvede. Han fremhæver et lille barn og siger at den der ydmyger sig og bliver som barnet, er den største i Himmeriget, men den der bringer en af dem til fald, der tror på Jesus, risikerer Helvedes ild.

Et andet sted siger Jesus at bespottelse af Helligånden ikke tilgives, og hvis noget ikke tilgives, må det – i hvert fald ifølge almindelig menneskelig logik – have en konsekvens. Vi sang i trosbekendelsen lige før, at vi tror på at Jesus skal komme for at dømme levende og døde. Og hvad ville en dom være hvis der kun var ét muligt udfald? Hvis alle dømmes til frelse; dvs. frifindes, er der jo ikke tale om en dom. Højst om en skueproces.

Jeg kan ikke stå på samme måde som præsten fra Thy – som i øvrigt også kom på kant med en hel del kolleger – og postulere at Gud i sin kærlighed tilgiver alt. Jeg tror på Guds kærlighed. Jeg kan mærke den. Men den er ikke en fribillet, for hvad hvis jeg gør noget som selv i Guds øjne ikke kan tilgives? Det er i øvrigt ikke fordi jeg tvivler på Guds evne til at tilgive; det er hans vilje det handler om, for hvad sker der hvis man spotter Ånden? Eller hvis man bringer andre til fald, sårer dem, mishandlet dem. Gør andre menneskers liv til et helvede? Bliver man så frelst alligevel? Og hvad med mennesker der har gjort ondt, men alligevel er sikre på at de ikke har gjort noget forkert og derfor hverken har brug for tilgivelse eller frelse? Vil Gud så alligevel tvinge én til at bøje sig og tage imod, på samme måde som når forældre tvinger et modvilligt barn?

Selvom tvangen måske ville tjene et godt formål, tror jeg ikke sammenligningen holder her. De mennesker der er gamle nok til at træffe valg som har afgørende indflydelse på deres fremtid, er nok også gamle nok til selv at vælge og til at tage konsekvenserne af deres valg. Og selvom vi bl.a. i 1. Petersbrev kan læse at Gud er kærlighed, er han også meget andet. Jeg tror ganske vist at Hans frelse er tilgængelig for alle, men at postulere at alle faktisk bliver frelst, er efter min mening en misforståelse. Sidste søndag nævnte jeg menneskets største gave – og forbandelse – den frie vilje. Med den kan vi gøre alt godt for vores medmennesker, og vi kan gøre alt ondt mod dem. Men hvis vi hævder at Gud frelser alle; at han er nødt til at frelse alle fordi han elsker sin skabning ubetinget og uden forbehold, fratager vi Gud Hans frie vilje. Dermed kan vi bruge eller misbruge vores frie vilje uden tanke på om vi gavner vores næste eller bringer ham til fald, mens Gud er frataget sin frie vilje og er tvunget til at frelse. Jeg tror der er en risiko for at vi her skaber Gud, om ikke i vores eget billede, så dog i det mindste som vi gerne vil ha’ at han er, fordi vi er bange for vores egne fejl og bange for risikoen for straf hvis vi gør noget forkert.

Men hvis man ikke bliver frelst … bliver man så straffet? Er Helvede – hvis det findes – en straf som Gud har spekuleret ud? Det med straf var vi også inde på sidste søndag, og jeg tror ikke Gud giver sig af med at straffe sin skabning. Til gengæld tror jeg at mennesket kan sætte sig selv i situationer hvor det er fortabt fordi det er hinsides Guds frelse. Fortabelsen – Helvede – er ikke Guds straf fordi mennesket har gjort noget forkert eller syndet. I stedet er den en konsekvens af at mennesket vælger at stille sig uden for Guds kærlighed og nåde. Fortabelsen er menneskets valg. C.S. Lewis udtrykte det på den måde at døren til Helvede er låst indefra. Det er altså den enkelte der har låst døren mellem sig selv og Guds nåde og kærlighed ved at gøre ondt i stedet for godt, ved at bringe til fald, ved at spotte.

Og det er det som Jesus minder os om i dagens evangeliefortælling. Vi har selv indflydelse, og i de valg vi træffer, ligger en en mulighed for frelse, side om side med en risiko for fortabelse. Når Jesus bruger Gehenna, Helvedes ild, som billede på fortabelsen, tror jeg ikke det nødvendigvis er fordi Helvede er et konkret sted hvor flammerne i al evighed skal plage de dømte. Det er snarere fordi tanken om hvordan det ville være at falde i slugten og flammerne uden for Jerusalem, giver en idé om hvordan det ville føles at være det menneske som traf de forkerte valg og trådte uden for Guds nåde.

Og at forestille sig at der ER en risiko for dom, er ikke den samme som at spotte Gud. Det er at tage Hans og Jesu ord alvorligt og holde fast i troen på dem når vi læser hvad der står i Johannes-evangeliet: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.

Amen

18. søndag efter Trinitatis, høstgudstjeneste

sep 28, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«

Joh 15,1-11


Nord for grænsen, henne i Danmark, er der livlig politisk aktivitet i øjeblikket. Grunden er at det ikke går det enlige regeringsparti, Venstre, alt for godt, så en række andre partier både i og uden for Folketingen øjner muligheden for et kommende valg og dermed også en mulighed for at rykke lidt tættere på magten. Et af de partier som pludselig har fået enorm opmærksomhed i medierne, er det der kalder sig Nye Borgerlige. På rekordtid er det lykkedes dem at samle så mange underskrifter at de nu er opstillingsberettigede, og det samme er sket for et andet parti; et der kalder sig Danskernes Parti. Begge disse partier svæver et sted ude til højre for Danmarks næststørste parti, Dansk Folkeparti, og selv om de tre partier i tilfælde af et valg ville være konkurrenter, er der ting som de er aldeles enige om. En af dem er at Danmarks fred og frihed er truet af onde kræfter udefra, og den eneste måde man kan gøre noget ved det på, er at sørge for at de onde kræfter bliver ude.

Derfor vil alle disse partier have sat en stopper for indvandring og asylansøgning, og de indvandrere der allerede er i landet, skal underlægges en række krav der gør at det bliver meget svært at få lov at blive. Det som er en smule finurligt i den forbindelse, er at det kun er en del af de fremmede, man ikke synes om. Der er nemlig tusinder af tyskere, englændere, amerikanere, hollændere, franskmænd, kinesere, nordmænd, polakker, tyrker, iranere og pakistanere. Og mennesker fra ca. 40 andre lande. Men dem man hører mest om, er dem der ligner landets øvrige befolkning mindst. I alt hver tiende af befolkningen har andre oprindelseslande end Danmark. Det er tal der minder meget om tyske tal, og her oplever man det samme, nemlig at en række politiske partier taler imod flygtninge og indvandring.

Det har de selvfølgelig lov til. Problemet er at de kun sjældent er ærlige i deres argumentation. Det er nemlig ikke flygtninge og indvandrere i almindelighed, der er problemet. Det er nogle bestemte flygtninge og indvandrere, nemlig dem fra de muslimske lande. Og det bliver stort set aldrig nævnt i debatten. I Danmark er halvdelen af alle indvandrere fra muslimske lande, og når det handler om de resterende, taler man overhovedet ikke om deres religion. Det er altså i virkeligheden en frygt for Islam, religionen, og ikke menneskerne, der stikker under meget af den fremmedfjendske retorik.

Det har vi set før. Og det skal jeg nok sige mere om lidt senere. I mellemtiden er der måske nogle af jer der tænker på hvad det her har med dagens evangelium at gøre. Og sammenhængen er nogle ganske få af de ord som Jesus sagde, nemlig ordene ‘Bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed’. Det er en interessant formulering, for hvis man sætter sig til at bladre det nye testamente igennem, skal man lede meget længe for at finde et sted der omtaler Jesu bud. Næsten alle de steder hvor der tales om bud, er situationer hvor fx farisæerne udfordrer Jesus eller diskuterer med ham fordi han har overtrådt Guds bud; altså De Ti Bud eller Moseloven. Enkelte steder fortæller Jesus sine tilhørere om loven og buddene, men hvad var Jesu bud? Altså hans EGNE bud? Det viser sig at der kun et et enkelt eksplicit bud, og Jesus gentager det ved to forskellige lejligheder, men begge gange siger han noget i retning af ‘Dette er mit bud’. Og begge gange lyder buddet ‘I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’ Det kan ikke udtrykkes meget enklere end det. Det er ikke bare et af Jesu bud. Det er buddet! Andre gange stiller han krav eller kommer med opfordringer; fx ‘omvend jer og tro’, men disse to situationer er de eneste i hele det nye testamente hvor han siger ‘Det er mit bud’. I skal elske hinanden. Det er det vigtigste. Det svarer til hvad Paulus andetsteds skriver til menigheden i Korinth. Størst er kærligheden. Der er ikke større krav man kan stille til andre. Der er nok heller ikke andre krav som kan være lige så svære at opfylde, for det indebærer jo at man betingelsesløst skal forsøge at elske alle, uanset hvem de er og hvad de gør eller siger. Kærligheden er det største krav; den er Jesu ultimative bud.

Kærligheden har naturligvis sin modsætning. Eller sine modsætninger. Der er nemlig mange. Den er ikke bare had, men også ligegyldighed. Foragt. Afstandtagen. Frygt. Vrede. Nedgørelse. Der er mange modsætninger til kærligheden, og et skønsomt, men meget uskønt udvalg af dem kommer til udtryk i tidens politiske debat. Her bliver nemlig opfordret til det modsatte af kærlighed. Her bliver i mere end en forstand stillet grænser op; her bliver spærret med hegn og pæle, her bliver lukket ude, her bliver skabt afstand. Og lige nu foregår det med ord, men al erfaring viser at ordene før eller siden følges af handling.

For få dage siden holdt en lokalpolitiker ved navn Cheanne Nielsen en tale ved Dansk Folkepartis landsmøde, og her sagde hun bl.a. ‘Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager, og de dræber.’ I et normalt, anstændigt demokratisk parti kunne man have håbet at hun med det samme var blevet fjernet fra talerstolen og sidenhen fra sit parti, men sådan gik det ikke. Hver enkelt udtalelse blev i stedet fulgt af klapsalver, og partiets leder, Christian Thuesen- Dahl undlod efterfølgende at tage afstand fra ordene, men sagde i stedet at der nok snarere var tale om en uheldig formulering end en politisk erklæring.

Dermed blev det legalt fra politisk hold at sige om mennesker af anden oprindelse end os selv at de sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager, og de dræber. Senere korrigerede Cheanne Nielsen sig selv og sagde at det naturligvis ikke var alle udlændinge, men kun nogle af dem. Og kender man partiets politik, ved man godt at hun i virkeligheden mener muslimer. Det gør mange politikere, og det har den effekt at også mange vælgere efterhånden mener det, for det er jo det, de hører deres egne politiske ledere sige. De hører at det på baggrund af religion er helt i orden at dele verden i ‘Dem’ og ‘Os’ og derefter nedgøre, kriminalisere eller mistænkeliggøre dem man ikke kan lide.

