9. søndag efter Trinitatis

aug 28, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Ikke kategoriseret  //  No Comments

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Amen. Luk 16, 1-9


I dag skal det handle om andre menneskers penge, og også om hvad man gør med dem. Og det skal handle om Luther, som jeg sandsynligvis i prædikenens løb kommer en smule på kant med. Ham er jeg nemlig ikke altid helt enig med, og dagens evangelium er en af grundene. Dagens evangelium er en fortælling som kirkefaderen Augustin omtalte med ordene ’Jeg kan ikke tro at denne historie kommer fra Herrens mund,’ og den reaktion kan jeg egentlig godt forstå. Vi hørte fortællingen som vi kender som lignelsen om den uærlige godsforvalter; en mand der skulle passe på sin herres formue, men tydeligvis ikke gør sit arbejde ret godt. Da hans herre opdager det, går det op for forvalteren at han lige straks mister sit arbejde, og det ser han sig nødsaget til at gøre noget ved. Løsningen på problemet er tilsyneladende ikke at erstatte det tab som hans herre har lidt, men at øge det, for manden kalder de mennesker sammen som skylder hans herre penge, og så begynder han uden videre at nedskrive deres gæld. På den måde regner han tilsyneladende med at når han om kort tid stor uden arbejde, har han i det mindste sikret sig selv ved at sørge for at nogen er ham venligt stemt.

Stik mod hvad man kunne forvente, bliver hans herre ikke utilfreds. Tvært imod roser han forvalteren og siger at han har handlet klogt. Det giver ikke meget mening, og jeg tror det var det som Augustin stødte sig på. Det at man kan gøre nogen som tydeligvis er i strid med god moral og alligevel få både ros og belønning. Augustin var ikke den eneste der havde det svært med lignelsen. Da jeg sad og forberedte denne prædiken, faldt det mig ind at undersøge hvordan Martin Luther havde udlagt den. Det skyldes at min umiddelbare reaktion på lignelsen var at den efter min mening fortæller at man skal gøre noget. Man skal handle. Man skal gøre noget godt. Og det var jo forvalterens handling der sikrede ham herrens vejvilje til sidst. Det stemmer ikke helt med hvad Luther sagde, nemlig at man skal tro. Troen er det vigtigste. Det er ikke handlinger der redder én. Jeg ved godt man kan indvende at lignelsen jo ikke er en virkelig historie, men det er netop pointen. Den er et billede på noget andet; Jesus vil fortælle noget andet end det han egentlig fortæller. Og tilsyneladende siger han at man skal handle for at sikre sig nåde og frelse. Så hvad siger Luther til det?

Luther hæfter sig ved ordene ’uretfærdigt mammon’. Han antyder altså at nogen har snydt nogen andre. Det fik mig til at grave lidt i hvordan en godsforvalter på Jesu tid arbejdede, og det viste sig at sådan en som regel fik procenter af det som hans herre lånte ud. Det var hans løn for arbejdet med at holde styr på korn, olie, penge og papirarbejde. Og det som Luther antyder, er at forvalteren har taget sig rigeligt godt betalt og dermed snydt – ikke sin herre, men dem som skyldte herren noget. Den gæld som forvalteren eftergiver, er derfor sandsynligvis ikke herrens penge eller korn eller olie, men det som forvalteren havde beregnet til sig selv. Det ville også forklare hvorfor herren ikke bliver vred over at forvalteren nedskriver gælden; det er jo forvalterens egen urimelige andel som bliver eftergivet. Tjeneren gør altså godt med den uærlige mammon, og ikke med herrens penge eller ejendom. Og dermed sikrer han sig adgang til det som Jesus sidst i fortællingen kalder ’de evige boliger’; altså et billede på Guds rige.

Og det er der, min konflikt med Luther opstår. Forvalteren gør godt. Han nøjes ikke med at bede om nåde og tro på at det hele nok skal gå. Han handler. Det er det som Luther kalder ’gerningsretfærdighed’, og noget som han advarer meget stærkt imod fordi han siger at gode gerninger ikke sikrer en Guds nåde. Så hvordan stiller Luther sig til en fortælling hvor Jesus entydigt siger at man også skal handle. Det ved jeg ikke, for han giver ikke noget svar. Han siger bare følgende: ’Vi skal handle retfærdigt med den uretfærdige mammon. Vi har en tendens til at spørge hvordan sådan en lære hænger sammen med troslæren? Og især katolikker råber op om at at det betyder at man kan tjene himlen med gerninger; troen gør det ikke alene, for Herren siger her: Vennerne vil tage imod dig i de evige boliger. Men det er ikke værd at svare på dette spørgsmål, for de accepterer ikke svaret, men spotter det.’

