2. søndag i Fasten

feb 23, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«.

Mark 9,14-29


 

For få år siden udkom der en bog som var skrevet af en præst i Thy i Danmark. Den bar titlen ‘Befri fanger’, og den er kort fortalt en manual i uddrivelse af onde ånder. Jeg ved godt nogen mener at den slags er noget vrøvl, men der er andre der tager det meget alvorligt, og første oplag blev hurtigt udsolgt. Faktisk skal I skynde jer hvis I skal nå at have et eksemplar af andet oplag. Jeg faldt over bogen da jeg skulle forberede denne prædiken. Den er en meget grundig gennemgang af hvad der leder til at man bliver besat af onde ånder, og den indeholder detaljerede vejledninger til hvordan man driver ånder og dæmoner ud. Bogen er det mest brugte redskab på det som kom til at hedde Befrielsestjenesten Befri Fanger; et sted hvor man efter bogens og præstens principper udfører mellem 5 og 10 dæmonuddrivelser eller befrielser pr. måned.
Inden man kan blive befriet, skal man svare på et spørgeskema; det strækker sig over syv sider og kommer omkring de fleste sider af ens mentale og fysiske liv, og da jeg gennemgik spørgsmålene, kunne jeg ret hurtigt se at mange af mine krydser stod på uheldige steder. Har du nogensinde ført uhøvisk tale? Har du levet i andre lande? Lytter du til rockmusik? Dagdrømmer du? Hvis svaret på disse spørgsmål var ja, som de var i mit tilfælde, var der meget stor risiko for at man var blevet besat af en ond ånd. Hævdede altså præsten fra Thy.
En del aviser skrev efterfølgende om både bogen, forfatteren og befrielsestjenesten. Nogle gav bogen og dens forfatter en hård medfart, men manden bag det hele hævdede med udgangspunkt i Bibelen at troen på onde ånder og dæmoner umuligt kunne være forkert; Jesus uddriver dem jo selv. Og det har han ret i. Det er faktisk det som det handler om i dag; Jesus uddriver en ånd eller en dæmon som har besat en dreng, gjort ham stum og gentagne gange kastet ham til jorden eller forsøgt at skade ham. Der er ingen tvivl – hverken hos drengens far, disciplene eller Jesus – om at drengen er besat. Det er faktisk et ret dagligdags fænomen, lyder det til; i hvert fald et fænomen som man kender og kan forholde sig til. Drengen er besat, og det eneste der hjælper, er at uddrive den onde ånd, så faderen spørger Jesu disciple om de kan hjælpe og drive ånden ud. Desværre fortæller teksten ikke hvordan disciplene har prøvet at drive den onde ånd ud, men det var ikke unormalt på den tid at man prøvede med håndspålæggelse og besværgelser, og hvis det ikke hjalp, kunne man forsøge med tungetale som de fleste ånder angiveligt skulle være i stand til at forstå. Virkede det heller ikke, kunne man hælde koldt vand på den besatte, man kunne salve den besatte med velduftende olie, man kunne råbe højt for at skræmme dæmonen, eller som en sidste udvej kunne man prøve at piske den syge med et bundt tynde grene. Jeg ved ikke om disciplene eller den syge drengs far har prøvet nogle af disse ting, men uanset hvad er resultatet at drengen bliver ved med at være besat.
Det er ellers helt tydeligt at disciplene faktisk havde fået magt over de onde ånder. I begyndelsen af Markusevangeliet står der ‘Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.’ Også andre steder hos Markus hører vi at de faktisk ofte har held til at drive onde ånder ud, men her går det altså galt. Det afstedkommer en noget spydig kommentar fra Jesus; han siger ‘Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?’ Ordene er tydeligvis rettet til disciplene, men den syge drengs far føler sig truffet, tror jeg, for han bruger samme ord, ordet ‘vantro’ om sig selv. Det er som om han tror at hans vantro er årsag til sønnens sygdom, og det er der ikke noget mærkeligt i. Det var helt normal tænkning blandt jøderne på Jesu tid at tro at hvis man syndede, blev man ramt af Guds straf. Den kunne komme i form af ulykker, uheld, misvækst på marken, sygdom … Guds vrede kunne antage mange former, og måske tænker faderen at hans vantro er årsagen til at Gud har valgt at straffe hans søn og lade en ond ånd besætte ham. Det var – sjovt nok – præcis samme tanke der ligger bag det spørgeskema som præsten fra Thy udsatte sine patienter for. Han forsøgte at undersøge deres baggrund; at kortlægge deres synderegister – det udtryk brugte han faktisk i materialet til dem der skulle uddrive dæmoner – for at de syge kunne bekende deres synder imod Gud og få Guds tilgivelse. Synden medførte straf, mente altså både jøderne og præsten fra Thy.