Som jeg sagde før: Det er set før i verdenshistorien, og ved de lejligheder har bl.a. politikere slået på vore kristne værdier som det rigtige og sande, mens de andres værdier har været forkerte. De andre har jo fx været jøder eller tilhængere af andre religioner, og nu er det muslimerne der står for tur. Det bliver gjort til et spørgsmål om religiøse værdier, og så er det jo sært at dem der hævder sig allermest kristne, i virkeligheden er dem der mindst af alle følger Jesu bud. Og hvor svært kan det være? Jøderne havde de 10 bud, og derudover havde de 613 tilføjelser i Moseloven. Muslimerne har Koranen der både er helligskrift og lovsamling med lige så mange regler som jødedommen. Men vi kristne har kun et bud. Et eneste bud, nemlig det som Jesus siger i dagens evangelium: ‘I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’

Og hvor svært kan det være? Helt vildt svært, tilsyneladende, for mange gange er vores relation til andre styret af en frygt som nok mest bunder i uvidenhed og fordomme. Og frygten gør at vi ikke anstrenger os synderligt for at få rokket ved vores fordomme, men den kærlighed som Jesus påbyder os, kunne faktisk være nøglen til en form for forandring. I det gamle Grækenland var filosoffer anerkendte og respekterede personer fordi de aktivt arbejdede imod uvidenhed. De elskede viden. Ordet filosof betyder faktisk en der har kærlighed til viden, og den kærlighed til viden afstedkom en nysgerrighed efter at undersøge, erfare, lære og blive klogere. Og er man rigtig klog, bliver kærlighedens modsætninger meget svære at opretholde. Det bliver svært at hade fordi man pludselig kan sætte ansigt eller personlighed på det som man før frygtede. Frygter man fx islam, kan det være fordi man ikke kender en eneste muslim. For kender man en muslim, opdager man hurtigt at han er et menneske som alle andre. Det samme kan siges om et medlem af Dansk Folkeparti. Det menneske kan i alle henseender være et sødt og dejligt menneske. Måske endda et elsk-værdigt menneske hvis man ellers får lov at lære det menneske at kende. Hvis man lader sin kærlighed til viden udmønte sig i nysgerrighed på det der omgiver én. Det kan endda føre til kærlighed mellem mennesker.

I dag er det høstgudstjeneste, og høsten har jeg ikke sagt så meget om, men her til slut vil jeg alligevel nævne noget i den forbindelse som jeg synes er meget vigtigt. I Paulus’ brev til menigheden i Galatien står der at hvad et menneske sår, skal det også høste. Og i øjeblikket er vi ved at forberede en høst af had og fjendskab, for det er det, der bliver sået. Ikke bare af de politikere som vi har valgt til at repræsentere os, men også af de af os der engang imellem kommer til at dele verden op i ‘dem’ og ‘os’. Vi høster som vi sår. Hvis vi i stedet følger Jesu bud; det eneste han gav os, om at elske som Han elskede os, er vi med til at så den kærlighed han taler om. Og gør vi det, er det ikke utænkeligt at nysgerrighed, viden og håb spirer frem så vi med tiden kan høste fred, glæde, indbyrdes tolerance og forståelse i stedet for fremmedgørelse, udelukkelse og had.

Amen

Pinsesøndag

maj 19, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

For en del år siden sad jeg i et forberedelsesværelse på Århus universitet. Det var en forårsdag, udenfor skinnede solen, og træerne var lige sprunget ud. Jeg var ved at forberede mig til eksamen i mundtlig latin. Og den tekst jeg skulle læse, oversætte og derefter analysere, var netop dagens episteltekst; teksten om tunger af ild. Ildtungerne var tekstens billede på ånd; den ånd der gjorde at disciplene pludselig kunne tale så alle folkeslag kunne forstå det, og mens jeg lidt senere sad ved det grønne eksamensbord og gennemgik teksten, kunne jeg godt fornemme hvordan de må have haft det. Det med at sige noget og opdage at det giver mening for andre … Det er især skønt i en eksamenssituation hvor dem der lytter, gør det med kritisk øre for derefter at overveje udbyttet af det man har sagt inden de udtaler dommen. Dommen var favorabel, heldigvis. Jeg bestod, og siden har jeg haft et ganske specielt forhold til teksten. Det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg tror også at dem der har lyttet den dag i Jerusalem, har gjort det med kritisk øre. De har i hvert fald undret sig over at disciplene pludselig kunne tale mange forskellige sprog og blive forstået. Jeg ved selv hvor svært det kan være at gøre sig forståelig på et sprog man ikke er fortrolig med; det ved dem der har hørt mig forsøge mig på tysk, så derfor må det have virket meget overraskende og meget stærkt på dem der lyttede til disciplene den dag. De har sandsynligvis ikke helt forstået hvad der sket, og jeg tvivler på at disciplene selv har været klar over det. Men det der skete, var at de ord som Jesus sagde i evangeliet til i dag, gik i opfyldelse. Ånden kom over dem, kan man sige; de blev fyldt af Helligånden og kunne pludselig tale om Guds storværker på fremmede sprog.
Den dag Jesus sagde det, har stemningen nok været en anden. Vi er et sted i fortællingen hvor Jesus lige har fortalt at Judas vil forråde ham, at Peter vil fornægte ham, og at han i øvrigt snart skal forlade dem. ’Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer’, havde han sagt, men som så ofte før forstod disciplene ikke hvad han sagde til dem. De havde fulgt Jesus i flere år, men nu var de kommet i en situation hvor de måtte se i øjnene at de snart ville være alene. Og så alligevel ikke. Jesus lover dem nemlig at be’ faderen om at sende en ny talsmand for at de ikke skal være alene – eller faderløse, som han siger. Og så rejser de sig og går derfra, som teksten siger.

Kort tid senere bliver Jesus korsfæstet. Og selv om Jesus opstår og viser sig for disciplene, går der ikke længe før de er alene igen. Der hvor vi møder dem, er de samlede i Jerusalem for at fejre pinsen, siger teksten. Det er lidt en tilsnigelse, for den pinse som vi hører om i dag, er faktisk den allerførste af slagsen. Den fest som disciplene var samlet for at fejre, var den jødiske Shavuot; festen til minde om dengang Moses fik lovens bøger, Toraen, af Gud på Sinai Bjerg. Det fejrede man ifølge traditionen syv uger efter påske, og her kom jøder fra alle områderne omkring Middelhavet til Jerusalem for at tage del i festen. Der har formentlig været trængsel på gader og veje, for ifølge den jødiske tradition brugte man den sidste nat før festen på at studere Toraen, og om morgenen gik man til synagogen for at høre oplæsningen af de ti bud; det centrale i Toraen. Men dem som gik forbi det hus hvor disciplene opholdt sig, hørte noget andet. De hørte stemmer, og selv om de jøder som var uden for huset, kom langvejs fra, kunne de forstå hvad stemmerne sagde. Og sandsynligvis har jøderne lyttet kritisk til det der blev sagt, for de vidste at dem der talte, var galilæere uden nævneværdig uddannelse, så de burde ikke kunne tale fremmedsprog. Ikke desto mindre kunne jøderne genkende både ord og betydning, og de kunne høre at der blev talt om Guds storværker på deres eget tungemål.

Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den Ånd, som taler. Sådan skrev Grundtvig mange år senere da han skulle berette om begivenheden, og det beskriver præcis hvad der skete. Jesu ord om en ny talsmand var gået i opfyldelse, Guds ånd, Helligånden var kommet over disciplene og satte dem nu i stand til at forkynde Guds ord. Disciplene var blevet åndrige, åndfulde, beåndede; åndsnærvær gjorde alting nyt. Det er det vi fejrer, når vi fejrer pinse nu. At Ånden er med. Og det kan jo nemt ligne en påstand uden noget som helst hold i virkeligheden. Noget som præsten kan finde på at stå og forkynde fra prædikestolen søndag formiddag. At Guds ånd er med alle mennesker til alle tider. Men hvad nu hvis man ikke kan mærke det? Hvad nu hvis man ikke kan mærke åndsnærvær?

Er man så åndsforladt? Eller gudsforladt?

Det sker før eller siden i ethvert menneskes liv at man synes Gud kommer til kort. At hans Ånd ikke er med. At han ikke griber ind når der sker ting som ikke giver mening. Hvor er Ånden eller Gud fx henne når der sker naturkatastrofer, trafikuheld, terrorangreb eller når fly styrter ned? Hvorfor griber de ikke ind? Jeg ved det ikke. Nogle gange er det som om den talsmand, Jesus lovede disciplene, ikke taler på vores vegne. Eller også lytter Gud ikke til talsmanden.

Det virkelige problem er ikke at selv troende, fromme, ydmyge mennesker udsættes for lidelser. Problemet er nok snarere at nogle mennesker IKKE gør. Det får det til at virke ekstra uretfærdigt når man selv rammes. Men lidelse, sorg og smerte er dele af menneskelivet, og uanset hvor hårde de er, tror jeg ikke at mennesker går igennem dem alene. Et hyppigt argument er at hvis Gud er almægtig; hvis han ved og kan alt, burde han også gribe ind hver gang der er optræk til noget ondt eller hver gang nogen beder til ham. Almagt må betyde evnen til at gøre alt muligt.

Sådan tror jeg ikke det er. Almagt er evnen til at gøre alt muligt. Det vil sige, alt det der er muligt. Der findes ting som er logisk umulige, og de bliver ikke mulige bare fordi man sætter ordene ‘Gud kan’ foran dem. Stiller man fx spørgsmålet om Gud kan skabe en sten der er så stor at han ikke kan løfte den, er der mange som mener at have opstillet et dilemma som demonstrerer at Gud ikke er almægtig. Men det man faktisk har gjort, er at opstille to gensidigt udelukkende ting, og dermed har man bare demonstreret at man ikke kan håndtere almindelig logik. For gjorde Gud det, ville han overtræde det skabtes orden; han ville begå vold på den naturens orden som han selv står bag. Og naturens orden er, sammen med menneskets frie vilje, de to faktorer i livet der rummer størst mulighed for sorg, smerte, uretfærdighed, lidelse og endda død. Det er faktisk helt sikkert at det ender med død. Men fjerner man den mulighed for lidelse der ligger i naturens orden og menneskets frie vilje, har man fjernet livet selv.

Sorg, smerte, uretfærdighed og lidelse er – om vi kan li’ tanken eller ej – dele af livet. Det er ikke noget Gud læsser på vore skuldre for at prøve os, og han læner sig ikke tilbage og trækker på skuldrene når talsmanden banker på og taler på de ramtes vegne.

De fleste kommer igennem smerten og sorgen og lidelsen. Som forandrede mennesker, og nogle endda som bedre mennesker, men ikke som mennesker der er forladt af Gud. Gud er det sted hvor man altid kan gå hen med smerten og sorgen og lidelsen. Man kan bede, skælde ud, græde ud, blive lyttet til. Og det er ikke sikkert man får det man beder om. Men det betyder ikke at ens bøn ikke bliver hørt. Nogle gange er svaret bare et andet end det man har lyst til at høre.

Derfor havde Jesus ret da han lovede disciplene Ånden; talsmanden. Forbindelsen til Gud. Selv når vi føler os åndsforladte, er det Ånden som taler om Guds storværker på alle sprog, og Ånden der sæter os i stand til at tale til Gud i bøn, vrede, desperation eller håb.

Skal jeg vende tilbage til epistelteksten, er det netop det den udtrykker for mig. Der tales om Guds storværker på alle sprog, og Ånden sætter os i stand til at høre det. At se det. At mærke håbet til den Gud der står bag storværkerne når vi hører hans ord. Vi synger om det i den sidste salme når vi synger om den livskraft som skaberværket er fuldt af, og vi sang om det i dåbssalmen før. Om at vi hver eneste dag står over for et liv som kan se ud som om det er svært at magte, og nogle gange er det virkelig svært at magte. Derfor beder vi hver eneste søndag om Åndsnærvær; om at Talsmanden vil hjælpe os med at bevare forbindelsen til Gud og til det håb som troen giver os. Måske beder vi så meget mere i dag fordi vi ikke bare byder to børn velkomne i de troendes fællesskab. Vi beder i dåben også Gud og hans Ånd om at være med disse to børn; om at de aldrig må føle sig åndsforladte i den rejse gennem livet som de for ikke så længe siden er begyndt på. Vi beder også om at Gud og hans Ånd må være med forældrene som formentlig kan nikke bekræftende til salmens ord om at stå fyldt af bæven foran ukendt fremtid.

