5. søndag efter Trinitatis

aug 28, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Ikke kategoriseret  //  No Comments

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Amen. Luk 5,1-11


Dagens tekster er finurlige fordi de rummer så mange temaer som jeg kunne have talt om, og jeg overvejede bl.a. at tage udgangspunkt i det med at stå ansigt til ansigt med Gud; et tema i alle tre læsninger. I teksten fra GT siger Esajas at han ikke må se Gud fordi har er uren, og i evangelieteksten kaster Simon Peter sig ned og bekender at han er en synder som ikke fortjener at være i selskab med Herren. Man skal være ren. Man skal være retfærdig. Man skal være uden synd. Det er jo alt sammen godt og spændende. Og efter min mening forkert. Så derfor vil jeg tale om noget andet.

En aften for et par år siden ringede det på min dør. Udenfor stod to personer, og inden jeg nåede at sige noget, spurgte den ene af de to ‘Har du tænkt på hvad der sker når jorden er gået under?’ Det havde jeg ikke. Mest fordi jeg ikke regnede med at være der efter at det var sket, og derfor kunne jeg ikke helt se nytten af at tænke over det. Ham der havde stillet spørgsmålet, fandt en brochure frem, slog op på en side og pegede mens han smilede et smil der nærmest var triumferende; som om der stod noget i brochuren som jeg umuligt kunne argumentere imod. Det viste sig nu hurtig at være noget som jeg godt kunne argumentere imod, så jeg inviterede de to indenfor. Et øjeblik senere sad de i min sofa og var i gang med en salgstale der skulle omvende mig. De var nemlig udsendt af en religiøs organisation; de var på vej ud i alverden for at gøre alle folkeslag til Guds disciple, og jeg var en af dem der skulle have det gode tilbud.

Som antydet var jeg ikke enig i deres udlægning af skriften, så med al den energi som jeg kunne mønstre, argumenterede jeg imod det de sagde og begyndte også gradvist at argumentere FOR min egen tro. Og selv om vi dybest set repræsenterede hver sin tolkning af den samme tro, blev stemningen efterhånden noget anstrengt, for ingen af os ville gi’ sig og acceptere at den andens tro var den rigtige. Aftenen endte uafgjort, tror jeg. Jeg har i hvert fald ikke efterfølgende opsøgt deres organisation eller tænkt over hvad der sker når jorden er gået under, og jeg har aldrig set de to i nogle af de kirker jeg kommer i. Så uafgjort blev det sandsynligvis.

Og det er egentlig mærkeligt. Det er mærkeligt fordi vi havde hver vores opfattelse af troen, af hvad der er det rigtige, det sande og det der gælder, så hvorfor kunne den af os der havde ret, ikke overbevise modparten? Og på den anden side … netop fordi vi havde hver vores opfattelse af troen, af hvad der var det rigtige, var der jo ingen grund til at lade sig omvende bare fordi nogen kom og sagde at DE havde den rigtige udlægning.

Men tydeligvis gjorde ingen af os vores arbejde særlig godt. Jesus havde noget mere held med sig i dagens tekst. Det er ikke historien om disciplenes omvendelse, men historien om deres udvælgelse til disciple. Jeg er nemlig ikke i tvivl om at det budskab som Jesus forkyndte, allerede havde gjort sin virkning på Simon Peter inden de stak til søs. Han tiltaler Jesus som Mester, og hans tro på Jesus var i forvejen stærk nok til at han kastede sine net ud da Jesus bad ham om det, også selv om han ikke havde fanget noget hele natten. Og også selvom Jesus var søn af en tømrer og formentlig ikke vidste nær så meget om fiskeri som Simon Peter. Simon Peters tro var stærk, allerede inden Jesus udførte det første mirakel.

Filosoften Søren Kierkegaard skrev i det værk der hedder ‘Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift’ om troen ‘Kan jeg objektivt begribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i Uvisheden er paa de 70.000 Favne Vand, og alligevel tror.’ Det var en vigtig pointe for Kierkegaard at man troede og at man troede uden bevis og uden objektivt at kunne begribe Gud eller Guds væsen. Troen kom i første række; beviset var ikke vigtigt, og slet ikke i trosspørgsmål, for ved at forlange bevis for troen, gør man den til viden.

For Simon Peter kom troen som sagt også forud for beviset. Han kunne godt have sagt nej og påpeget over for Jesus at han, Simon Peter var fisker. Professionel, oven i købet, så han vidste godt hvor og hvornår nettene skulle smides ud. Han kunne også have sagt til Jesus at han ikke ville gøre sig til grin for øjnene af alle de mennesker der var stimlet sammen på bredden for at høre hvad Jesus sagde. Det ville jo have været temmelig åndet at sætte sit rygte som fisker på spil ved at kaste nettet ud og hale det ind igen uden at fange noget, især når så mange mennesker kiggede på. Men Simon Peter troede. Det som Jesus sagde, var nok, og Simon Peter kastede sine net ud. Ordet virkede. I andre beretninger fra det nye testamente hører vi også om hvordan Jesu apostle på en enkelt dag omvendte flere tusinde, og det rejser jo et interessant spørgsmål. Nemlig hvad er der sket siden da?

