18. søndag efter Trinitatis, høstgudstjeneste

sep 28, 2016   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«

Joh 15,1-11


Nord for grænsen, henne i Danmark, er der livlig politisk aktivitet i øjeblikket. Grunden er at det ikke går det enlige regeringsparti, Venstre, alt for godt, så en række andre partier både i og uden for Folketingen øjner muligheden for et kommende valg og dermed også en mulighed for at rykke lidt tættere på magten. Et af de partier som pludselig har fået enorm opmærksomhed i medierne, er det der kalder sig Nye Borgerlige. På rekordtid er det lykkedes dem at samle så mange underskrifter at de nu er opstillingsberettigede, og det samme er sket for et andet parti; et der kalder sig Danskernes Parti. Begge disse partier svæver et sted ude til højre for Danmarks næststørste parti, Dansk Folkeparti, og selv om de tre partier i tilfælde af et valg ville være konkurrenter, er der ting som de er aldeles enige om. En af dem er at Danmarks fred og frihed er truet af onde kræfter udefra, og den eneste måde man kan gøre noget ved det på, er at sørge for at de onde kræfter bliver ude.

Derfor vil alle disse partier have sat en stopper for indvandring og asylansøgning, og de indvandrere der allerede er i landet, skal underlægges en række krav der gør at det bliver meget svært at få lov at blive. Det som er en smule finurligt i den forbindelse, er at det kun er en del af de fremmede, man ikke synes om. Der er nemlig tusinder af tyskere, englændere, amerikanere, hollændere, franskmænd, kinesere, nordmænd, polakker, tyrker, iranere og pakistanere. Og mennesker fra ca. 40 andre lande. Men dem man hører mest om, er dem der ligner landets øvrige befolkning mindst. I alt hver tiende af befolkningen har andre oprindelseslande end Danmark. Det er tal der minder meget om tyske tal, og her oplever man det samme, nemlig at en række politiske partier taler imod flygtninge og indvandring.

Det har de selvfølgelig lov til. Problemet er at de kun sjældent er ærlige i deres argumentation. Det er nemlig ikke flygtninge og indvandrere i almindelighed, der er problemet. Det er nogle bestemte flygtninge og indvandrere, nemlig dem fra de muslimske lande. Og det bliver stort set aldrig nævnt i debatten. I Danmark er halvdelen af alle indvandrere fra muslimske lande, og når det handler om de resterende, taler man overhovedet ikke om deres religion. Det er altså i virkeligheden en frygt for Islam, religionen, og ikke menneskerne, der stikker under meget af den fremmedfjendske retorik.

Det har vi set før. Og det skal jeg nok sige mere om lidt senere. I mellemtiden er der måske nogle af jer der tænker på hvad det her har med dagens evangelium at gøre. Og sammenhængen er nogle ganske få af de ord som Jesus sagde, nemlig ordene ‘Bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed’. Det er en interessant formulering, for hvis man sætter sig til at bladre det nye testamente igennem, skal man lede meget længe for at finde et sted der omtaler Jesu bud. Næsten alle de steder hvor der tales om bud, er situationer hvor fx farisæerne udfordrer Jesus eller diskuterer med ham fordi han har overtrådt Guds bud; altså De Ti Bud eller Moseloven. Enkelte steder fortæller Jesus sine tilhørere om loven og buddene, men hvad var Jesu bud? Altså hans EGNE bud? Det viser sig at der kun et et enkelt eksplicit bud, og Jesus gentager det ved to forskellige lejligheder, men begge gange siger han noget i retning af ‘Dette er mit bud’. Og begge gange lyder buddet ‘I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’ Det kan ikke udtrykkes meget enklere end det. Det er ikke bare et af Jesu bud. Det er buddet! Andre gange stiller han krav eller kommer med opfordringer; fx ‘omvend jer og tro’, men disse to situationer er de eneste i hele det nye testamente hvor han siger ‘Det er mit bud’. I skal elske hinanden. Det er det vigtigste. Det svarer til hvad Paulus andetsteds skriver til menigheden i Korinth. Størst er kærligheden. Der er ikke større krav man kan stille til andre. Der er nok heller ikke andre krav som kan være lige så svære at opfylde, for det indebærer jo at man betingelsesløst skal forsøge at elske alle, uanset hvem de er og hvad de gør eller siger. Kærligheden er det største krav; den er Jesu ultimative bud.

Kærligheden har naturligvis sin modsætning. Eller sine modsætninger. Der er nemlig mange. Den er ikke bare had, men også ligegyldighed. Foragt. Afstandtagen. Frygt. Vrede. Nedgørelse. Der er mange modsætninger til kærligheden, og et skønsomt, men meget uskønt udvalg af dem kommer til udtryk i tidens politiske debat. Her bliver nemlig opfordret til det modsatte af kærlighed. Her bliver i mere end en forstand stillet grænser op; her bliver spærret med hegn og pæle, her bliver lukket ude, her bliver skabt afstand. Og lige nu foregår det med ord, men al erfaring viser at ordene før eller siden følges af handling.