Det er pinsens Ånd; dens budskab, at vi tør tro på det og at vi på samme måde som disciplene den dag i Jerusalem vil være i stand til at holde fast i at der er en talsmand; en der taler for os, med os, og at vi alle dage, gode såvel som onde, kan vende os mod Gud i tillid, bøn og tro.
Amen

Konfirmation d. 1. maj 2016

maj 19, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Kære konfirmander

Først og fremmest tillykke. I dag er den sidste dag i lang tid hvor I skal tilbringe tid i mit selskab, og alene det er nok værd at sige tillykke med. Men det er også en stor dag af en anden grund; det er nemlig den dag hvor I har valgt at bekræfte jeres dåb. For et par af jer er dåben ganske vist så ny at I endnu ikke har haft tid til at fortryde, men det tror jeg heller ikke I får grund til. I har også valgt at dagen i dag er en dag hvor I skal holde fest og være sammen med familie og venner. Og så har I – mere eller mindre frivilligt – valgt at sætte jer i en position hvor I kommer til at høre en masse mennesker fortælle jer en masse ting. Der vil sandsynligvis blive både sunget og holdt taler, og det hele vil handle om jer. Og det bli’r pinligt.

Lieber Konfirmanden
Zunächst herzliche Glückwünsche. Heute ist der letzte Tag für lange Zeit, wo Ihr Zeit mit mir verbringen müsst, und allein deswegen ist wohl ein Glückwunsch fällig. Aber es ist auch aus einem anderen Grund ein großer Tag; denn es ist der Tag, wenn ihr euer Taufe bestätigen werdet. Einige von euch seid in der Tat so neulich getauft, dass ihr noch nicht Zeit, ihre Taufe zu bedauern gehabt habt, aber ich glaube auch nicht, dass ihr Grund zu bedauern haben werdet. Ihr habt auch beschlossen, dass heute ein Tag zu feiern ist; ein Tag mit Familie und Freunden zusammen zu sein. Und ihr habt – mehr oder weniger freiwillig – gewählt, euch selbst in die Lage zu versetzen, wo eine menge Menschen euch eine Menge Dinge erzählen werden. Es wird wahrscheinlich sowohl Gesang wie Reden geben, und alles wird sich um euch drehen. Und es wird peinlich.

En af de ting der typisk sker ved konfirmationer, er at en onkel eller en tante rejser sig og fortæller jer en hel masse ting det kan være rart at vide. Set fra onklens eller tantens synspunkt. For jer kan det naturligvis virke helt ligegyldigt, men det hører altså med. Og vi kan lige så godt komme i gang med talerne og alt det pinlige, så nu vil jeg holde præcis sådan en tale og fortælle jer nogle ting af den slags som jeg synes det kunne være rart at vide. Eller rettere, sådan noget som jeg gerne selv ville have vidst. Så jeg forestiller mig at jeg er gæst ved min egen konfirmation en forårsdag for mere end 40 år siden, og så vil jeg holde en tale for konfirmanden – mig selv – med alle de ting som jeg nu ville ønske at nogen dengang havde sagt. Det er nogle råd – gode eller dårlige – og det er ikke sikkert at I overhovedet kan bruge dem til noget, men som sagt er de måske heller ikke til jer, men til mig selv.

Eines der Dinge, die in der Regel bei Konfirmationen Statt findet, ist, dass ein Onkel oder eine Tante sich erhebt und eine ganze Menge Dinge erzählt, die es schön zu wissen werde können. Gesehen von dem Blickwinkel des Onkels oder der Tante. Für euch kann es natürlich völlig irrelevant klingen, aber es gehört ganz einfach dazu. Und wir können ja ebensogut mit die Reden und alles das, was peinlich ist, anfangen, so jetzt will ich genau eine solche Rede halten und euch einige Dinge die Art erzählen, die es meiner Meinung nach, schön zu wissen wäre. Oder besser gesagt, etwas, das ich selbst gerne gewußt hätte. So ich stelle mir jetzt vor, dass ich als Gast auf meinem eigenen Konfirmation auf einem Frühlingstag vor mehr als 40 Jahren teil nehme, und dann werde ich eine Rede an dem Konfirmanden – mich – halten, mit all den Dingen, die ich jetzt wünsche, dass jemand damals gesagt hatte. Es ist ein paar Ratschläge – gute oder schlechte – und es ist nicht sicher, dass ihr überhaupt diese Ratschläge brauchen kann, aber wie gesagt, vielleicht sind sie auch nicht für euch, sondern für mich selbst.

Men hvis jeg skulle gi’ mig selv ét godt råd den dag til min konfirmation, ville det være:

Gør noget godt for andre mindst en gang om dagen. Mennesker som gør det, er lykkeligere, sundere, og lever længere. Det har videnskaben for længst dokumenteret. Resten af det jeg vil sige, har ikke noget med videnskab at gøre; det er bare ting som jeg ganske langsomt har opdaget undervejs gennem livet, og det vil jeg sige et par ord om.

Wenn ich mir selbst einen Rat an diesem Tag, auf meine eigene Konfirmation, geben sollte, wäre es:

Tu was Gutes für andere, mindestens einmal pro Tag. Menschen, die das tun, sind glücklicher, gesünder und leben länger. Dies hat die Wissenschaft längst dokumentiert. Der Rest von das, was ich jetzt sagen werde, hat nichts mit Wissenschaft zu tun; es ist nur einige Dinge, die ich auf meinem Weg durch das Leben entdeckt habe, und darüber werde ich ein paar Worte sagen.

Bed. Bed om det du vil have, enten fra andre mennesker eller fra Gud. Jo mere du sætter ord på hvad du gerne vil have, desto større er chancen for at du får det.

Sig tak. Også selvom det du får, ikke var præcis det du ønskede dig. Nogle gange får man ikke det man ønsker sig, men i stedet det man har brug for.

Lad være med at bekymre dig alt for meget. Eller vær bekymret hvis du vil, men bekymringer løser ingen problemer, og hvis du tager sorgerne på forskud, risikerer du at få dem to gange.

Bete. Bete um das, was du gerne erhalten würdest, entweder von anderen Menschen oder von Gott. Je mehr du sagst, was du wünscht, desto größer ist die Chance, es zu bekommen.

Sag danke. Auch wenn das, was du bekommst, nicht genau das war, was du wolltest. Manchmal bekommst du nicht, was du willst, sondern das, was du benötigst.

Kümmerst dich nicht zu viel. Oder kümmerst dich, wenn du willst, aber es löst keine Probleme, sich zu kümmern, und wenn du die Sorgen auf Vorschuss nimmst, riskierst du, sie zweimal zu bekommen.

Husk de gode ting folk siger til dig, og glem de grimme. Det er svært, og hvis det lykkes for dig, vil jeg egentlig gerne vide hvordan du gjorde det.

Brug din krop. Lad være med at spekulere over hvad andre tænker om den. Den er det mest fantastiske du nogensinde kommer til at eje, og den bliver kun bedre af at blive brugt.

Tag chancer. Det man mest fortryder når man bliver ældre, er det man ikke fik gjort.

Oplev verden hvis du kan. Den er et fantastisk sted, og jo mere du ved om den, desto bedre vil du klare dig i den.

Erinnere die guten Dinge, die andere zu dir sagen, und vergiss die schlechte. Es ist schwer, und wenn du Erfolg damit hast, würde ich eigentlich gerne wissen, wie du es schafftest.

Verwende dein Körper. Mach dir keine Sorgen über das, was andere über ihn denken. Er ist das tollste Instrument, dass du jemals besitzen wirst, und er wird mit Verwendung immer nur besser.

Nimm die Chancen. Was du am meisten bedauern wirst, wenn du älter wirst, ist das, was du nicht getan habe.

Entdecke die Welt, wenn du kannst. Es ist ein großartiger Ort, und je mehr du über die Welt weißt, desto besser wirst du dich darin zurechtkommen.

Accepter at der er ting som ikke forandrer sig. Priserne bliver ved med at stige. Regnen bliver ved med at falde. Politikere bliver ved med at snyde. Og husk at når du bliver ældre, vil du hævde at da du var ung, var priserne rimelige, vejret var godt, og politikere var ærlige.

Akzeptiere, dass es Dinge gibt, die sich nie ändern. Die Preise werden steigen. Der regen wird fallen. Die Politiker werden betrügen. Und erinnere dich daran, dass wenn du älter wirst, wirst du behaupten, dass wenn du jung warst, waren die Preise angemessen, das Wetter gut und die Politiker ehrlich.

Tænk. Der er ingen der siger at det du tager for givet i dag, er sandt i morgen, så undersøg. Dan dig en mening. Og vær parat til at blive overrasket. Eller provokeret.

Tro. I en verden af viden behøver man ikke vide alt. Og troen er et frirum hvor du kan være sammen med andre eller alene med Gud.

Tvivl. Tvivl under alle omstændigheder på din viden, for hvis du ikke tvivler, ved du ikke nok. Tvivl også gerne på din tro. Gud forlader dig ikke selvom du vender ham ryggen

Denke. Niemand kann dir versprechen, das alles, was du heute für selbstverständlich nimmt, morgen wahr ist, so untersuche alles. Und sei bereit, überrascht oder provoziert zu werden.

Glaube. In einer Welt von Wissen braucht man nicht alles zu wissen. Und der Glaube bietet einen Raum an, in dem du mit anderen zusammen oder allein mit Gott sein kannst.

Zweifle. Zweifle in jedem Fall an dein Wissen, denn wenn du nie zweifelst, weißt du nicht genug. Zweifle auch gerne an deinen Glauben. Gott wird dich nicht einmal verlassen, auch nicht wenn du ihm den Rücken zudreht.

Elsk. Vov at elske et andet menneske. Og vov den smerte som er en del af kærligheden. Kærlighedens pris er at den en gang imellem kommer til at gøre så ondt at det føles som om verden falder sammen. Men den er altid – altid – umagen værd.

Lær noget. Og bliv ved med at lære. Få en uddannelse så du ved hvad du har med at gøre. Og vælg noget du brænder for. Du skal arbejde i mange år, så hvorfor ikke vælge noget du vil glæde dig til at stå op til om morgenen?

Lær at klare dig selv. En dag sparker dine forældre dig ud, og forhåbentlig har de klædt dig så godt på at det nok skal gå. Men på et tidspunkt er det dit eget ansvar at støvsuge, skrælle kartofler og betale regninger.

Liebe. Wage einen anderen Menschen zu lieben. Und wage die Schmerzen, die ein Teil der Liebe ist. Das Preis der Liebe ist, dass es manchmal so weh tut, dass es sich anfühlt, als ob die Welt zusammenbricht. Aber Liebe lohnt sich. Immer.

Lerne. Und mit dem Lernen fortsetzen. Bekomme eine Ausbildung, so dass du weißt, womit du zu tun hast. Und wähle etwas, das du mit Leidenschaft tust. Du musst wahrscheinlich viele Jahren arbeiten, also warum nicht eine Arbeit wählen, die dir jeden Morgen wenn du aufsteht, freuen wird?

Lerne zurechtzukommen. Eines Tages werden deine Eltern dir vor die Tür werfen, und hoffentlich haben sie dich so gut angezogen, dass alles dennoch gut geht. Aber irgendwann liegt es in deiner eigene Verantwortung, Staub zu saugen, Kartoffeln zu schälen und Rechnungen zu bezahlen.

Hold kontakt til familie og venner. Du ved aldrig hvornår de ikke er her mere, og jo ældre du bliver, desto vigtigere er det at have nogen at dele historie med.

Få en omgangskreds. Venner kommer og går; kun nogle få bliver hængende, så sørg for at lære nye mennesker at kende.

Bliv gift hvis du finder den helt rigtige. Lad være hvis ikke. Der er nogle ting man ikke kan gøre halvt.

Bleibe in Kontakt mit Familie und Freunden. Du kannst nie wissen, wenn sie nicht mehr da sind, und je älter du wirst, desto wichtiger ist es, jemanden zu haben mit der du Geschichte teilen.

Finde einen Umgangskreis. Freunde kommen und gehen; nur wenige davon bleiben, so sei sicher, neue Menschen kennen zu lernen.

