10. søndag efter Trinitatis

aug 28, 2019   //   by Ruben Fønsbo   //   Ikke kategoriseret  //  No Comments

Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Luk 19,41-48


Sidste søndag hørte vi hvordan Jesus roste en mand der havde snydt og bedraget andre. I dag går han ind på det allerhelligste sted i Jerusalem, det sted hvor Gud ifølge den jødiske tradition boede, og smider han alle dem ud der gør det muligt for almindelige mennesker at komme i kontakt med Gud. Næste søndag roser han en synder og håner en farisæer. Man kan ikke sige at Jesus prøver at være politisk korrekt. Faktisk gør han alle de forkerte ting, og det nye testamente er fuldt af fortællinger om hvordan han overtræder loven og gør ting der både overrasker, fornærmer og chokerer og hvordan han kommer i strid med de rettroende jøder.

Det skal siges at han langtfra var den eneste der gjorde sådan. Både før og efter Jesus var der talrige andre der hævdede at være Guds søn og som sagde at de handlede og talte på Guds vegne, så hvorfor skulle netop Jesus være den rigtige? I den jødiske tro har man aldrig anerkendt Jesus som Guds søn; han var bare endnu en i rækken af selvudråbte gudssønner som for frem med bål og brand. Så hvordan kan vi vide at jøderne ikke havde ret?

Når jeg nu har valgt at tage det spørgsmål op, er der to grunde. Den ene er teksterne til sidste søndag, i dag og næste søndag. De handler alle tre om at Jesus gør det forkerte; alt det som en Messias, en Guds søn, ikke ville gøre. Især i dag, for Messias skulle komme som jødernes konge og befrier; ikke som den der udfordrer det allerhelligste i Jerusalem, templet.

Den anden grund til at jeg tager spørgsmålet op, er at man i den offentlige debat af og til støder på det synspunkt at både Gud og Jesus er fiktioner. At ingen af dem nogensinde har eksisteret. Gud er et produkt af ønsketænkning og efterrationalisering, og Jesus er en mytisk skikkelse baseret. Sådan en man har opfundet for at kunne give mere vægt og autoritet til nogle almene fortællinger om etiske normer og værdier. Og det kunne jo være interessant at undersøge nærmere.

Lige inden den episode som vi hører om i dag, har Jesus ganske vist gjort noget som i det mindste var lidt Messias-agtigt. Han er redet ind i Jerusalem på et æsel og har ladet sig hylde som konge af dem som troede på ham, men det har ikke ført til at jøderne i almindelighed blev omvendt, og det har ikke ført til at det jødiske folk blev befriet fra besættelsesmagten, så i den historie er der ikke meget der tyder på at Jesus er Messias.
Straks efter indtoget i Jerusalem går Jesus til templet. Templet er ikke bare en kirke eller et sted hvor man gik hen på helligdage for at synge med på salmerne og høre en prædiken. Templet var det absolut centrale i jødedommen. Det var nemlig her, mennesket mødte Gud. På visse betingelser. En af betingelserne var at man skulle følge loven. Loven var givet af Gud til Moses på Sinai bjerg og var ikke bare et udtryk for Guds vilje. Loven var vejen til Gud og Guds nåde, og den udgjorde en aftale eller en pagt. En slags noget for noget. I korte træk gik aftalen ud på at hvis man fulgte Guds bud, nød man hans gunst, og så gik det en godt i livet.

Et af Guds bud var at man skulle ofre, så til højtiderne begav man sig til templet, som regel med noget af sin afgrøde, fx korn eller et lille dyr som en due eller et får. Almindelige mennesker måtte ikke selv ofre det de havde medbragt, så det første man gjorde i templet, var at henvende sig i en af vekselererboderne og købe en eller flere tempelmønter. Dem betalte man med sin egen lokale valuta eller med naturalier, og havde man ikke selv offergaver med, købte man en due eller et kornneg hos en af de handlende. Derefter henvendte man sig til tempeltjenerne eller præsterne og betalte dem med de tempelmønter, man havde købt. I modsætning til almindelige mennesker var præsterne rituelt rene; de levede hele deres liv efter de komplicerede renhedsregler, og de var værdige til at træde ind i selve templet og bringe det offer som almindelige mennesker medbragte som gaver til Gud. Præsterne var også de eneste der kunne tolke Guds bud for ofringer, så de vidste hvilke dele af offeret, Gud ville synes om og hvilke han ikke ville have. Fx havde Gud en forkærlighed for fedt, nyrer og indvolde, men oksemørbrad eller lammefilet sagde ham ikke rigtig noget. For at det ikke skulle gå til spilde, påtog præsterne sig nødtvungent at skaffe Gud af med disse ting.

Det var ikke kun præsterne og vekselererne der tjente på denne praksis, det var også de handlende, og forskere anslår at mere end 5000 mennesker arbejdede i og omkring templet, så templet var på alle måder centralt i jødedommen. Det var et religiøst, et politisk og et økonomisk centrum. Og det kommer Jesus så og vender op og ned på. Han indleder med at sige at templet vil blive ødelagt, at der ikke vil være sten på sten tilbage af det. Dernæst jager han de handlende og vekselererne ud, og endelig siger han at templet skal være et bedehus.

