12. søndag efter Trinitatis 2013

aug 21, 2013   //   by Ruben Fønsbo   //   Læs en prædiken  //  No Comments

Salmer:

403 – Denne er dagen som Herren har gjort
392 – Himlene, Herre
417 – Herre Jesus, vi er her
78 – Blomstre som en rosengård
474 – Jesus Krist, du gav mig livet (nadver)
7 – Herre Gud, dit dyre navn og ære (norsk mel.)

Læsninger:

Salmisten skriver: Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld. Hvorfor spørger folkene: »Hvor er deres Gud?« når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil? Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte. De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem. Israel, stol på Herren! Han er deres hjælp og skjold. Sl 115,1-9

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses’ ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. 2 Kor 3,4-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Mark 7,31-37

Prædiken:

Kommunikation – det at lytte og tale – er ikke let. Det ved jeg fordi jeg er en mand, og mænd har den fejl at de ikke lytter, og hvis de alligevel gør, forstår de ikke hvad der bliver sagt. Siger kvinder. Mænd hævder at der er noget helt andet på spil. De siger hvad de mener, og svarer hvad de synes. Og det gør kvinder ikke. Siger mænd altså.

Jeg kan gi’ et hurtigt eksempel på den slags kommunikation. Hvis jeg fx er blevet klippet og en kvinde siger ‘Du er da blevet klippet!’ siger jeg ‘Ja. Det kostede kun 8 euro, og så var det overstået på 10 minutter.’ Og så er den ikke længere. Mænd er generelt ret nemme hvad den slags angår. Men hvis jeg siger til en kvinde ‘Du er da blevet klippet!’ siger hun ‘Hvad? Er det grimt? Eller skævt?’ og uanset hvad jeg så siger, er svaret forkert.

Det som en person siger, er ikke altid – eller måske endda kun sjældent – det som en anden person hører. Og det skal jeg jo tage alvorligt når jeg står her på prædikestolen og siger ting. At lytte og forstå er svært. Der kan være mange nuancer i det der bliver sagt, og det kræver ofte at man gør sig umage, både som den der siger noget og som den der lytter. De fleste af os kender nok problemet med at sige noget og bagefter stå med fornemmelsen af at vi ikke er blevet forstået eller måske endda har talt for døve ører.

Og så sker der jo ikke så meget. Nogle former for døvhed er i øvrigt kroniske og kan kun sjældent helbredes. Det er dem der er forårsaget af at ørernes ejer ikke VIL høre. Det kommer jeg tilbage til om lidt. Dagens evangelium handler om en mand der ikke KAN høre, og tilsyneladende VIL han gerne, for han kommer til Jesus, ledsaget af hjælpsomme mennesker. På grund af mandens tilstand er det rimeligt at antage at han ikke har hørt om Jesus. Det har derimod andre mennesker på egnen, og de har så tænkt at det måske var en idé at tage deres døve og stumme bekendte med derhen hvor Jesus var. Og manden følger med selvom han ikke helt ved hvad der venter ham. Måske har vennerne ved hjælp af tegnsprog eller fagter forsøgt at forklare ham at Jesus var i byen og måske kunne hjælpe, men hvordan forklarer man en døv mand den slags? Også her må det være svært at kommunikere.

Men han kommer med, og Jesus trækker ham afsides, lidt væk fra mængden, siger et enkelt ord, og pudselig kan manden både tale og høre. Der er ingen tvivl om at episoden har gjort indtryk på tilskuerne. Måske har de kendt den døvstumme og vidst at det var næsten umuligt at kommunikere med ham, og måske har de hørt rygter om Jesus og de mirakler han havde udrettet, men uanset hvad de havde forventet, bliver de overvældede af det de ser. Og måske især af det de hører. Jesus siger nemlig som sagt et enkelt ord. Ordet ‘Effatha’. Det finurlige ved det er at det nye testamente er skrevet på græsk, men dette ene ord er aramæisk, det sprog som Jesus sandsynligvis var vokset op med. Og det aramæiske ord er bevaret i den ellers rent græske tekst, så det har tydeligvis gjort så stort indtryk at den der senere nedskrev beretningen, huskede det og gengav det.

Ordet Effatha betyder, som vi hørte under evangelielæsningen, ‘Luk dig op’, og det skete som Jesus havde sagt det. Mandens ører lukkede sig op, og det bånd der bandt hans tunge, løsnedes. Og alle der så underet, blev overraskede. Og så sker der noget underligt. Nu ved vi fra andre sammenhænge at Jesus flere gange fortalte at Guds rige var kommet nær og at det var tid at omvende sig. Derfor virker det underligt at Jesus meget strengt forbyder folk at fortælle om denne episode. Man kunne jo mene at beretningen om sådan et mirakel ville få mange til at omvende sig og følge Jesus, høre hans ord og være med til at styrke troen på Gud i det samfund som de boede i. Men det måtte de altså ikke. Selvfølgelig gjorde de det alligevel. De kunne jo se og høre hvad der var sket, og de var alle i stand til at tale og fortælle, så hvorfor lade være? Man skal da udbrede en god historie når man har en at fortælle.