Hvis det skulle være så nemt at forkynde Ordet om Guds magt og storhed og kærlighed; hvorfor blev jeg så ikke omvendt af de to mænd ved min dør? Og hvorfor står 9 ud af 10 stole tomme i kirken når jeg prædiker? Jeg tror ikke det er budskabets skyld. Det som Simon Peter hørte, er det samme som præster i dag er sat til at forkynde. Så måske det er os der forkynder, den er gal med. Eller formen – måden det gøres på? Jeg skal da blankt ind­rømme at formen undrer mig fra tid til anden. Da jeg sad og skulle vælge salmer til i dag, stødte jeg fx på en såkaldt glædessalme, men til min store overraskelse var den temmelig tung og langsom, og melodien var i mol. Det er som om man ikke må være for lystig eller for hverdagsagtig i kirken; ting skal have det her højtidelige, højstemte præg. Det kaldes jo også højmesse og ikke bare gudstjeneste, og er det fordi det skal være højtideligt? Må man ikke more sig når man er i kirke? Må man ikke være glad? Det er jo besynderligt, når vi er sat til at forkynde evangeliet. Ordet evangelium betyder nemlig det gode budskab, og et godt budskab bør vel skabe glæde.

Niels Hausgaard spillede for en del år siden en rolle som overlærer Skelager fra Emsig Skole, og overlærerens motto var at en dag havde været spildt hvis ikke man havde fået nogen til at græde. Det er jeg enig med ham i. Eller næsten. Hvad enten man græder fordi man er ked af det eller glad, er der jo sket noget som har rørt ved ens følelser, og det tror jeg er noget af det der mangler i dag. Vi tør ikke det der med følelser. Derfor forfalder vi præster ofte til at forklare hvad der EGENTLIG står i de græske og hebraiske bibeltekster, eller hvad meningen er med de kirkelige højtider, eller hvad en eller anden salmedigter har tænkt med det han skrev … Vi drukner i det sikre, det tørre, det akademiske. Og ingen græder. Eller griner. Der er højst et par stykker der snorker. Vi er måske bare for verdensfjerne heroppe på prædikestolen, hvor vi kan tale hen over hovedet på folk i stedet for at møde dem i øjenhøjde.

Jesus talte tydeligvis i øjenhøjde og i et sprog som hans omgivelser forstod. Hans lignelser lånte ord og billeder fra hverdagslivet, og for Simon Peter og de andre var det helt tydeligt hvad de skulle bruge ordet og troen til. De skulle være menneskefiskere. Der er ingen tvivl om at Jesu ord forårsagede en omvæltning i Simon Peters liv. Til sammenligning er jeg ret sikker på at en del prædikener nu om dage er glemt når kirkekaffen er skyllet ned. Måske er det fordi vi ikke tør følge overlærer Skelagers motto og kalde på de store følelser. Både sorg og glæde, jubel og rædsel. Jesus kaldte på de store følelser, og det han sagde og gjorde, bevirkede at Simon Peter først blev grebet af rædsel, og sidenhen bare grebet; så grebet at han slap alt og fulgte Jesus. Men når vi gør forsøget i kirken, er vi så forsigtige at vi synger glædessalmer i mol. Det er som om vi er bange for at Gud skal misforstå vores glæde og betragte os som syndere eller urene, der ligesom profeten Esajas ikke selv synes vi er værdige til at møde Gud ansigt til ansigt.

Dagens salmer har noget til fælles. Først og fremmest er de ikke i mol. Og dernæst er de salmer der udtrykker glæde, tro, håb og kærlighed. De handler om følelser, og de rører ved følelser. Dagens sidste salme sætter ord på en følelse af taknemmelighed over at Gud under os en lykkedag på jorden; en taknemmelighed over alle de måder som vi møder Gud på, hvad enten vi føler os værdige til det eller ej, og i det skaberværk som salmen handler om, står vi ansigt til ansigt med Gud. Det gør vi også når vi hører evangeliet, ordet. Ordet taler ikke til vores intellekt, men til vores følelser og vores tro, på samme måde som det talte til Simon Peters følelser og tro. Det glædelige budskab skal gerne røre os, og vi skal turde lade os røre. Hvis det der sker, ikke rører ved følelserne, men kun ved intellektet, har vi fejlet. Så har vi prøvet objektivt at begribe Gud, som Kierkegaard siger det, og så bliver ordet og troen bare teoretiske størrelser som vi kan hygge sig med at fundere over, i stedet for at blive noget som griber os i så høj grad at vi får lyst til at slippe alt og følge med.

Evangeliet fortæller os alt det vi ikke kan sige os selv, og salmerne hjælper os til at sige det vi ikke selv kan sige til Gud. Ordet gør os måske ikke til menneskefiskere. Det gør os ikke rene og retfærdige og syndfri så vi kan se Gud ansigt til ansigt. Men det er heller ikke det, kristendommen handler om. Den handler om Guds ord, det glædelige budskab, og om at gøre det til virkelighed, først og fremmest når vi står ansigt til ansigt med andre mennesker. Den handler om at lade ordet røre os som det rørte Simon Peter og de andre disciple, lade det virke i os og lade det nå ud fra os og røre andre mennesker. Eller som vi siger det i en bøn her i kirken, at lære at leve så andre mennesker gennem os kan Gud som deres Herre og frelser. Så bliver troen til virkelighed, og SÅ virker forkyndelsen. Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.