For få dage siden holdt en lokalpolitiker ved navn Cheanne Nielsen en tale ved Dansk Folkepartis landsmøde, og her sagde hun bl.a. ‘Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager, og de dræber.’ I et normalt, anstændigt demokratisk parti kunne man have håbet at hun med det samme var blevet fjernet fra talerstolen og sidenhen fra sit parti, men sådan gik det ikke. Hver enkelt udtalelse blev i stedet fulgt af klapsalver, og partiets leder, Christian Thuesen- Dahl undlod efterfølgende at tage afstand fra ordene, men sagde i stedet at der nok snarere var tale om en uheldig formulering end en politisk erklæring.

Dermed blev det legalt fra politisk hold at sige om mennesker af anden oprindelse end os selv at de sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager, og de dræber. Senere korrigerede Cheanne Nielsen sig selv og sagde at det naturligvis ikke var alle udlændinge, men kun nogle af dem. Og kender man partiets politik, ved man godt at hun i virkeligheden mener muslimer. Det gør mange politikere, og det har den effekt at også mange vælgere efterhånden mener det, for det er jo det, de hører deres egne politiske ledere sige. De hører at det på baggrund af religion er helt i orden at dele verden i ‘Dem’ og ‘Os’ og derefter nedgøre, kriminalisere eller mistænkeliggøre dem man ikke kan lide.

Som jeg sagde før: Det er set før i verdenshistorien, og ved de lejligheder har bl.a. politikere slået på vore kristne værdier som det rigtige og sande, mens de andres værdier har været forkerte. De andre har jo fx været jøder eller tilhængere af andre religioner, og nu er det muslimerne der står for tur. Det bliver gjort til et spørgsmål om religiøse værdier, og så er det jo sært at dem der hævder sig allermest kristne, i virkeligheden er dem der mindst af alle følger Jesu bud. Og hvor svært kan det være? Jøderne havde de 10 bud, og derudover havde de 613 tilføjelser i Moseloven. Muslimerne har Koranen der både er helligskrift og lovsamling med lige så mange regler som jødedommen. Men vi kristne har kun et bud. Et eneste bud, nemlig det som Jesus siger i dagens evangelium: ‘I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’

Og hvor svært kan det være? Helt vildt svært, tilsyneladende, for mange gange er vores relation til andre styret af en frygt som nok mest bunder i uvidenhed og fordomme. Og frygten gør at vi ikke anstrenger os synderligt for at få rokket ved vores fordomme, men den kærlighed som Jesus påbyder os, kunne faktisk være nøglen til en form for forandring. I det gamle Grækenland var filosoffer anerkendte og respekterede personer fordi de aktivt arbejdede imod uvidenhed. De elskede viden. Ordet filosof betyder faktisk en der har kærlighed til viden, og den kærlighed til viden afstedkom en nysgerrighed efter at undersøge, erfare, lære og blive klogere. Og er man rigtig klog, bliver kærlighedens modsætninger meget svære at opretholde. Det bliver svært at hade fordi man pludselig kan sætte ansigt eller personlighed på det som man før frygtede. Frygter man fx islam, kan det være fordi man ikke kender en eneste muslim. For kender man en muslim, opdager man hurtigt at han er et menneske som alle andre. Det samme kan siges om et medlem af Dansk Folkeparti. Det menneske kan i alle henseender være et sødt og dejligt menneske. Måske endda et elsk-værdigt menneske hvis man ellers får lov at lære det menneske at kende. Hvis man lader sin kærlighed til viden udmønte sig i nysgerrighed på det der omgiver én. Det kan endda føre til kærlighed mellem mennesker.

I dag er det høstgudstjeneste, og høsten har jeg ikke sagt så meget om, men her til slut vil jeg alligevel nævne noget i den forbindelse som jeg synes er meget vigtigt. I Paulus’ brev til menigheden i Galatien står der at hvad et menneske sår, skal det også høste. Og i øjeblikket er vi ved at forberede en høst af had og fjendskab, for det er det, der bliver sået. Ikke bare af de politikere som vi har valgt til at repræsentere os, men også af de af os der engang imellem kommer til at dele verden op i ‘dem’ og ‘os’. Vi høster som vi sår. Hvis vi i stedet følger Jesu bud; det eneste han gav os, om at elske som Han elskede os, er vi med til at så den kærlighed han taler om. Og gør vi det, er det ikke utænkeligt at nysgerrighed, viden og håb spirer frem så vi med tiden kan høste fred, glæde, indbyrdes tolerance og forståelse i stedet for fremmedgørelse, udelukkelse og had.

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.