Det mener Jesus så ikke. I hvert fald ikke denne historie. Det kan der være flere grunde til. Den ene er at teksten fortæller os at Jesus er i Dekapolis. Dekapolis lå på den østlige side af Galilæa Sø og var et statssamfund der bestod af ti byer. Dekapolis havde forskellige særlige privilegier, bl.a. var man ikke underlagt den romerske kejser, men den syriske guvernør, man slog sine egne mønter, og langt størstedelen af indbyggerne var græske eller græsktalende. Hvis man ser på det fra den vestlige side af Galilæa, fra jødernes område, havde Jesus altså bevæget sig ind i fjendeland, og det at helbrede en af jødernes fjender kunne let blive opfattet som en provokation der ville give Jesus endnu større problemer når han kom hjem. Det kunne altså være derfor, han forlangte at menneskemængden ikke måtte fortælle om helbredelsen. Men jeg tror grunden er en anden.

Jeg tror grunden er at Jesus naturligvis gerne ville have at folk omvendte sig og troede på Gud. Men de skulle ikke gøre det fordi en døv blev helbredt. På Jesu tid var der andre der vandrede, forkyndte og helbredte, og hvis rygter var nok til at få folk til at følge den slags prædikanter, ville det være ret let at lokke folk på afveje. Jesus gjorde jo ikke noget der var specielt anderledes i forhold til andre der udrettede mirakler. Bortset fra én ting. Teksten siger ‘Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen …’ Han så op mod himlen. Når Markus fortæller det, understreger han at det ikke er Jesus der udfører miraklet. Han er mellemmand, og den der i virkeligheden handler blandt mennesker, er Gud. Det er forskellen på Jesus og de andre. Han gjorde Guds vilje, og det understregede Gud ved at vise at Jesus var hans søn. Det var altså i virkeligheden ikke miraklet der var miraklet, men det at Jesus viser at Gud handler og virker i verden. Derfor skulle folk ikke fortælle om miraklet. De skulle fortælle om Guds magt. Og dem de fortalte til, skulle høre. Deres ører skulle åbnes så de kunne høre hvad Gud udvirkede, og deres tungebånd skulle løsnes så de selv kunne forkynde om Guds virke. Ikke om Jesu mirakler.

Og så er vi tilbage ved det som jeg lovede at sige lidt mere om før. Dem som Jesus taler til her, lytter ikke. De kan godt, men de hører ikke. Måske fordi de er ivrige efter at fortælle om det fantastiske der lige er sket. Eller måske fordi de ikke forstår hvorfor Jesus forbyder dem at sige noget. Men de hører ikke. Sandsynligvis fordi de ikke VIL. Nogle KAN høre, men VIL ikke. Disse mennesker har set hvad der er sket, og som teksten siger, var de overvældede af forundring og sagde: ‘Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale’. Men de ser ikke Guds magt bag miraklet, og derfor vil de ikke høre Jesu ord.

Kommunikation kræver vilje til at lytte. Som Jesus sagde et andet sted: ‘Den der har ører, skal høre’. Og det kræver åbenhed. Ørerne skal være åbne, man skal ville høre, og man skal være klar til at tænke over det man hører. Det gælder ikke kun i forhold til de ting vi hører om Jesus, hans forkyndelse og hans mirakler, men også der hvor vi er, i forholdet til andre mennesker. Måske er det endda endnu vigtigere her, for det er her, kommunikationen er sværest. Den er såmænd enkel nok i forholdet til Gud. Ham kan vi komme til med alt. Taksigelse, klager, glæder, sorger og bønner om stort set alt. Han lytter. Nogle gange er svaret enten et nej eller også noget andet end det vi havde håbet på, men sådan er det jo også i forholdet til mennesker. Vi får ikke altid det vi beder om. Nogle gange fordi det ikke kan lade sig gøre, andre gange fordi vi ikke udtrykker os tydeligt, og andre gange igen fordi den vi taler til, ikke lytter.

Og retter vi blikket mod os selv, kan det ske at vi selv gør det samme. Afviser, misforstår eller lader være med at lytte. Og af alle de meget vigtige ting som Jesus sagde, er det ene ord fra dagens tekst, det aramæiske ord Effatha, måske det vigtigste. Luk dig op. Ikke bare fordi vi så kan høre vores medmennesker, men også kan høre Guds ord, det ord som Jesus så tydeligt påpeger, lever og virker iblandt os. Hvis vi ellers hører efter.

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.