Heirate, wenn du den richtigen finden. Wenn nicht, unterlasse. Es gibt einige Dinge, die du nicht halb tun kannst.

Vær nysgerrig. Nysgerrighed er menneskets stærkeste drivkraft, og den har medført flyvemaskiner, hjul, mennesker på månen, hjertemedicin, computere, bøger …

Læs bøger. Al verdens viden findes i bøger. Hvis du ikke finder en bog du kan li’, så skriv en selv.

Respekter ældre mennesker. Med lidt held bliver du selv gammel en dag, og de mennesker der er tættest på dig, vil være dem som du har haft mulighed for at være et godt eksempel for.

Lad være med at spilde tiden på misundelse. Nogle gange er du foran, og andre gange er andre foran dig. Men livet er ikke en konkurrence. Du skal kun overgå dig selv en gang imellem.

Sei neugierig. Neugier ist die stärkste Antriebskraft des Menschen, und sie hat Flugzeuge, Räder, Menschen auf dem Mond, Gehirnchirurgie, Computer, Bücher zur Folge gehabt.

Bücher lesen. Alles Wissen der Welt kommt in Bücher vor. Wenn du nicht ein Buch, das du magst, findest, schreib ein.

Respektiere älteren Menschen. Mit ein wenig Glück wirst sogar auch du eines Tages alt, und die Menschen in deine Nähe werden diejenigen sein, für denen du die Chance gehabt haben, ein gutes Beispiel zu sein.

Verliere keine Zeit auf Eifersucht. Manchmal bist du voran, und manchmal sind andere vor dir. Aber das Leben ist kein Wettbewerb. Du musst nur von Zeit zu Zeit dich selbst übertreffen.

Gå i kirke. I det mindste en gang imellem. Kirken er et af de få steder i verden hvor der ikke stilles krav til dig. Og om du kommer for at være sammen med andre, alene, tænke, høre musik, glædes, sørge, bede eller sidde stille i et hjørne, er kirken også et af de få steder hvor der er plads til det hele.

Pas på hvis gode råd du tager imod. Gode råd er bare andre menneskers fejl som er pudset af, pakket pænt ind og omdøbt til erfaringer, og de bliver tit solgt for mere end de egentlig er værd.

Men husk at gøre noget godt for andre mindst en gang om dagen.

Geh in die Kirche. Zumindest gelegentlich. Die Kirche ist einer der wenigen Orte auf der Welt, wo es auf dich keine Anspruch gibt. Und ob du in die Kirche kommst um mit anderen oder allein zu sein, um zu Denken, um Musik zu hören, um dich zu freuen, um zu trauern, um zu beten oder um still in einer Ecke zu sitzen, ist die Kirche auch einer der wenigen Orte, wo es Raum für all das gibt.

Sei vorsichtig, wessen Ratschläge du akzeptierst. Guter Ratschläge sind nur die Fehler anderer Leute, die saubergemacht, verputzt und in Erfahrung umbenannt sind, und sie sind oft für mehr verkauft, als sie wirklich wert sind.

Aber denk daran, etwas Gutes für andere, mindestens einmal pro Tag zu tun.

Jeg vil ønske jer tillykke med jeres konfirmation og ønsker at Guds velsignelse må være med jer altid.

Herzliche Glückwünsche zu euer Konfirmation. Ich wünsche, dass der Segen Gottes immer bei euch sein wird.

Amen.

2. søndag i Fasten

feb 23, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«.

Mark 9,14-29


 

For få år siden udkom der en bog som var skrevet af en præst i Thy i Danmark. Den bar titlen ‘Befri fanger’, og den er kort fortalt en manual i uddrivelse af onde ånder. Jeg ved godt nogen mener at den slags er noget vrøvl, men der er andre der tager det meget alvorligt, og første oplag blev hurtigt udsolgt. Faktisk skal I skynde jer hvis I skal nå at have et eksemplar af andet oplag. Jeg faldt over bogen da jeg skulle forberede denne prædiken. Den er en meget grundig gennemgang af hvad der leder til at man bliver besat af onde ånder, og den indeholder detaljerede vejledninger til hvordan man driver ånder og dæmoner ud. Bogen er det mest brugte redskab på det som kom til at hedde Befrielsestjenesten Befri Fanger; et sted hvor man efter bogens og præstens principper udfører mellem 5 og 10 dæmonuddrivelser eller befrielser pr. måned.
Inden man kan blive befriet, skal man svare på et spørgeskema; det strækker sig over syv sider og kommer omkring de fleste sider af ens mentale og fysiske liv, og da jeg gennemgik spørgsmålene, kunne jeg ret hurtigt se at mange af mine krydser stod på uheldige steder. Har du nogensinde ført uhøvisk tale? Har du levet i andre lande? Lytter du til rockmusik? Dagdrømmer du? Hvis svaret på disse spørgsmål var ja, som de var i mit tilfælde, var der meget stor risiko for at man var blevet besat af en ond ånd. Hævdede altså præsten fra Thy.
En del aviser skrev efterfølgende om både bogen, forfatteren og befrielsestjenesten. Nogle gav bogen og dens forfatter en hård medfart, men manden bag det hele hævdede med udgangspunkt i Bibelen at troen på onde ånder og dæmoner umuligt kunne være forkert; Jesus uddriver dem jo selv. Og det har han ret i. Det er faktisk det som det handler om i dag; Jesus uddriver en ånd eller en dæmon som har besat en dreng, gjort ham stum og gentagne gange kastet ham til jorden eller forsøgt at skade ham. Der er ingen tvivl – hverken hos drengens far, disciplene eller Jesus – om at drengen er besat. Det er faktisk et ret dagligdags fænomen, lyder det til; i hvert fald et fænomen som man kender og kan forholde sig til. Drengen er besat, og det eneste der hjælper, er at uddrive den onde ånd, så faderen spørger Jesu disciple om de kan hjælpe og drive ånden ud. Desværre fortæller teksten ikke hvordan disciplene har prøvet at drive den onde ånd ud, men det var ikke unormalt på den tid at man prøvede med håndspålæggelse og besværgelser, og hvis det ikke hjalp, kunne man forsøge med tungetale som de fleste ånder angiveligt skulle være i stand til at forstå. Virkede det heller ikke, kunne man hælde koldt vand på den besatte, man kunne salve den besatte med velduftende olie, man kunne råbe højt for at skræmme dæmonen, eller som en sidste udvej kunne man prøve at piske den syge med et bundt tynde grene. Jeg ved ikke om disciplene eller den syge drengs far har prøvet nogle af disse ting, men uanset hvad er resultatet at drengen bliver ved med at være besat.
Det er ellers helt tydeligt at disciplene faktisk havde fået magt over de onde ånder. I begyndelsen af Markusevangeliet står der ‘Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.’ Også andre steder hos Markus hører vi at de faktisk ofte har held til at drive onde ånder ud, men her går det altså galt. Det afstedkommer en noget spydig kommentar fra Jesus; han siger ‘Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?’ Ordene er tydeligvis rettet til disciplene, men den syge drengs far føler sig truffet, tror jeg, for han bruger samme ord, ordet ‘vantro’ om sig selv. Det er som om han tror at hans vantro er årsag til sønnens sygdom, og det er der ikke noget mærkeligt i. Det var helt normal tænkning blandt jøderne på Jesu tid at tro at hvis man syndede, blev man ramt af Guds straf. Den kunne komme i form af ulykker, uheld, misvækst på marken, sygdom … Guds vrede kunne antage mange former, og måske tænker faderen at hans vantro er årsagen til at Gud har valgt at straffe hans søn og lade en ond ånd besætte ham. Det var – sjovt nok – præcis samme tanke der ligger bag det spørgeskema som præsten fra Thy udsatte sine patienter for. Han forsøgte at undersøge deres baggrund; at kortlægge deres synderegister – det udtryk brugte han faktisk i materialet til dem der skulle uddrive dæmoner – for at de syge kunne bekende deres synder imod Gud og få Guds tilgivelse. Synden medførte straf, mente altså både jøderne og præsten fra Thy.
Det tror jeg ikke Jesus mente. Man kan også sige at hvis Gud var en vred og straffende Gud, ville det ikke give mening at han sendte sin søn til menneskene, for Jesu budskab var det stik modsatte. Det handlede ikke om synd; heller ikke om at lade ypperstepræster frembære ofre som Paulus skriver det, og heller ikke om at børn bliver syge fordi der er noget i vejen med deres forældres tro. Hvis det hang sådan sammen,ville Jesu forkyndelse ikke give mening, for hans eneste krav var omvendelse og tro. Omvend dig og tro. Længere er den ikke. Gud kræver ikke ofre, men tro. Og et af troens udtryk er det som Jesus taler om her; nemlig bøn. Det eneste der hjælper, er bøn, siger han efter at have helbredt drengen. Drengens far erkendte at hans tro ikke var stærk; at den måske en gang imellem oven i købet mere var vantro end tro, men troen var i det mindste stærk nok til at han bad disciplene og Jesus om hjælp. Han troede, og han bad. Og Jesus ser på troen i stedet for på eventuelle tidligere synder; han hører bønnen, han stiller kun et enkelt spørgsmål i stedet for et 7-siders spørgeskema, og derefter driver han ånden ud.
Måske har disciplene fejlet fordi de har stolet mere på deres egne evner som dæmonuddrivere end på Gud. De har måske benyttet de traditionelle midler, olie, råb, pisk, men Jesus gør det klart når han siger at bøn er det eneste der hjælper, at den magt der uddriver dæmoner, er Guds magt, og ikke menneskers ord eller gerninger.
Når Jesus taler om de onde ånder og siger at den slags kun kan drives ud ved bøn, siger han også at bønnen er et af troens konkrete udtryk. Bønnen er der hvor mennesket til enhver tid har lov til – eller endda ret til – at stå frem for Gud og fremføre hvad man har på hjerte; om det er for at slippe fri af det ondes magt, om det er for at få hjælp og nærvær i medgang og modgang, eller om det er for at få tilgivelse for at have lyttet til rockmusik … Man kan bede om hvad som helst. Det er ikke sikkert man får det man beder om, men det er ikke et tegn på at bønnen ikke bliver hørt. Det er heller ikke et tegn på at man er vantro eller at man synder eller at man beder på den forkerte måde. Faderen i dagens fortælling fik sin bøn opfyldt selvom han erkendte at hans tro havde mere end et gran af vantro i sig, så det handler ikke om troens mængde eller styrke hvis ens bøn ikke giver det ønskede resultat. Det handler bare om at svaret på ens bøn nogle gange er … nej. Og sådan er det desværre.
Skal vi for et kort øjeblik vende tilbage til præsten fra Thy, tror jeg han har ret i at der er fænomener – selv i vores tid – som kan tolkes som tegn på onde ånders magt. Der er mennesker der er uforklarligt syge, som gør ting som objektivt betragtet ikke er normale, som falder om med fråde om munden og mister talens brug. Men mennesker der rammes af den slags ting, rammes ikke fordi de er syndere eller fordi deres tro er svag, forkert eller ikke-eksisterende. De rammes heller ikke fordi de har ført uhøvisk tale, lyttet til rockmusik eller fordi de af og til dagdrømmer. De rammes bare. Og præstens forsøg på at gøre det til djævelens værk er nok mere et udtryk for de dæmoner han selv kæmper imod, end et udtryk for at Gud straffer dem, som efter præstens mening har syndet.
Det tror jeg ikke Gud gør, for hvis Gud er så lunefuld at han først straffer syndere og derefter tillader at de slipper for straf fordi dem med den stærke eller den rigtige tro, beder om nåde, er han jo i virkeligheden en uretfærdig, ukærlig og vilkårlig Gud. Det passer ikke med det billede af Gud som Jesus forkyndte. Den Gud som gennem Jesus kun stillede et eneste krav: Omvend jer og tro.
Troen er vejen, ikke kun imod det gode, men også væk fra det som besætter, som plager, som udvirker ondt. Væk fra det som præsten fra Thy ville kalde onde ånders magt, og det som vi andre for det meste ville betegne hverdagens små og store fejl og fristelser. Troen betyder at der altid er et sted at gå hen; en at rette sine bønner til, og det at man kan møde Gud i tro og bøn, betyder at man ikke er alene med det som bønnen handler om. Der er en der lytter, en at bede om hjælp, en at sige tak til; en der viser vej gennem ondt og godt, lys og mørke, tro og vantro.

