22. søndag efter Trinitatis

nov 11, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«
Matt 18,1-14


For ikke så lang tid siden var jeg på efteruddannelse. Det er obligatorisk for nye og nyere præster, og det betyder at man en gang om året sendes på kursus med tilsvarende nye kolleger, og her er der mulighed for både at lære en masse og at udveksle erfaringer med andre i samme situation som en selv. Et af emnerne på dette års kursus var prædikenskrivning, og underviseren anbefalede at man altid tog fat et sted i evangelieteksten hvor man syntes man blev mest provokeret eller irriteret, for så var der i det mindste en chance for at der kom en interessant prædiken ud af det, i stedet for en prædiken fuld af ligegyldigheder.

Der er mange muligheder i dagens tekst. En af dem er den dejlige historie om det vildfarne får. Eller den om Jesus der peger på et lille betuttet barn omgivet af en kreds af voksne der ikke forstår hvorfor Jesus udpeger netop det barn som noget særligt. Og skal jeg være ærlig, synes jeg ikke jeg kunne finde noget interessant at sige om de fortællinger. De understreger jo bare vores opfattelse af Jesus som den gode, den milde, den tålmodige og kærlige.

Men teksten rummer også nogle skræmmende og voldsomme temaer, og det kunne give anledning til en dundertale om synd, straf, fortabelse og Helvede. Og det ville jo være noget nyt. Så … det bestemte jeg mig for at prøve.

Der har gennem nogle år kørt en debat om hvorvidt Helvede findes. Er det en realitet, eller er det noget som kirken har opfundet for at ha’ noget at true med hvis de troende ikke opførte sig ordentligt? I Danmark har en række præster taget del i debatten, og der tegner sig tre retninger. Den ene siger at Gud frelser alle. Den er fin. Så er der en der siger at der er to muligheder, nemlig frelse eller fortabelse. Det er det som teologer og kirkehistorikere omtaler som den dobbelte udgang; det at én dør leder til frelse og en anden til fortabelse. Så er der den tredje gruppe; dem der mener at alle frelses og at Helvede ikke er et konkret sted, men en tilstand man kan være i mens man stadig er i live. Ikke et sted man kan risikere at havne når man er død.

Jeg ved ikke helt hvad jeg mener. Et af mine problemer med forestillingen om Helvede er jo nok at den kolliderer med forestillingen om en kærlig og nådig Gud. Der er ikke meget nåde i at skulle tilbringe evigheden et sted hvor der tydeligvis ikke er rart at være. Et andet problem er at jeg ikke rigtig ved hvad eller hvor Helvede er. Jesus giver nogle antydninger i dagens evangelium om at det er et sted hvor der brænder en evig ild som dem der fortabes, skal kastes i, så et sted med lidelse og smerte er det formentlig. Jesus brugte i øvrigt ikke selv betegnelsen Helvede, men Gehenna. Det var det hebraiske navn, og det var navnet på et virkeligt sted, nemlig en slugt syd for Jerusalem hvor forskellige former for affald blev brændt. I Gehenna var der altså konstant ild, og det var et sted som samtidens jøder kendte, så de kunne forholde sig til Jesu billedsprog.

Men kan det passe at et menneske kan havne sådan et sted? Hvis man tager det som Jesus siger, alvorligt, er svaret ja. Det er ikke kun i dagens evangelium, han siger det. Flere andre steder taler han både i lignelser og klar tale om at der er en reel mulighed for fortabelse. Lignelsen om de ti brudepiger. Lignelsen om det himmelske bryllup. Fortællingen om Jesus som hyrden der skiller fårene fra bukkene. Og dagens fortælling. Der er ikke mange smuthuller. Jesus omtaler Helvede som en konkret realitet. Men hvordan hænger det sammen med idéen om at Gud er god og formentlig helst vil frelse alle?

Det gør det ikke hvis man fx ser på hvad en af debattørerne har skrevet i læserbreve og avisartikler. Kaj Mogensen, der inden sin pension var præst i Thy i Danmark, skrev at ‘forestillingen om at Gud på dommens dag vil sende mennesker i tidsubegrænset smerte, gør enhver tale om Gud som en kærlig Gud absurd. Den traditionelle lære om og forkyndelse af dobbelt udgang er gudsbespottelig. At tro på helvede er at spotte Gud.’

At tro på helvede er at spotte Gud …

Det er et interessant synspunkt, for hvis man – ved at fremhæve Guds kærlighed – afviser det som Jesus siger, spotter man vel også. Og Jesus taler helt konkret om Helvede. Han fremhæver et lille barn og siger at den der ydmyger sig og bliver som barnet, er den største i Himmeriget, men den der bringer en af dem til fald, der tror på Jesus, risikerer Helvedes ild.