Det er ikke værd at svare på spørgsmålet, siger Luther. Han viger altså udenom på et punkt som egentlig er afgørende i hans lære, nemlig at nåden og frelsen kommer af tro; ikke af handlinger. Lidt senere i sin prædiken kommer han tilbage til emnet, og så uddyber han: ’Gud har ikke glæde af de vantros almisser og vil ikke af den grund give sit rige og det evige liv. Men de der tror på Kristus og beviser deres tro med gerninger, er Gud behagelige for troens skyld.’ Ifølge Luther er en god gerning altså kun noget værd når den er båret af troen på Gud. Men også her viger han udenom, synes jeg. For det første siger han at Gud ikke har glæde af de vantros almisser. Der er jeg uenig, for en almisse til en anden af Guds skabninger tjener vel et godt formål uanset hvem der giver den. Og for det andet siger Luther altså at gerninger sådan set alligevel er i orden, forudsat at de tjener til at bevise at man er en god og ordentlig kristen.

Vi kan med stor sikkerhed sige at forvalteren i lignelsen ikke var kristen i ordets traditionelle forstand, for kristendommen var ikke etableret som religion på Jesu tid. Jesus kom ikke for at etablere en ny religion, men for at oprette menneskers forhold til Gud. Og Jesus siger altså at man skal gøre godt.Man skal gøre. Det gik også gradvist op for Luther, for på sine ældre dage sagde han bl.a. at ’af troen udspringer ilden’. Dermed mente han den ild der driver troende til at gøre det gode. Altså at gøre noget. Det var efter hans mening ikke omvendt; sådan at man blev et godt og kristent menneske af at gøre det gode. Man gjorde det gode fordi man var en god kristen. På den måde får man let det indtryk at gode gerningers egentlige værdi afhænger af hvem der gør dem og hvorfor man gør dem. De duer egentlig ikke hvis man ikke er en god kristen, for så har de ikke til formål at vise netop at man er en god kristen. Så tjener de måske bare en selv; man gør det gode fordi andre skal se hvor god man er. Men lur mig om ikke der sidder en kristen eller to rundt omkring som gør det gode af netop samme grund.

Og det er fint. Efter min mening er det ikke motivationen eller grunde der er vigtig, men netop den gode handling. Forvalteren havde en helt konkret motivation. Han havde brug for at blive set og opfattet som et godt menneske, for han ville snart stå uden arbejde og havde altså brug for at købe sig nogle gode venner som kunne hjælpe ham når problemerne begyndte at melde sig. Han sørgede egentlig for at andre kom til at stå i gæld til ham så de på et tidspunkt ville blive nødt til at gengælde ham hans tjenester. Og det roser hans herre og siger at forvalteren har handlet klogt. Jeg ved ikke hvad man skal mene om en mand som roser den slags adfærd, men det ved Jesus tilsyneladende. Han roser nemlig også det som forvalteren gør. Han siger at denne verdens børn, altså helt almindelige mennesker, handler langt klogere end dem som han kalder ’lysets børn’; dvs. de gode troende mennesker. Det ser altså ud til at Jesus anerkender handlingen fordi den er god, og ikke fordi den der gør det gode, nødvendigvis gør det på grund af sin tro. Handling ER altså vigtig. Det er jo i handlingen og ikke i troen at man forandrer noget. Troen er nemlig ikke noget uden handling eller gerning. Så bliver den bare til tanker, hensigtserklæringer, filosofi eller til ingenting.

Ser vi på verdenshistorien, er den fuld af eksempler på ikketroende eller vantro som gør gode ting, og mindst lige så mange eksempler på kristne som ikke gør, eller som måske endda gør dårlige eller onde ting. Troen er desværre ikke nogen garanti. Derimod er troen, tror jeg, en opfordring. Et krav, måske endda; nemlig kravet om at gøre noget og gøre noget godt. Leve efter det som troen påbyder én, og måske med lidt held oven i købet tjene som et godt eksempel for andre. Og gør man som forvalteren i dagens evangelium, vender noget ondt til noget godt, eller bruger ærlig eller uærlig mammon til noget godt, tror jeg såmænd ikke at Vorherre vil afvise det man gør fordi ens tro halter en smule. Der er jo som regel plads til forbedring uanset hvor godt et menneske man er, og lader man sin tro få en praktisk dimension i form af handling, tror jeg det er en forbedring som også kommer andre mennesker til gode. Og deri ligger måske det som Jesus roser i lignelsen; det at man handler klogt og gør godt, uanset grunden, for en god gerning ud fra de forkerte motiver er ofte bedre end en god hensigt uden handling. Eller med ordene fra Ordsprogenes Bog som vi hørte tidligere i dag: Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det.

Amen.

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.