Amen

1. søndag i Fasten

feb 23, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« 

Luk 22,24-32


Når man møder nye mennesker, fx til et selskab, er det første der spørges om som regel ‘Nå, hvad hedder du?’. Det næste spørgsmål lyder som regel ‘Og hvad laver du så?’ Hvis ens samtalepartner er hjernekirurg eller succesfuld forfatter, går der sandsynligvis ikke længe før man begynder at overveje om man nu har valgt rigtigt hvis man selv er postbud, cykelsmed eller … præst. Eller omvendt. Hvis ens samtalepartner er kloakarbejder, vil man sikkert glæde sig over at kunne tilbringe sin arbejdsdag bag et skrivebord. Man vil næsten altid sammenligne. Og det er sådan set helt ok; det kan jo være interessant at få lejlighed til at tænke over sin situation og se om man er tilfreds med tingenes tilstand.
Der hvor det nogle gange går galt, er når man kigger på andre og begynder at vurdere eller bedømme om det som andre gør, er bedre eller ringere end det man selv gør. Ham, hjernekirurgen, skal i hvert fald ikke tro han er noget bare fordi han har studeret i 16 år, taler latin og tjener 1½ mio Euro om året. Det jeg laver, er da langt bedre. Og vigtigere.
Vi lægger nogle gange meget stor vægt på den status der er i et arbejde, og stor vægt på det hierarki som vi mener det medfører. Og det er egentlig en forkert måde at betragte tingene på. Det skal jeg nok komme ind på i slutningen af prædikenen. Nu er vi ved begyndelsen, og i begyndelsen hørte vi teksten om Abel og Kain og hvad de lavede. Abel var fårehyrde og Kain var agerdyrker. Abel har sikkert været god til sit arbejde med dyrene, og Kain var nok også god til sit arbejde med markerne. I hvert fald får de begge udbytte af arbejdet, og det udbytte vil de dele med Gud som det var skik og brug.
Derfor bringer de hver et offer til Gud. Kain ofrede af jordens afgrøde, og Abel ofrede fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Ingen af dem gør noget bedre eller er ofrer noget bedre end den anden. Og alligevel var der forskel. Gud tog nemlig imod Abels offergave, men Kains tog han ikke imod. I søndagsskolen så vi smukke tegninger af de to brødre som brændte deres ofre på et alter, og røgen fra Abels bål steg op til himlen, mens røgen fra Kains drev langs jorden. Det var et smukt billede, men teksten siger ikke noget om røg. Vi hører bare at Gud tager imod Abels offer, men ikke imod Kains. Og Kain blev meget vred og gik med sænket hoved.
Det er nok en fornemmelse mange af os kan genkende. Når andre får anerkendelse, og vi ikke gør. Man bliver vred, misundelig, ked af det … Det er uretfærdigt, for det som den anden har gjort, kan i hvert fald ikke være bedre end det man selv har gjort. Og det tager ikke ret lang tid før man har vurderet og bedømt situationen, og resultatet er tit at det er den anden – og ikke en selv – der har gjort noget forkert og nu uretmæssigt er blevet belønnet. Heldigvis er det de færreste af os der går til yderligheder som Kain gjorde det for at rette op på uretfærdigheden. Men vi træffer et valg, vi bedømmer det der sket, og vi afsiger en dom. Det at vi kan afsige en dom, er et udtryk for magt. Vi har ikke bare magten over vores eget liv, men – som vi ser det med Kain – også magten over andres liv. På både godt og ondt.
Kain kan ikke administrere den magt. Han sammenligner sit og broderens offer, bedømmer – og dømmer. Han misbruger sin magt og bestemmer sig for at slå sin bror ihjel. Det er jo broderen der står i vejen for Guds gunst og belønning, så naturligvis skal han ryddes af vejen.
Det er et af problemerne med magt. Den kan få det bedste frem i os. Og det værste, afhængig af vores bedømmelser og domme. Vi ser det i større eller mindre målestok; ikke mindst i politik. Politikere sammenligner sig selv med andre på alle områder. Hvem vil det bedste for miljøet, beskæftigelsen, de ældre, skolebørnene ? Og de er alle sikre på at det er dem selv. Kommer de til magten, skal teorierne naturligvis stå deres prøve, og nogle gange går det godt. Andre gange ikke. En gang imellem er der lovgivere der af den ene eller den anden grund falder ved siden af loven. En påkører en betonklods på motorvejen i spirituspåvirket tilstand, en anden har rod i sine bilag en tredje kommer i konflikt med skattevæsenet fordi de har bedømt en situation forkert.
Andre igen – i lande med en helt anden politisk kultur – bedømmer forkert i endnu større målestok. Der er masser af eksempler som Lenin, Pol-Pot, Kim Jong-Il, Fidel Castro eller Nikolaj Ceaucesco. Som udgangspunkt har de nok været sikre på at det de gjorde, var i en god sags tjeneste, og de gjorde det de gjorde fordi de var overbeviste om at det var det bedste for den større sag. Men på et tidspunkt har de mistet retningen. I stedet for at se på hvordan det de gør, kan gavne andre, ser de på hvordan det de gør, kan gavne dem selv. Også Judas er sikkert begyndt som en god dreng; en loyal og trofast discipel, men på et tidspunkt er det gået galt. Så har han tænkt noget i retning af ‘Ham der Jesus har da fået helt galt fat i det han siger og gør. Det er vist bedst hvis jeg gør noget for at rette op på det.’ Han har bedømt – og dermed dømt – det som Jesus sagde og gjorde og sikkert tænkt at det ville være godt lige at få bragt orden i tingene.
Man sammenligner, bedømmer – og så dømmer man.
Kong Salomon var kendt som en klog og retfærdig dommer; så meget at en rigtig og retfærdig dom i et svært dilemma ofte beskrives som ‘Salomonisk’. I en sag mellem en kvinde og en amme om hvem der var barnets retmæssige mor, tilbyder han at dele barnet i to lige store dele ved hjælp af sit sværd, så begge kvinder kan få en ligelig del af det omstridte barn. Den ene kvinde siger ja. Den anden nej.
Kong Salomon gennemskuer hvad der skal til ved at bringe de to kvinder i en situation hvor de er tvunget til at sætte sig ud over deres egne ønsker og se på hvad der gavner barnet. Det gør den ene kvinde; hun tilsidesætter sig selv og dømmer ikke, men vælger den løsning der er bedst for barnet, mens den anden sammenligner og siger ‘hvis jeg ikke kan få barnet, skal den anden heller ikke have det.’ Hun ser på hvad der er godt for hende selv eller i det mindste hvad der sikrer hende at hun ikke går glip af noget som andre får del i. Og så skidt med barnet.
Måske kendte Salomon historien om Kain og Abel og vidste hvad Gud havde sagt til Kain. Gud opfordrede Kain til at gøre det gode, for så kan han igen løfte hovedet. Men Kain lytter ikke til opfordringen, og han slår sin bror ihjel selvom Abel faktisk var uskyldig. Det der var sket, var jo en sag mellem Gud og Kain, og alligevel blev Abel slået ihjel. Kain sammenlignede, bedømte, og dømte. Og i stedet for at se indad og vende vreden mod sig selv, vendte han vreden imod Abel.
Kain ville gøre sig selv bedre end Abel. I dagens evangelietekst vil den ene discipel gøre sig selv bedre end den anden. Og jeg vil gøre mig selv bedre end min nabo. Men hver gang jeg tænker sådan, tiltager jeg mig magten til at dømme og bedømme andre i stedet for mig selv. Frem for at se indad, kigger jeg på andre og bedømmer dem ud fra min egen målestok. Og når jeg fremhæver mig selv, er det altid på bekostning af andre. Hvor er de svage, og hvor er jeg selv stærk? Og hvordan kan det vendes til min egen fordel? Jeg ser på enkeltsager og specifikke situationer i stedet for helheden.
Men der er altid sager der er større end mig selv. Ting der er vigtigere. Og det er det Jesus understreger i evangelieteksten. Vi skal tjene andre ved at gøre det gode; først og fremmest det der er godt for andre. Ikke det der gavner vores eget hvis det er på bekostning af andre. Vi kan vælge at gøre godt, og vi kan vælge at gøre ondt. Som Gud sagde til Kain ‘Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.’ Vi kan herske over synden; vi er altså ikke født med arvesynd eller trang til at gøre andre ondt. Det er et valg vi træffer når vi dømmer. Vi vælger om vi vil herske og dømme til vores egen fordel, eller om vi vil tjene i en sag der er større end vores egen.
Hjernekirurgen tjener. Han tjener måske 1½ mio. Euro om året, men han tjener også andre mennesker. Postbuddet, cykelsmeden og kloakarbejderen tjener også andre, hver på deres måde. Og vi har – på samme måde som Kain – magten over liv og død, også for andre. Vi kan misbruge magten. Hjernekirurgen kan nægte at operere dødssyge patienter hvis han ikke får lønforhøjelse, cykelsmeden kan sjuske med kundernes bremser, eller jeg kan nægte at give en tigger en skilling. Og det kan i yderste konsekvens koste andre livet så vi ikke er bedre end Kain. Vi kan også vælge at tjene med det vi kan, fordomsfrit og uden at dømme. Sætte os selv en smule til side og glæde os når det går andre godt. Så behøver vi ikke gå med sænket hoved, men kan gøre det gode og frit se op. Vi har selv valget – og magten.

Amen.

Alle Helgens Dag

nov 28, 2015   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Dette siger Gud Herren: Der høres ikke længere om vold i dit land, om undertrykkelse og ulykke inden for dine grænser; dine mure skal du kalde Frelse og dine porte Lovsang. Solen er ikke længere dit lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys, og din Gud er din herlighed. Din sol går ikke ned, og din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys, og dine sørgedage er forbi. Alle i dit folk er retfærdige, og evigt skal de eje landet – et skud, som Herren har plantet, hans hænders værk til hans ære. Den mindste bliver til tusind og den yngste til et mægtigt folk. Jeg er Herren, jeg vil fremskynde det, når tiden er inde.  Es 60,18-22


Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner og holde jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse på jorden eller over havet eller mod noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl. Den råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet: »Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.« Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer, af Judas stamme tolv tusind beseglede, af Rubens stamme tolv tusind, af Gads stamme tolv tusind, af Ashers stamme tolv tusind, af Naftalis stamme tolv tusind, af Manasses stamme tolv tusind, af Simeons stamme tolv tusind, af Levis stamme tolv tusind, af Issakars stamme tolv tusind, af Zebulons stamme tolv tusind, af Josefs stamme tolv tusind, af Benjamins stamme tolv tusind beseglede. Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: »Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.« Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde: Amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder.  Åb 7,1-17


Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matt 5,1-12


I dag er det Alle Helgens Dag. Frem til reformationen var det den dag hvor man mindedes alle den kristne kirkes martyrer og helgener; deraf navnet på dagen. Oprindelig havde hver af disse helgener deres egen særlige mærkedag, men efterhånden som der kom flere helgener end kalenderdage, begyndte man at holde samlede festdage for alle dem der ikke havde fået deres egen dag, og omkring år 800 – da man var nået op på 5.000 helgener – samlede man alle fejringerne på en enkelt dag, nemlig den 1. november. Hver helgen havde sin egen sag og fungerede så som mellemmænd mellem mennesker og Gud når man havde et ærinde der vedrørte en helgens specielle område.
En af mine favorithelgener er Sankt Antonius af Padua, som blev født i 1195 og levede det meste af sit liv som munk. I 1947 blev der indviet et kapel til hans ære ved franciskanerklosteret ‘Skt. Antonius’ i Maine, USA, og her blev hans knogler opbevaret. I 1988 måtte klosterets leder beklageligvis meddele at knoglerne var forsvundet, hvilket er ironisk fordi Sankt Antonius er skytshelgen for mennesker og ting der er blevet væk. Der er en slags poetisk færdighed i det, synes jeg.
Efter reformationen forsvandt helgendyrkelsen i den protestantiske kirke. En helgen var ikke længere mellemmand mellem mennesker og Gud, men snarere et fromt menneske som man så som et eksempel til efterfølgelse. Og nu er Allehelgensdag blevet en dag hvor vi mindes alle dem vi har kendt, som er døde. Det skyldes især at man fra middelalderen har fejret 2. november som alle sjæles dag, en dag hvor man gik i forbøn for alle de døde, så deres pinsler i skærsilden ville blive forkortet. Med reformationen forsvandt skærsilden, men traditionen med at mindes de døde fortsatte. Og sådan er det i dag. Allehelgensdag er en dag med plads til sorg, savn og tænksomhed, men forhåbentlig også en dag med plads til glæde og taknemlighed over alt det som disse mennesker har betydet for os. Og Allehelgensdag er en dag hvor vi tør håbe at vi kan finde trøst i sorgen. Det hører vi i hvert fald i Matthæusevangeliet. Her siger Jesus ikke kun at de som sørger, er salige, for de skal trøstes. Også dem som forfølges, dem som er ramt af uretfærdighed, og ovenikøbet dem som er fattige i ånden, er salige.
Men hvad vil det egentlig sige at være salig? Hvad er salighed for en størrelse? Ordet kan være svært at forstå, og måske derfor har man brugt en anden formulering i den bibeloversættelse der kaldes Den Nye Aftale. Her står nemlig ’I er heldige hvis I sørger, for I vil blive trøstet’. Det er måske ikke noget særlig godt svar, for jeg er ret sikker på at kun de færreste som sørger, føler sig heldige. Så hvem er de salige, og hvordan bliver man salig?
Det er der forskellige bud på. Jehovas vidner lægger fx stor vægt på teksten fra Johannes’ Åbenbaring som vi hørte før. Den tolker de sådan at kun de 144.000 beseglede er salige i Guds rige, mens alle de andre troende skal opstå på en ny og bedre jord med de salige og Jesus som hersker.
For en buddhist er salighed det samme som Nirvana. Efter mange genfødsler og mange liv bliver man ét med helheden, kosmos og med den højere åndelige bevidsthed; man er frelst og er ude af alle lidelser.
Mormoner tager saligheden meget alvorligt. For at blive salig skal man være døbt, og da det ifølge den mormonske opfattelse kun er den mormonske dåb der gælder, foretager mormoner gendåb af både levende og døde – de døde ved stedfortræder – for på den måde at sikre dem del i den evige salighed.
Der er altså mange der har gjort sig overvejelser over hvad saligheden er for en størrelse. Det har den danske salmedigte Brorson også; mange af hans salmer udtrykte et stort ønske om at slippe for trængslerne her på jord og derefter få lov at nyde saligheden i Guds rige. Digtsamlingen Svanesang udkom efter hans død og rummede 70 af Brorsons digte og salmer som stort set alle udtrykte en længsel efter døden, for døden var det der ultimativt ville bringe et menneske tættere på Gud og Jesus. En forudsætning for at blive salig var altså at man også var død.
Men er det sådan det er? Er livet en jammerdal hvor den eneste opmuntring er at man skal dø så man kan få sin belønning i himlen? Er der ikke held, glæde og trøst at hente på jorden? Hvis det er tilfældet, er der nok ikke mange der vil se det som en opmuntring.
Den opmuntring vi har brug for, finder vi til gengæld i dagens evangelium. Konteksten er Jesu bjergprædiken, og her fortæller han at selv om livet kan være svært, er der håb om salighed. Både for der er fattige i ånden og som ikke kan mærke Guds ånds nærvær, for dem der ikke kan mærke retfærdighed og for dem der sørger. Ordet salig betyder noget i retning af at befinde sig i en tilstand af stor lykke og glæde, og især nu hvor det er Allehelgen, kan man med god ret spørge hvad saligt der er ved at sørge over nogen man har mistet. Men det er ikke sorgen der gør os salige; det er følelsen bag sorgen. Sorgen er et udtryk for kærlighed; et udtryk for vores følelser for dem vi har mistet. Vi kan være lykkelige fordi vi kan elske. Salige fordi vi har nogen at elske. Fordi nogen elsker os. Og kærlighedens pris er desværre sorgen.
Jesus siger i Saligprisningerne at de der sørger – fx over nogen som vi mindes ved Allehelgen – skal trøstes. De der er de mest udsatte og truede, skal få mod til at leve på trods af at verden ikke er nem eller uden problemer. Og nok så vigtigt: Ordene handler ikke kun om Guds rige, men også om livet her på jorden. Der er altså, for nu at svare på spørgsmålet fra før, også et håb om saligheden allerede inden vi dør, for ordene handler om kærlighed både til Gud og til ens næste.
Den engelske digter John Donne (1572-1632) skrev i et digt at: ’Intet menneske er en ø, hel eller fuldstændig i sig selv; hvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele … Hvert menneskes død formindsker mig, for jeg er indesluttet i menneskeheden.’ Alle mennesker, inkl. os selv, er en del af andre, og når andre rammes af sorg, uretfærdighed eller forfølgelse, rammes vi også. Og når et andet menneske dør, dør også noget af os og efterlader savn og sorg.
Intet menneske er en ø. Det vil sige at vi har en del af ansvaret for andre – og for andres salighed – mens de er sammen med os. Vi har ikke kun ansvaret for at trøste dem der sørger, og hjælpe dem der er fattige i ånden. Vi skal også hjælpe dem der hungrer efter retfærdighed og vise barmhjertighed mod dem der trænger til det.
Det sidste er måske specielt aktuelt lige nu i en situation hvor humanitære kriser truer både i Syrien, flere steder i Mellemøsten og i Afrika. Det har blandt andet den konsekvens at mennesker må forlade alt hvad de ejer og alt hvad de kender for at søge mod ukendt mål og en ukendt fremtid. I Danmark er debatten om flygtninge præget af så hadsk retorik og så meget frygt at der nærmest har rejst sig en folkebevægelse imod det at hjælpe flygtningene. Der lyder stemmer i debatten som i ramme alvor hævder at vi, ved at tage imod flygtninge, er med til at berøve oprindelseslandene vigtige ressourcer. En debattør gik så vidt som til at sige at når vi inviterer flygtninge ind på den måde, forvandler vi faktisk kristen næstekærlighed til dæmonisk ondskab. Vi lokker ressourcestærke og veluddannede borgere fra Mellemøsten med velfærdsydelser, og forledt af udsigten til et liv i luksus på dansk overførselsindkomst forlader disse mennesker deres hjemland i stort tal for at søge til Nordeuropa. Mener i hvert fald nogle af deltagerne i den danske debat.
Det har ført til at mange flygtninge søger uden om Danmark. Muligvis fordi de har mødt fjendtlighed nok. Muligvis fordi de ved det ikke er her, de skal arve jorden. Muligvis fordi de ved det ikke er her, de finder retfærdighed. Andre lande, fx Tyskland og Sverige, møder flygtningene med en helt anden indstilling. Her har man indtil videre valgt at strække sig til det yderste for at tage imod så mange flygtninge som man kan overkomme og oven i købet se disse mennesker som en ressource i stedet for som et problem. For intet menneske er en ø. Og intet land er en ø. I overført betydning, i hvert fald. Verden er fuld af mennesker der forfølges, mennesker der ikke kan finde retfærdighed, mennesker der mister og sørger og savner, og dem kan vi ikke afskære os fra ved at spærre med farver og med pæle og lukke os om os selv. Gør vi det, gør vi os selv usaligt fattige i ånden. Vi er en del af resten af verden. Og med det følger et ansvar.
Vi skal ikke bare være mennesker. Vi skal være medmennesker. De som sørger, skal trøstes. De som hungrer og tørster efter retfærdighed, skal mættes. De som har brug for det, skal møde barmhjertighed. Ikke fordi vi skal gøre os selv til helgener, men fordi det er os, der har ansvaret. Det er en del af det at være menneske, og, som Jesus minder os om, er det også en del af det at tro på hans ord. For nogle af livet en jammerdal, men vi kan ikke forvente eller forlange at andre skal dø for at blive salige. Saligheden behøver ikke kun at være noget vi kan finde i det hinsidige.
Det kan lyde idealistisk. Og det er fint hvis det gør. Nogle vil måske mene at med Jesu ord fra Bjergprædikenen er det Guds ansvar at gøre os salige, og nogle gange har jeg også lyst til at spørge Gud hvorfor Han ikke bare gør det, men hver gang griber jeg mig selv i at lade være fordi jeg er bange for at han skal spørge hvad jeg har gjort. Så er svaret nemlig ’for lidt’. Det er langt fra hver dag at jeg husker at trøste de sørgende, mætte dem der hungrer eller hjælpe dem der forfølges. Jeg er ingen helgen; nogle dage er jeg knap nok medmenneske. Og Jesu ord i Bjergprædikenen minder mig om at Gud nok skal tage det overordnede ansvar. Ordene minder om at selvom vi er bange, sørgende, fattige i ånden, er der håb om bedre tider i Guds kommende rige som Jesus forkyndte. Men ordene minder mig også om at saligheden ikke kun er noget Gud lover os i det hinsidige. Gud deler ansvaret med os så saligheden også er noget vi skylder hinanden i dette liv; allerede her på jorden fordi intet menneske er en ø; vi er skabt med muligheden for at være her med og for hinanden. Med muligheden for at være medmennesker og dermed lade andre mennesker mærke et glimt af salighed fra tid til anden.
Amen.

6. søndag efter påske

maj 17, 2015   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Denne hellige lektie skriver profeten Joel: Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder jeg vil udgyde min ånd i de dage. Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning – som Herren har sagt – for de undslupne, som Herren kalder på. Joel 3,1-5

 Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus’ søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre. ApG 1,12-14

 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Joh 15,26-16,4


Det sker nogle gange når man er uenig med andre, at synspunkter bliver sat lidt på spidsen. Det er fx ikke usædvanligt nord for grænsen i øjeblikket, for det er valgår, og selvom valget ikke er udskrevet endnu, er valgkampen uofficielt i gang. Forleden hørte jeg to politikere diskutere velfærd i radioen, og det er jo et lidt luftigt begreb fordi der tilsyneladende ikke findes en entydig definition af hvad det er, og det førte da også til at begge politikere meget markant udtalte sig om hvad velfærd egentlig var for en længere størrelse. På et tidspunkt da den ene tydeligvis havde udbredt sig lidt for længe, afbrød den anden vredt ved at sige ‘Tal for dig selv!’ Man kunne næsten høre udråbstegnet, og et øjeblik blev der meget stille, især taget i betragtning at der altså var to politikere i studiet. Så sagde ham der blev afbrudt ‘Jamen, det gør jeg da også. Jeg er jo ikke nogens talsmand.’

Det var jo en interessant ordveksling, og det af flere grunde. For det første fordi det da var rart at høre en politiker argumentere for noget som vedkommende troede på og som han tydeligvis mente var relevant for andre også. Det skal vedkommende bestemt ikke irettesættes for, uanset om man er enig med ham eller ej. For det andet var udtalelsen interessant fordi den åbenlyst var forkert; en politiker er vel netop valgt til at være talsmand for andre på det politiske område. I hvert fald stemmer man jo oftest på personer som repræsenterer de synspunkter man er enig i. Og for nogle er det ikke bare rart, men ligefrem nødvendigt at have nogen der taler på ens vegne. Der er altid mennesker som ingen lytter til, stemmer der ikke bliver hørt, og personer som ikke på egen hånd kan fortælle hvad de brænder for. Mennesker der har brug for en talsmand.