Et andet sted siger Jesus at bespottelse af Helligånden ikke tilgives, og hvis noget ikke tilgives, må det – i hvert fald ifølge almindelig menneskelig logik – have en konsekvens. Vi sang i trosbekendelsen lige før, at vi tror på at Jesus skal komme for at dømme levende og døde. Og hvad ville en dom være hvis der kun var ét muligt udfald? Hvis alle dømmes til frelse; dvs. frifindes, er der jo ikke tale om en dom. Højst om en skueproces.

Jeg kan ikke stå på samme måde som præsten fra Thy – som i øvrigt også kom på kant med en hel del kolleger – og postulere at Gud i sin kærlighed tilgiver alt. Jeg tror på Guds kærlighed. Jeg kan mærke den. Men den er ikke en fribillet, for hvad hvis jeg gør noget som selv i Guds øjne ikke kan tilgives? Det er i øvrigt ikke fordi jeg tvivler på Guds evne til at tilgive; det er hans vilje det handler om, for hvad sker der hvis man spotter Ånden? Eller hvis man bringer andre til fald, sårer dem, mishandlet dem. Gør andre menneskers liv til et helvede? Bliver man så frelst alligevel? Og hvad med mennesker der har gjort ondt, men alligevel er sikre på at de ikke har gjort noget forkert og derfor hverken har brug for tilgivelse eller frelse? Vil Gud så alligevel tvinge én til at bøje sig og tage imod, på samme måde som når forældre tvinger et modvilligt barn?

Selvom tvangen måske ville tjene et godt formål, tror jeg ikke sammenligningen holder her. De mennesker der er gamle nok til at træffe valg som har afgørende indflydelse på deres fremtid, er nok også gamle nok til selv at vælge og til at tage konsekvenserne af deres valg. Og selvom vi bl.a. i 1. Petersbrev kan læse at Gud er kærlighed, er han også meget andet. Jeg tror ganske vist at Hans frelse er tilgængelig for alle, men at postulere at alle faktisk bliver frelst, er efter min mening en misforståelse. Sidste søndag nævnte jeg menneskets største gave – og forbandelse – den frie vilje. Med den kan vi gøre alt godt for vores medmennesker, og vi kan gøre alt ondt mod dem. Men hvis vi hævder at Gud frelser alle; at han er nødt til at frelse alle fordi han elsker sin skabning ubetinget og uden forbehold, fratager vi Gud Hans frie vilje. Dermed kan vi bruge eller misbruge vores frie vilje uden tanke på om vi gavner vores næste eller bringer ham til fald, mens Gud er frataget sin frie vilje og er tvunget til at frelse. Jeg tror der er en risiko for at vi her skaber Gud, om ikke i vores eget billede, så dog i det mindste som vi gerne vil ha’ at han er, fordi vi er bange for vores egne fejl og bange for risikoen for straf hvis vi gør noget forkert.

Men hvis man ikke bliver frelst … bliver man så straffet? Er Helvede – hvis det findes – en straf som Gud har spekuleret ud? Det med straf var vi også inde på sidste søndag, og jeg tror ikke Gud giver sig af med at straffe sin skabning. Til gengæld tror jeg at mennesket kan sætte sig selv i situationer hvor det er fortabt fordi det er hinsides Guds frelse. Fortabelsen – Helvede – er ikke Guds straf fordi mennesket har gjort noget forkert eller syndet. I stedet er den en konsekvens af at mennesket vælger at stille sig uden for Guds kærlighed og nåde. Fortabelsen er menneskets valg. C.S. Lewis udtrykte det på den måde at døren til Helvede er låst indefra. Det er altså den enkelte der har låst døren mellem sig selv og Guds nåde og kærlighed ved at gøre ondt i stedet for godt, ved at bringe til fald, ved at spotte.

Og det er det som Jesus minder os om i dagens evangeliefortælling. Vi har selv indflydelse, og i de valg vi træffer, ligger en en mulighed for frelse, side om side med en risiko for fortabelse. Når Jesus bruger Gehenna, Helvedes ild, som billede på fortabelsen, tror jeg ikke det nødvendigvis er fordi Helvede er et konkret sted hvor flammerne i al evighed skal plage de dømte. Det er snarere fordi tanken om hvordan det ville være at falde i slugten og flammerne uden for Jerusalem, giver en idé om hvordan det ville føles at være det menneske som traf de forkerte valg og trådte uden for Guds nåde.

Og at forestille sig at der ER en risiko for dom, er ikke den samme som at spotte Gud. Det er at tage Hans og Jesu ord alvorligt og holde fast i troen på dem når vi læser hvad der står i Johannes-evangeliet: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.