Jeg kan godt forstå jødernes skepsis, og måske også dem der hævder at Jesus er en opfundet skikkelse. Ville Messias eller Guds søn gøre sådan her? Ville Guds søn være årsag til at præsterne mistede deres magt og deres levebrød, tempeltjenerne deres arbejde og indflydelse, og de handlende og vekselererne deres forretning. At 5.000 mennesker mistede deres arbejde? Det er ikke sandsynligt. Og det er slet ikke sandsynligt at Guds søn ville være årsag til at templet ville miste sin betydning, og det ville være konsekvensen hvis ikke Gud blev tilbedt i templet som Loven foreskrev det. Hvis man ikke ofrede, lyttede Gud ikke, og dermed ville det være nytteløst at bede.

Alligevel er det præcis det, Jesus siger at man skal gøre. Hvem som helst kan henvende sig direkte til Gud uden at gå gennem handlende, tempeltjenere, præster eller andre mellemmænd. Kontakten til Gud finder sted gennem bønnen. Og hvordan kan det være så enkelt? Sandsynligvis fordi Jesu eneste krav til dem der fulgte ham, var ‘omvend dig og tro’. Det var ikke ‘omvend dig og ofr’ eller ‘omvend dig og køb tempelmønter’. Det var ‘omvend dig og tro’. Og bønnen er et udtryk for både tro og tillid. Tro på at der er en Gud man kan bede til. Og tillid til at den Gud er en der lytter og svarer på ens bønner. Når man beder til Gud, ligger der både en erkendelse og en bekendelse i bønnen, hvad enten bønnen er en tak eller et råb om hjælp. Der er en erkendelse af at man står over for noget som man ikke selv forstår eller formår, og en bekendelse af at man tror på at Gud er nærværende i både det gode og det svære. Det er her man beder om hjælp, nåde, vejledning, støtte, god høst eller hvad man ønsker sig, og det er her man takker, græder, skælder ud eller undres. Det er her, man møder Gud. Og det er her, Gud møder mennesket. Bønnen er ikke nogen garanti. Man får ikke altid det man beder om, men jeg tror ikke det er fordi ens bøn ikke bliver hørt. Nogle gange er svaret bare nej.

Men Guds hus skal være et bedehus, for det er i bønnen at mennesket møder Gud. Sagde Jesus altså, og her er det så relevant at vende tilbage til de indledende spørgsmål igen … Findes den Gud som Jesus forkyndte? Den Gud vi beder til. Og fandtes Jesus? I Bibelen kan vi læse fortællingerne om ham, og det tyder i det mindste på at han HAR eksisteret. Som sagt kunne fortællingerne udspringe af at han var en fiktiv skikkelse som nogen har opfundet for at kunne give vægt og autoritet til almindelige moralske historier. Det giver bare ikke mening i den store sammenhæng. Hvis Jesus var en fiktiv skikkelse, en moralsk lærer, eller et forbillede, ville man sandsynligvis kun opfinde gode og politisk korrekte historier om ham. Men det som er fælles for teksterne til sidste søndag, dagen i dag og såmænd også næste søndag, er at de stiller Jesus i et temmelig uheldigt og umoralske lys. Han roser en svindler, han jager de handlende ud af templet, han skælder ud på en af samfundets støtter, og han fremhæver en synder som et godt eksempel. Og da man begyndte at nedskrive Bibelen, har alle de forkerte og skæve fortællinger været så kendte og udbredte at man ikke kunne ignorere dem. Derfor kender vi dem i dag, og moderne bibelforskere siger at jo flere ukomfortable og politisk ukorrekte historier vi har af den slags om en person, desto større er sandsynligheden for at historierne er sande og at den person har levet. Var Jesus en fiktiv skikkelse, havde vi sandsynligvis kun idealiserede glansbilledhistorier om ham. Vi kan altså roligt gå ud fra at Jesus HAR eksisteret.
Men egentlig er beviser ikke så vigtige, for det centrale i troen er netop – tro. Troen kræver ikke bevis, for så bliver den til viden, og Jesus sagde ’Omvend jer og tro.’ Ikke ’Omvend jer og vid.’ Og det som er kernen i dagens evangelium, er netop troen og dens praksis.

Troen handler ikke om love, regler, renhed og ofre, men om forholdet mellem den enkelte og Gud. Derfor er der ikke brug for templer, tjenere eller ofre for at kunne henvende sig til Gud. Og det er det som Jesus gør tydeligt den dag i templet, hvor han vender op og ned på den gældende religiøse orden. Han gør troen til det enkelte menneskes ansvar og understreger at Guds nærvær og Guds nåde ikke er noget man handler med. Vi kan ikke købe os til gunst eller vennetjenester fra Gud; vi kan kun møde ham i tro og i bøn og i tillid, og i håbet om at han vil være med os alle dage, både når vi glædes og når vi rammes af modgang.

Amen

Leave a comment

Du skal være logget ind for at kommentere.