Det handler dagens evangelietekst om. Selvom vi i kirkeårsmæssig henseende befinder os i tiden efter Jesu himmelfart, som jo blev fejret i torsdags, er vi i bibelsammenhæng i tiden før Jesu korsfæstelse; på et tidspunkt hvor han er i færd med at forberede sine disciple på at han skal dø og forlade dem. De tekster som er blevet læst op i dag og de foregående søndage kaldes med en fællesbetegnelse for Jesu afskedstaler, og det er dem hvor han bl.a. sender disciplene ud i verden for at forkynde hans ord, og dem hvor han som i dag fortæller dem at de ikke skal være alene selvom han ikke længere er hos dem. Han lover nemlig at sende dem talsmanden. Ordet talsmanden er en oversættelse af det græske ord Parakletos, og det er et ord der kan oversættes på mange måder. Det kan betyde en hjælper, eller en der trøster, eller en der taler på andres vegne, og det er den sidstnævnte betydning der er valgt i den danske oversættelse. Det er der gode grunde til. Jesus fortæller disciplene at de skal vidne om ham – det er i øvrigt herfra at Jehovas Vidner henter deres navn – de skal fortælle om hans forkyndelse og om de ting de har oplevet sammen med ham, og det bliver et stykke arbejde der vil være fuldt af trængsler og farer. Disciplene får at vide at de vil blive udelukket af synagogerne og måske endda slået ihjel på grund af forkyndelsen, og for ikke at stå alene i arbejdet, vil han sende dem talsmanden til hjælp. Jesu forudsigelse skulle i ubehagelig grad vise sig at komme til at holde stik. Alle disciple på nær en enkelt døde nemlig en utidig og ubehagelig død på grund af den forkyndelse som Jesus her pålægger dem.

Havde disciplene på forhånd vidst det, kunne de med en vis rimelighed have hævdet at talsmanden egentlig ikke hjalp dem ret meget, men så vidt man ved fra overleverede beretninger mødte de deres skæbne med stor ro og værdighed, så jeg tror ikke de har følt sig snydt eller forladt eller alene. Historien viser også at talsmanden i høj grad hjalp dem.

Men hvad var den her talsmand egentlig for en størrelse? Vi får en form for svar i pinseberetningen. Her er disciplene samlet i Jerusalem efter Jesu død. De mindes ham og spiser sammen, og pludselig kommer Helligånden over dem og viser sig som tunger af ild over hver enkelt af dem. Og straks begynder hver enkelt af dem at tale, hver på sit sprog, så alle der er i nærheden, lytter og forstår hvad der bliver sagt. Disciplene var simple folk, og de fleste af dem talte formentlig kun aramæisk eller hebraisk; de to sprog som Jesus også talte, men alligevel bliver det som de siger, forstået af dem der lytter. Som der står i Ap.G.: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Der er ingen tvivl om at disciplene pludselig fik den hjælp der skulle til for at blive hørt. Nogen talte på deres vegne. Sådan skulle det også gå senere hen. Ap.G. fortæller flere steder om at disciplene udretter undere; de helbreder syge og uddriver onde ånder, og det som er specielt ved beretningerne, er den selvfølgelighed som præger dem. På Jesu tid var man ikke uvant med undere og mirakler, og vi kan godt i vore moderne, oplyste og noget skeptiske tider sige at det bare er overtro eller tarvelige selskabstricks, men hvis vi skal være ærlige, kan vores afvisning sagtens bunde i at vi ikke har det specielt godt med at blive konfronteret med noget vi ikke forstår. Og mirakler forstår vi ikke. Det gjorde man dengang. Mirakler var ikke så usædvanlige, og fortællingerne om både Jesu og disciplenes mirakler vidner om at de blev tolket som tegn på Guds indgriben og Guds magt. Det sker også i disciplenes arbejde. Der er utallige fortællinger om hvad disciplene siger og gør, og de fleste beretninger rundes af med en opgørelse af hvor mange nye der kom til tro på grund af hvad de så og hørte. Det er altså helt tydeligt at disciplene har fået hjælp fra den talsmand som Jesus lovede dem. Helligånden var med dem.

I vores del af verden oversætter vi ordet Parakletos med Talsmanden. I nogle engelsktalende lande omtales han som Hjælperen, og i et par lande i Afrika hvor man taler Swahili, har man oversat ordet Parakletos til et ord der betyder ‘Den der falder ned ved siden af os.’ Jeg kender ikke så meget til Swahili, men jeg ved at det er et af de sprog hvor et enkelt ord kan have en meget lang betydning, og det er altså også tilfældet her. Og jeg synes det er en fantastisk oversættelse. ‘Den der falder ned ved siden af os’ er ikke bare en der taler på vores vegne, men en der er nærværende i alle livets store og små forhold. Vi kan også falde ned på mange måder. En af dem er når vi falder på knæ i bøn. Det gjorde Jesu bror Jakob ofte. Ham ved vi ikke specielt meget om, og uden for Bibelen er der kun to kilder til hans liv. Den ene er den jødiske historiker Josefus som levede i sidste halvdel af det 1. århundrede. Den anden er en anden historiker er den jødisk-kristne historiker Hegesippus, som skrev en biografi om Jesu familie og altså også om Jakob. Hegesippus beskrev Jakob som en from, retfærdig og rettroende mand der bad så meget at hans knæ blev hårde, ganske som en kamels. Og jeg ved ikke om det er nødvendigt med en talsmand når man beder til Gud, men det er da en rar tanke at der er nogen der knæler ned sammen med en, og at ens bøn bliver hørt selvom man ikke altid får det man beder om.

‘Den der falder ned ved siden af os’ kan også være den der hjælper os når vi falder. Den der er med os uanset hvor dybt vi falder, og nogle gange også den der hjælper os på benene igen. Eller med andre ord et billede på at uanset hvor vi er i livet og dets omstændigheder, er der nogen ved vores side. Sådan er Talsmanden også.

Nu hvor pinsen nærmer sig, er netop ordet Talsmanden en meget passende oversættelse fordi begivenhederne udvikler sig som de gør; talsmanden sætter disciplene i stand til at tale på alverdens sprog når de forkynder Jesu ord, men i hverdagen er en hvilken som helst af de andre oversættelser både brugbar og dækkende. Talsmanden er netop det helt konkrete udtryk for noget af det vigtigste i Jesu forkyndelse. Jesus forkyndte Guds ord og Guds rige, prædikede omvendelse, og til gengæld havde han en forventning om at vi som mennesker ikke bare rettede os efter hans ord, men også vidnede om ham som disciplene fik bud om i dagens tekst. Deres møde med Jesus blev det der vendte op og ned på deres liv, og da han forlod dem, sendte han dem Helligånden som en påmindelse til både dem og os om at han hans ord til evig tid gælder når han siger ‘… og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’

Konfirmation, 14.5. 2015

maj 17, 2015   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Salmisten skriver: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Gud er fredens Gud. Han førte Jesus, fårenes store hyrde, op til sig fra de døde. Og gennem Jesu blod bekræftede han sin evige aftale med os. Jeg ønsker at han vil sætte jer i stand til at gøre det der er godt, og som han vil have. Gid han gennem Kristus må få os til at opføre os sådan at han kan glæde sig over os. Lad os hylde ham i al evighed.

Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til Johannes, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning. Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden.« I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«


Kære konfirmander! Kære familier og menighed

Et af de store emner oppe i Danmark lige nu er valg. Det skyldes naturligvis at der ifølge grundloven skal udskrives valg til folketinget i år, og den siddende regering trækker den formentlig til det mest opportune tidspunkt, nemlig det hvor meningsmålingerne giver dem en chance for at vinde. Meningsmålingerne der fortæller om valget, gør det på to måder. For det første siger de naturligvis noget om hvem der har chancer for at vinde. For det andet siger de noget om de valg som den siddende regering tidligere har truffet. Det er jo vælgernes holdning netop til regeringens valg og beslutninger i de sidste 4 år, der nu skal afregnes for. Og sådan er det med valg. Både folketingsvalg og alle andre valg. Valg har konsekvenser.

Når man vælger mellem flere muligheder, får man noget. Man giver også afkald på noget; nemlig det som man vælger fra. Nogle gange er det ikke vigtigt. Skal man vælge chokoladeis eller jordbæris? Skal man tage til den ene eller den anden fest? Andre gange er valgene større. Skal man gå på dansk eller tysk skole? Skal man være kærester med ham den søde dreng fra parallelklassen? Skal man vælge en i­Phone eller en Android-telefon? Livet er fuldt af valg.

Hver gang livet stiller os over for et valg, er der to muligheder. Enten vælger man noget man bliver glad for, eller også vælger man noget man fortryder. Det gælder uanset om man skal vælge tøj, uddannelse, computer – eller den ene eller den anden slags is. Det mest ærgerlige er selvfølgelig at vælge den forkerte is.

Under alle omstændigheder vil der være valg som man kommer til at fortryde. Sådan er livet. En avis udskrev for nogle år siden en konkurrence om at skrive en tekst der handlede om at fortryde, og nu vil jeg læse et stykke af vinderens tekst. Den lyder sådan her:

Jeg fortryder, at jeg misbrugte min vens tillid ved at køre spritkørsel i den bil, jeg havde lånt af ham, mens han var på ferie. Jeg fortryder, at jeg tog en klassekammerat med i bilen. Jeg fortryder det, fordi min kammerat brækkede sit håndled og kvæstede sin fod, da bilen ramte først en container og derefter en anden bil. Jeg fortryder, at jeg snød til en eksamen. Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mere ud af min uddannelse. Jeg fortryder, at jeg som teenager ikke kiggede op og så hvor stor verden og mulighederne var rundt om mig. Jeg fortryder at jeg brugte min fysiske overlegenhed til at slå løs på mine mindre søskende. Jeg fortryder at jeg chikanerede og mobbede en lærer som på ingen måde havde fortjent det. Jeg ville også have fortrudt det, selvom han havde fortjent det. Jeg fortryder at jeg har ladet mig snyde i forretninger. Og dog. Måske er jeg glad for at jeg mødte mit medmenneske – selvom det var en der skulle tjene penge – med tillid i stedet for mistro. Jeg fortryder at jeg har råbt så meget ad mine børn. Jeg fortryder at jeg har råbt så meget ad mine børn. Jeg fortryder at jeg har råbt så meget ad mine børn. Jeg fortryder at jeg har råbt så meget ad mine børn. Jeg fortryder at jeg har brugt tid på at ærgre mig over ting i min barndom og ungdom, som jeg alligevel aldrig har haft indflydelse på. Jeg fortryder at jeg ikke bare har forholdt mig til hvad og hvem jeg var, men i stedet har brugt tid på at sige ‘Åh, hvis bare …’  Jeg fortryder.

Sådan skrev altså vinderen. Måske kan nogle af jer genkende nogle af tingene – Jeg ved at jeg kan.

Det hører med til menneskelivet at vi nogle gange fortryder de valg vi har truffet. Mens denne her konkurrence kørte, kunne man udfylde et spørgeskema på avisens hjemmeside og svare på hvad man havde fortrudt i sit liv. Det som de fleste fortrød, var at de ikke havde opført sig ordentligt overfor et andet menneske. Kun de færreste fortrød ting som var gået ud over dem selv. Men livet er fuldt af valg som man fortryder.

I dag har I truffet et valg. Jeres valg virker velovervejet på mig, og vi har også snakket om hvad det egentlig er, I har valgt. Og det hænger sammen med både den tekst jeg læste lige før og det fantastiske vindue som indviede i Lyksborg for et par uger siden; det som er afbildet på sangbladene. Det handler først og fremmest om dåb. Dåben er en gave; det er forældres gode ønsker for deres børn, og det er et tilbud om at være en del af et fællesskab. Og når man bliver gammel nok til selv at tage stilling, vælger man om man vil bekræfte sin dåb eller ej. Så det handler om dåb.