Det tror jeg ikke Jesus mente. Man kan også sige at hvis Gud var en vred og straffende Gud, ville det ikke give mening at han sendte sin søn til menneskene, for Jesu budskab var det stik modsatte. Det handlede ikke om synd; heller ikke om at lade ypperstepræster frembære ofre som Paulus skriver det, og heller ikke om at børn bliver syge fordi der er noget i vejen med deres forældres tro. Hvis det hang sådan sammen,ville Jesu forkyndelse ikke give mening, for hans eneste krav var omvendelse og tro. Omvend dig og tro. Længere er den ikke. Gud kræver ikke ofre, men tro. Og et af troens udtryk er det som Jesus taler om her; nemlig bøn. Det eneste der hjælper, er bøn, siger han efter at have helbredt drengen. Drengens far erkendte at hans tro ikke var stærk; at den måske en gang imellem oven i købet mere var vantro end tro, men troen var i det mindste stærk nok til at han bad disciplene og Jesus om hjælp. Han troede, og han bad. Og Jesus ser på troen i stedet for på eventuelle tidligere synder; han hører bønnen, han stiller kun et enkelt spørgsmål i stedet for et 7-siders spørgeskema, og derefter driver han ånden ud.
Måske har disciplene fejlet fordi de har stolet mere på deres egne evner som dæmonuddrivere end på Gud. De har måske benyttet de traditionelle midler, olie, råb, pisk, men Jesus gør det klart når han siger at bøn er det eneste der hjælper, at den magt der uddriver dæmoner, er Guds magt, og ikke menneskers ord eller gerninger.
Når Jesus taler om de onde ånder og siger at den slags kun kan drives ud ved bøn, siger han også at bønnen er et af troens konkrete udtryk. Bønnen er der hvor mennesket til enhver tid har lov til – eller endda ret til – at stå frem for Gud og fremføre hvad man har på hjerte; om det er for at slippe fri af det ondes magt, om det er for at få hjælp og nærvær i medgang og modgang, eller om det er for at få tilgivelse for at have lyttet til rockmusik … Man kan bede om hvad som helst. Det er ikke sikkert man får det man beder om, men det er ikke et tegn på at bønnen ikke bliver hørt. Det er heller ikke et tegn på at man er vantro eller at man synder eller at man beder på den forkerte måde. Faderen i dagens fortælling fik sin bøn opfyldt selvom han erkendte at hans tro havde mere end et gran af vantro i sig, så det handler ikke om troens mængde eller styrke hvis ens bøn ikke giver det ønskede resultat. Det handler bare om at svaret på ens bøn nogle gange er … nej. Og sådan er det desværre.
Skal vi for et kort øjeblik vende tilbage til præsten fra Thy, tror jeg han har ret i at der er fænomener – selv i vores tid – som kan tolkes som tegn på onde ånders magt. Der er mennesker der er uforklarligt syge, som gør ting som objektivt betragtet ikke er normale, som falder om med fråde om munden og mister talens brug. Men mennesker der rammes af den slags ting, rammes ikke fordi de er syndere eller fordi deres tro er svag, forkert eller ikke-eksisterende. De rammes heller ikke fordi de har ført uhøvisk tale, lyttet til rockmusik eller fordi de af og til dagdrømmer. De rammes bare. Og præstens forsøg på at gøre det til djævelens værk er nok mere et udtryk for de dæmoner han selv kæmper imod, end et udtryk for at Gud straffer dem, som efter præstens mening har syndet.
Det tror jeg ikke Gud gør, for hvis Gud er så lunefuld at han først straffer syndere og derefter tillader at de slipper for straf fordi dem med den stærke eller den rigtige tro, beder om nåde, er han jo i virkeligheden en uretfærdig, ukærlig og vilkårlig Gud. Det passer ikke med det billede af Gud som Jesus forkyndte. Den Gud som gennem Jesus kun stillede et eneste krav: Omvend jer og tro.
Troen er vejen, ikke kun imod det gode, men også væk fra det som besætter, som plager, som udvirker ondt. Væk fra det som præsten fra Thy ville kalde onde ånders magt, og det som vi andre for det meste ville betegne hverdagens små og store fejl og fristelser. Troen betyder at der altid er et sted at gå hen; en at rette sine bønner til, og det at man kan møde Gud i tro og bøn, betyder at man ikke er alene med det som bønnen handler om. Der er en der lytter, en at bede om hjælp, en at sige tak til; en der viser vej gennem ondt og godt, lys og mørke, tro og vantro.

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.