4. søndag efter Helligtrekonger

feb 18, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Dette hellige ev. skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« 
Matt 8,23-27


Prædiken

Nu er det februar. Måneden blev indledt med et par ubehagelige overraskelser for mit vedkommende. Den første var at jeg fik et uventet brev fra politiet i Hamburg som ville gøre opmærksom på at jeg en efterårsdag sidste år havde kørt så tæt på en forankørende bil at jeg kunne have forårsaget en ulykke. Der skete ganske vist ikke nogen ulykke, men bøden fik jeg alligevel. Den anden overraskelse var at jeg ikke rigtig var kommet i gang med de nytårsforsætter som jeg højtideligt lovede at overholde lige inden årsskiftet. I tilfældet med bilen mente jeg at der ikke var fare på færde, for jeg har jo styr på min kørsel. Jeg har ting under kontrol. Og i tilfældet med forsætterne har jeg løbende fortalt mig selv at fra på mandag ville jeg gå i gang, så det var der styr på. Alligevel måtte jeg konstatere at det var der ikke. Og det er lidt ærgerligt som forholdsvis moderne menneske at konstatere, for kontrol er vigtigt. Man skal leve sundt så man har kontrol over hvor meget mad og alkohol man indtager. Man skal dyrke motion så man har kontrol over sit helbred og sit velbefindende. Man skal overholde hastigheds- og afstandsbegrænsningerne så man har kontrol over sin bil. Kontrol på så mange områder som muligt er vigtigt, for så har man styr på det der med livet, og så undgår man ubehagelige overraskelser som ulykker, sorg, sygdom og død.

Eller sådan ville vi i hvert fald gerne have at det var. Men virkeligheden er ofte den – selvom vi nægter at se det i øjnene – at vi faktisk har meget mindre kontrol over tingene end vi bryder os om at tænke på. Det kan jeg allerede nu, en måned efter nytår, konstatere. Livet er fuldt af ting som vi ikke har kontrol over. Vi bestemmer ikke selv om bilen bryder sammen når vi er ude at køre. Vi bestemmer ikke selv om bussen er forsinket. Vi bestemmer ikke selv om nogen vi kender, bliver syge. Vi bestemmer ikke selv om vi bliver syge. Vi bestemmer ikke selv hvornår vi skal dø. Livet er fuldt af ting som vi ikke kan kontrollere.

Den situation er dagens evangeliefortælling et eksempel på. Den begynder det sted hvor sidste søndags fortælling sluttede. Jesus har helbredt en spedalsk og en romersk officers tjener, og nu stimler folket sammen omkring ham sammen med syge og dæmonbesatte og beder om hans hjælp. Den får de, men da det bliver aften, befaler Jesus at hans disciple skal følge med ham ned til søen hvor de går om bord i en båd for at sejle over på den anden bred. Turen var lang, cirka 15 – 18 km, og Jesus, som sandsynligvis er træt efter en lang dags hårdt arbejde, lægger sig ned og sover. Imens blæser det op, og stormen bliver så hård og bølgerne så høje at disciplene frygter at båden skal synke.

Der er intet de kan gøre. De befinder sig i en lille båd på en stor sø i voldsom storm midt om natten, og de har absolut ingen kontrol. Måske kan de hive sejlet ned. Måske kan de prøve at styre båden. Men i det store og hele er situationen fuldstændig uden for deres kontrol.

En eller anden har engang sagt at der ikke findes ateister i et styrtende fly, og selvom det nok mest er ment som en morsomhed, siger det også noget almengyldigt om hvad man gør når man er i en situation hvor man ikke har kontrol. Når man ikke selv kan ændre noget, når man ikke selv kan påvirke situationen, er der kun to muligheder tilbage. Den ene er at man giver op. Den anden er at man søger hjælp uden for sig selv. Og det gør disciplene. Da de opdager at de ikke har kontrol, opdager de også at de er nødt til at have tillid.

Så de vækker Jesus. Det er han tydeligvis ikke tilfreds med, og det kan man vel egentlig godt forstå. Han har arbejdet hårdt og trænger til at sove, og hans første kommentar efter at disciplene har vækket ham, lyder ’ Hvorfor er I bange, I lidettroende?’.

Objektivt set er det ikke svært at forstå hvorfor disciplene var bange. Ifølge teksten var uvejret så voldsomt at båden skjultes af bølgerne, så disciplene havde sikkert ret i at risikoen for at kæntre og synke var overhængende. Men Jesu spørgsmål er relevant alligevel. ’Hvorfor er I bange, I lidettroende?’ Disciplene overser jo adskillige åbenlyse ting. Den første er at Jesus sover. På det her tidspunkt har de kendt ham og fulgt ham længe nok til at vide at der er en mening med det som han gør. Han har ganske vist ikke fortalt dem at han skal ende sit liv med at blive korsfæstet, men han har heller ikke givet dem grund til at tro at han – og de – skal ende deres liv i en storm på Genesaret Sø. Heller ikke nu hvor de står midt i stormen, for han tager det så roligt at han sover.