Teksten lige før handlede også om dåb, nemlig om Jesu dåb. Jesus blev døbt af Johannes Døberen, og da han var blevet døbt, kom Hellig­ånden over ham i skikkelse af en due, og han kunne begynde sit arbejde; sin forkyndelse. Dåben er noget som ikke bare handler om vand, og derfor kom motivet på det vindue som I lavede, til at handle om både dåbens vand, Helligånden, liv, vækst og blomstring som billeder på alt det der begyndte med Jesu dåb.

I står over for at skulle bekræfte jeres dåb og dermed også jeres tro. Konfirmationen handler nemlig også om tro; om at sige ja til den tro som man er døbt i, men for de fleste er det svært at tale om tro, og nogle gange er det også svært bare at tro. Vi lever jo i en verden hvor alt skal kunne måles, vejes, registreres, bevises, og i en verden fuld af viden kan det være svært at finde plads til troen. Men det er også i orden. Man kan ikke love at tro. Lover man det, kommer man til at fortryde, for med til tro hører også tvivl. Når det bliver svært at tro, tvivler man, og det er godt. Det er et godt valg at turde sætte spørgsmålstegn ved sin tro; at være nysgerrig på den, at undersøge den, at blive klogere på den. Man kommer aldrig til at fortryde at man bliver klogere på et eller andet.

Det er et stort valg at blive konfirmeret. Og hvis I er lige som de fleste andre konfirmander, kan der gå et stykke tid før I sætter jeres ben i kirken igen. Og det er ok. Det er selvfølgelig også ok hvis I er så nysgerrige at I af og til kigger ind for at se hvad der foregår og for at finde ud af mere om hvad sådan en tro kan bruges til. Det tror jeg ikke I kommer til at fortryde. Jeg håber at I heller ikke får grund til at fortryde at I valgte at blive konfirmeret, og jeg ønsker Guds velsignelse over jer og det kommende voksenliv og håber at I vil få mange og gode overraskelser, spændende valg, udfordringer, udvikling, vækst og blomstring. Og meget lidt grund til at fortryde. Amen.

3. søndag efter påske

apr 26, 2015   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig. For mig er dette som Noas dage: Som jeg dengang svor, at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen, sådan sværger jeg nu, at jeg ikke vil blive vred og true dig. For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed. Es 54,7-10

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da Peter og Johannes i templet havde helbredt en lam mand, hentede rådet dem ind og spurgte dem: »Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?« Fyldt af Helligånden svarede Peter dem: »Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.« ApG 4,7-12

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Joh 16,16-22
Salmer:

DDS 80/DDK 497 – Tak og ære være Gud
DDS 233/DDK 205 – Jesus lever …
DDS 540/DDK 96 – En liden stund
DDS 238/DDK 186 – Det er så sandt
DDS 474/DDK 401 – Jesus Krist, du gav mig livet
DDS 588/DDK 488 – Herre, gør mit liv til bøn


Forfatteren C.S. Lewis som skrev Narnia-bøgerne, var på mange måder en klassisk engelsk gentleman. Høflig, reserveret, uddannet på Oxford, i stand til at kontrollere sine følelser fordi det at vise følelser både var u-engelsk og i modstrid med hvordan gentlemen opfører sig. For ham var følelser noget man holdt en intellektuel distance til, og måske derfor var han i mange år ungkarl. Han var også i en årrække formand for det sokratiske selskab på Oxford-universitetet, og her handlede det om at diskutere de intellektuelle problemer der er forbundet med at være religiøst troende. Lewis havde i en periode været ateist fordi det med at tro forekom ham både svært og irrationelt, mest af alt på grund af det som han kaldte ‘Det ondes problem’, eller med andre ord, hvis Gud er god, hvorfor er der så al den ondskab i verden? Men i det sokratiske selskab hvor Lewis kunne forholde sig intellektuelt til det abstrakte og uhåndgribelige og filosofere over bl.a. det ondes problem, fandt han alligevel ganske langsomt han tilbage til den kristne tro. Det ændrede nu ikke nævneværdigt ved hans distance til sine følelser. På det område skete der først en markant ændring i 1954.

Her mødte Lewis en kvindelig amerikansk journalist ved navn Joy som var på besøg i England. Efter det første møde skrev de to sammen i et stykke tid, og efter nogen tid blev de gift. De blev borgerligt viet; ikke af kærlighed, som Lewis understregede, det havde ikke med følelser at gøre, men var et praktisk arrangement for at hun kunne få forlænget sin opholdstilladelse i England. Ganske kort tid senere fik Joy konstateret uhelbredelig knoglekræft. På trods af sin sygdom insisterede Joy på at gå ture, læse bøger og endda rejse sammen med Lewis, og han gjorde sig umage for at lægge låg på sin bekymring og bevare kontrollen over sine følelser, bekymringen og sorgen over at skulle miste hende. En dag på en vandretur ude for Cambridge stoppede de to op, og Joy kiggede Lewis i øjnene. Så sagde hun ‘Glæden i dag er morgendagens smerte. Du er nødt til at give slip.’ Det blev et vendepunkt, og fra da af prøvede Lewis at give slip på sit intellekt og tillade sig at være vred, ked af det, bange og usikker. Og glad. Netop på baggrund af alle de andre følelser fik han lov at mærke hvor stor glæden kunne være, selv når han vidste hvad der snart skulle ske. Det gik op for ham at Joy havde ret; sorgen er glædens pris. Al glæde og kærlighed ender ulykkeligt for mindst én af de involverede, alene af den grund at kærlighed og glæde hører op når nogen dør.

Og det er præcis det problem vi står med i dagens evangelietekst. Nogen skal dø. På det her tidspunkt i historien har Jesus og disciplene været sammen mindst et par år. De har travet Galilæa tyndt, disciplene har hørt Jesu forkyndelse, de har set ham udføre undere, helbrede syge og opvække de døde, og selvom de formentlig ikke helt har forstået hvad der egentlig foregik, har de accepteret at Jesus udrettede underfulde ting med en magt som andre ikke besad. Der var givetvis opstået et bånd imellem disciplene og Jesus som det naturligt sker når man oplever så store ting sammen, og på det tidspunkt hvor dagens fortælling finder sted, er de stadig sammen. Disciplene kunne ikke drømme om at forlade Jesus, og nu kommer han så og siger at han skal forlade dem. Jesus siger ikke noget om hvorfor eller hvordan han skal forlade dem, og på det her tidspunkt ved disciplene det heller ikke. Dagens tekst foregår nemlig før Jesu korsfæstelse selvom vi i kirkeåret er i tiden efter Jesu opstandelse, og måske har disciplene haft en forventning om at Jesus skulle blive hos dem indtil Guds rige blev til virkelighed. Men i stedet siger han at han skal forlade dem, og han fortæller om hvad det kommer til at betyde for disciplene. De skal blive kede af det, siger han: ‘Sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge …’

Sorg er en svær følelse, for den hænger sammen med tab. Det kan være tab af ejendom; fx at man ikke kan finde sin bilnøgle eller sin hat. Her er sorgen som regel til at overse. Sværere er det hvis man mister fx sin vielsesring, et kærestebrev fra ens elskede, eller værre endnu, hvis man på den ene eller den anden måde mister den elskede. Sorgen afhænger af de følelser man forbinde med det mistede, og derfor er det overskueligt at miste en bilnøgle. Man kan skaffe sig en ny. Men mister man en ægtefælle gennem mange år, eller bliver man forladt af sin allerbedste ven eller sit livs kærlighed, er det noget helt andet. Det er følelser man ikke kan gøre sig til herre over eller kontrollere. Og disciplene kan tydeligvis ikke forestille sig hvad de står over for, så Jesus fortæller dem hvad der skal ske; han fortæller dem at de skal give slip. De kommer til at skulle give slip på den hverdag og det liv de nu er kommet til at kende, de komme til at skulle give slip på Jesus selv fordi han ikke længere skal være sammen med dem, og de kommer til at mærke sorgen og smerten over alt det som de står for at skulle miste. Måske er der en form for trøst for disciplene i at Jesus siger det kun er for kort tid; så ser de ham igen, men i det store billede varer hverken glæden eller trøsten ved for disciplene, for som vi ved, ender Jesu genopstandelseshistorie med at han efter 40 dage farer til himmels, og hans disciple ser ham ikke mere. De er nødt til at give slip.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er konklusionen at kærlighed og glæde medfører sorg og savn og længsel. Det er bare et spørgsmål om hvornår og hvordan, men fordi alting ender, ender glæden også.

Skal man så lade være? Disciplene var tydeligvis ikke forberedte på at deres glæde, deres vandring og deres hverdag med Jesus, skulle ende. Og hvis de havde været det, ville de så have sagt nej til at følge ham? Ville de have passet deres job som fiskere, toldere, læger eller hvad de ellers beskæftigede sig med i stedet for at gå med Jesus? Det tror jeg ikke, for som historien senere skulle komme til at vise, døde 11 af de 12 disciple til sidst for deres tro. Den eneste der ikke døde som martyr, var Johannes, som døde en naturlig død på øen Patmos i en alder af 95. Og netop det at disciplene fulgte Jesus på trods af fornuft, familie, samfund og normer, siger noget om hvor vigtigt det var for dem. Det som Jesus sagde, det som han gjorde, det som han viste dem, var så vigtigt at de faktisk – mange år efter Jesu død – gav deres liv for det. Skulle de hellere have ladet være?

Skal vi et øjeblik vende tilbage til C.S. Lewis, var han i en lignende situation. Uden at han opdagede det; uden at han havde haft mulighed for at forholde sig intellektuelt til det, havde han forelsket sig i Joy, og først i det øjeblik hvor det bliver alvor – da hun får konstateret en uhelbredelig sygdom – går det op for ham at han skal gribe øjeblikket. Han involverer sig endnu dybere selvom han ved at kærligheden her med enorm sikkerhed vil medføre sorg og savn. Men Joys ord om at han skal give slip, at han ikke skal lade sin frygt for sorgen dominere, giver ham styrke til at leve. Og han lever med hende i tre år; de gentager endda vielsen, denne gang som en kirkelig vielse fordi Lewis nu tør stå ved både sin tro og sin kærlighed, og Lewis går ind i det hele med åbne øjne, vel vidende at det ender med den største sorg af dem alle. Skulle han hellere have ladet være?

Det korte svar er nej. Selvfølgelig skulle disciplene ikke have ladet være. Lewis skulle heller ikke have ladet være. I alt det der går forud for sorgen, ligger glæde, udfordringer, følelser og liv som en gave fra skaberen, og det er de ting der er medfører sorg over noget der ikke lykkes eller over noget der er tabt. Men det er paradoksalt nok også de samme ting der formår at bære et menneske gennem sorgen. Digteren Alfred Tennyson skrev en gang et digt som hed ‘In Memoriam’, netop om det at miste en elsket, og de få linjer fra det digt som de fleste mennesker kender, lyder ‘Det er bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket’. Vi skal ikke lade være selvom det er et af livets vilkår at man før eller siden rammes af sorg. Fordi alting ender, ender glæden også. Da Jesus forlod sine disciple, endte deres glæde, og de sørgede. Men han forlod dem ikke bare for at forlade dem; som han sagde, forlod han dem for at gå til Faderen; for at gå forud for disciplene og som vi hørte det for et par uger siden, berede en plads for dem. At det ikke bare var tomme ord og ligegyldige løfter, viste han med sin genkomst; han gjorde det tydeligt at i troen på ham er der også en tro på og et håb om noget efter dette liv der vender sorg til glæde. En tro på at der i det Guds rige som Jesus forkyndte; det rige som han gik til da han forlod disciplene, i det rige gælder andre regler; nemlig at sorgen ender, og glæden varer ved. Eller med hans egne ord: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Amen

Sider:12»