De overser også at der må være en anden grund end træthed til at han sover. Man skal ikke bare være træt for at kunne sove fra så voldsom en storm. Man skal også have tillid. Og det har Jesus tydeligvis. Tillid til at det hele nok skal gå på trods af at bølgerne går højt.

Jeg tror det nok har faldet ham lettere end disciplene at tage den med ro. Han vidste jo både hvad der skulle ske og hvad der ikke skulle ske, så for ham har det største problem måske været at finde et sted at lægge sig uden at blive kastet rundt eller falde over bord. Han kunne tage den med ro fordi han havde tillid, både til Guds plan for ham og til Guds magt til at gribe ind hvis det skulle blive nødvendigt.

Så han viser med sit eksempel at der ikke er grund til bekymring, frygt eller panik. Han sover.

Men som sagt vækker disciplene ham fordi de er bange, og han spørger ’ Hvorfor er I bange, I lidettroende?’

Han kunne også have reageret anderledes. Han kunne have takket dem for den tillid de viser ham ved at bede ham om hjælp. Den er jo trods alt et udtryk for at de har tillid til at han er i stand til at hjælpe. Deres bøn er et udtryk for at de erkender at de ikke længere selv har kontrol. Der er intet længere de selv kan gøre, så de er nødt til at række ud over sig selv og bede om hjælp.

Heldigvis viser tilliden sig at være begrundet, for efter at Jesus har beskyldt dem for at være lidettroende, tager han alligevel deres tillid og deres bøn så alvorligt at han truer ad stormen og bølgerne. Og miraklet sker. Med det samme lægger stormen sig, og søen bliver blikstille. Disciplene har tillid, og deres bøn bliver hørt.

Kan vi så lære noget af det? Det er ikke sikkert. Jeg kan i hvert fald ikke drage den konklusion at bare man har tillid og beder bønner, skal det nok gå. Der er masser af situationer hvor man som menneske har tabt enhver mulighed for kontrol og beder om hjælp. Og så oplever man at uanset om bønnerne er rettet til andre mennesker eller til Gud, bliver man bare mødt af stilhed. Hjælpen kommer ikke. Det kan godt føre til at man kommer til at tvivle på om troen og tilliden har nogen berettigelse. På trods af bønner ender det nogle gange galt.

Og jeg ved ikke hvad grunden er. Jeg ved at der er bønner som man ikke får svar på. Jeg tror ikke det er fordi bønnerne ikke bliver hørt; nogle gange er svaret bare ikke det man havde håbet på. Nogle gange er svaret nej. Nogle affinder sig med at der måske er en guddommelig plan som man på et tidspunkt får indsigt i og pludselig forstår det hele. Sådan ved jeg ikke om det er. Men jeg ved at netop troens styrke – hvad enten man er stærk i troen eller lidettroende – er at man har et sted at rette sine bønner hen. Spørger man en gennemsnitstroende om han eller hun nogensinde har fået svar på bønner eller fået en bøn besvaret og opfyldt, tror jeg svaret er ja. Det kan være store ting eller små ting, men jeg vil gætte på at langt de fleste troende har erfaring med at bøn nytter. Det er ikke troens styrke der er afgørende. Det er ikke om man er et godt eller et skidt menneske. Jesus hjalp jo mange af dem som hans samtid betragtede som forkerte. Det er heller ikke om man indgår en handel med Gud. Det er tilliden til at den man beder til, lytter. Nogle gange er bønnen nok til at man lettes, beroliges, trøstes, og deri ligger et svar. Andre gange skal der et konkret mirakel til, i stil med det som disciplene fik den nat på søen, men hvilken af delene man får, ved man ikke på forhånd. Det man får; det man har i bønnen, er et sted at gå hen med sine bekymringer. En at vende ting med. En at bede om hjælp. Og nogle gange er erkendelsen nok; det at man erkender at kontrol er godt, men tillid er bedre. Tilliden til at man – på trods af tvivl, frygt, smerte, angst – slipper helskindet gennem de fleste farefulde eller svære situationer i livet, og tilliden til at der både i de svære situationer hvor livets storme rusker én, og i de situationer hvor ting ikke lykkes, er en at bede til, en at læne sig op ad og en der lytter.

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.